Ved solnedgang spadserer jeg ind i skoven neden for mit hus. Naboen vinker til mig da jeg går forbi. Han har fortalt mig at skoven er hvad der i Danmark kaldes en fredskov. At den er beskyttet af lovgivningen.
Fredskov. Det er sådan en stemningsfuld betegnelse.

Inde mellem træerne standser jeg ved en stor eg. Et egnet sted for meditation. Herfra kan man, mod vest, se så langt øjet rækker.
Jeg sætter mig på en af træets kraftige rødder og støtter ryggen mod stammen. Forestiller mig hvordan rødderne under mig, dybt nede i jorden, fletter sig sammen med andre træers rødder og danner skovdybets netværk. Forbindelseskanaler gennem hvilke træerne udveksler næring og information med hinanden.

Over mig danner trækronerne en hvælving. Vinden har godt fat i dem i dag. Bladenes og grenenes raslen over højdedraget præger lydbilledet. Nu og da høres en dues flaksende vingeslag. Og af og til skovbundens knirken under tryk af klove eller poter.

Dette areal som skoven dækker, har aldrig været bebygget. Træerne må aldrig fældes. Sådan er bestemmelserne for fredskove.
Træerne er gamle. Skovbunden er levende.
Nogle skovrum kan have samme ophøjede stemningskvalitet som gotiske katedraler.
Sådan er dette rum.
Rødderne er som et jordisk fundament under kronernes sakrale rum. Stammerne er de søjler der forbinder disse to planer, det jordiske og det guddommelige. Jeg sidder i en naturkatedral.

Det er en kølig dansk efterårsaften. På vej ud af døren tog jeg min elskedes dunjakke med mig. Den er så rummelig at jeg kunne bo i den. Og varm nok til at jeg ville kunne blive siddende og meditere i timevis.
Jeg læner mig ind mod egen, spænder tankerummet af, lader blikket hvile på én gang udad mod horisonten og indad mod bevidsthedsrummets værenskvalitet.
Efter måske en time hører jeg en lyd fra skovbunden. Nervesystemet aktiveres. Det er blevet mørkt herinde. Jeg fokuserer lyttesansen: Opfanger menneskestemmer. Et barn og en kvinde.
Nervesystemet slapper af. De er stadig for langt borte til at jeg kan høre ordene, men sprogets musikalitet afslører at de ikke taler dansk. De samtaler lavt, som for ikke at forstyrre omgivelserne.
De kommer nærmere, og jeg genkender min nabos franske svigerdatter og hendes lille søn på syv år.
Hun siger ’Bon soir’, og drengen kikker forunderet på mig som sidder indpakket i den store jakke ved foden af et træ. Men vi har talt sammen før, og han véd jeg kan forstå hvad han siger.
Pludseligt læner han sig frem imod mig og hvisker:
’Quand on embrasse un arbre, on devient l’arbre.’
’Omfavner man et træ, bliver man ét med træet.’
Han og jeg smiler til hinanden. Som om vi deler en hemmelighed.
Hans mor tager ham blidt i hånden, et tegn til at det er tid til at gå hjem.

Skoven bliver igen stille. Men ekkoet af barnets visdom hænger i luften.
Vindens hvisken i trækronerne er, ligesom dyrelydene, aftagende i skumringen. Jeg rejser mig og ser lyspunkter for enden af stien. I skovbrynet har min nabo hængt lygter i grenene.

Så vender jeg mig mod træet og omfavner det.

 


Hanneli Ågotsdatter er cand.arch., meditationslærer og psykoterapeut. Hun leder retreats, underviser på Kontemplations otte ugers forløb i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) og vejleder mennesker i individuelle forløb.

Hanneli er grundlægger og den daglige leder af Kontemplation. Hun lever i en vekselvirkning mellem et udadrettet arbejdsliv og tilbagetrækning i længere retreats, og er i sit arbejde motiveret af den dybe meningsfylde det giver at følge menneskers udviklingsprocesser.

Hun er tilknyttet Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.


 

Share Button

Comments

comments

The Latest

  • At blive et træ
    Ved solnedgang spadserer jeg ind i skoven neden for mit hus. Naboen […]

More

www.kontemplation.dk