Klumme fra Skolederforeningens magasin Plenum:

Da jeg var barn var skoleledere forvaltere af en fastlåst og på mange måder tilbageskuende tradition.
I dag er de, oplever jeg, en af de vigtigste ledergrupper i Danmark, en af de grupper der har størst mu­lighed for at øve afgørende kon­struktiv indflydelse på fremtiden.
Jeg er født i 1957. Jeg og mine jævnaldrende voksede op med en automatiseret frygt for voksne. Når skolelederen i de tidlige 1960ere gik gennem korridorer og sale, gik en engel gennem stuen. Og det var som regel en af de mørke af slagsen.
Når det skete, gik tiden et øjeblik i stå. Vi børn stod stille. De andre læ­rere stivnede.
Den virkelighed er ikke til at kende i dag. Mine egne børn tror mig ikke når jeg fortæller om den.
Vores lokale skoleleder her i Nørre Snede er børnenes ven. Når han går gennem gange og skoleklas­ser, hilser han på børnene, og de hil­ser på ham, og de gør det med en blanding af den værdige venlighed og stolthed som rigtig mange børn i dag, heldigvis, møder voksne med.
Man kan mærke på børnene at han er deres skoleleder. De ved at han er en særlig person på skolen, med et særligt ansvar og en særlig betydning, og samtidig er han, ja netop, deres.
Jeg kom også uvilkårligt til oven­ for at skrive vores lokale skoleleder. I den vending ligger en fortrolighed som historisk er enestående. Faktisk er den, tør jeg sige, verdenshistorisk enestående. Historien har aldrig før set pædagogiske lederstillinger for­valtet på denne måde. Så demokra­tisk, så meget i øjenhøjde. Ikke bare af én, men af en hel generation af skoleledere.
Hvad er der sket?
Der er sket det at hele det danske skolevæsen – og de fleste danske fa­milier og en stor del af samfundet – har bevæget sig fra frygtbaseret lydighed mod ydre autoriteter til en begyndende ansvarlighed.
At vi er på vej bort fra angstfyldt underdanighed er den gode nyhed. Den dårlige nyhed er at vi endnu kun kan skimte konturerne af hvad der vil komme i stedet.
Når vores adfærd ikke mere regule­res udefra, hvorfra reguleres den da?
Indefra naturligvis.
Hvordan bringes det i stand? Det er ét af tidens helt store spørgsmål. Måske det største. Der rækker langt ud over skolen og ud over Danmarks grænser til hele den globale situation, der netop er præ­get af ydre autoriteters og struktu­rers sammenbrud.
Det er her skolelederens position og virke er så afgørende.
Massive mængder af forsknings­resultater (mange af dem er samlet i Svend Erik Nordenbo med fleres vigtige sammenfatning for Kunnskapsdepartementet i Oslo fra 2008, baseret på flere hundrede forsk­ningsrapporter) viser, at det tiden har brug for, er at støtte børns og voksnes indre ansvarlighed og kon­takt til den naturlige etik, der er os mennesker iboende.
Ordet relationskompetence, som nu indgår i formuleringen af lærerud­dannelsens grundlag, og som detalje­ret er beskrevet af blandt andet Helle Jensen og Jesper Juul, er her et nøgle­ord i et sådant forsøg på at kultivere de ressourcer vi alle er født med.
Relationskompetence er navnet på en bevidsthedsændring, et para­digmeskift. Det beskriver hvor afgø­rende vigtigt forholdet mellem men­nesker er for det gode læringsmiljø. En veninde af mig, der forsker i gode læringsmiljøer, har fortalt mig at det øjeblik hun træder ind af en skoles hovedindgang, kan hun mærke skolens ethos, dens ånd, dens grad af mellemmenneskelig venlig­hed, dens relationskompetence.
Den ånd er skolelederen på afgø­rende vis med til at bestemme. En leder er fokuspunkt for hele sin in­stitution, ikke på en gammeldags, hierarkisk måde, men snarere som et ledelsesmæssigt forbillede.
Den skoleleder, der går forrest i forståelsen af at relationskompe­tence kan læres, at den kan trænes, har mulighed for at præge hele sko­len med et vandmærke af venlighed og nærvær, der er afgørende betin­gelser for at skolens grundmål om læring, faglighed og trivsel kan ind­fries bedst muligt.
Da jeg var barn, troede man børn var et råmateriale der skulle æltes og formskæres. I dag véd vi at de børn der behandles med nærvær, respekt og basal venlighed, og som bliver set af voksne, fagligt og menneskeligt – de børn bliver gode elever, gode kammerater, gode kærlighedspart­nere, gode samfundsborgere.
At møde børn med det nærvær, den respekt og den klarhed kan læ­res, det kan trænes, det kan kultive­res på en skole. Det er der stadig flere skoleledere der har øje for.
Hvorved deres mulighed for gun­stigt at hjælpe kommende generatio­ner mod den selvberoende, globale ansvarlighed som menneskeheden har brug for, forstærkes intenst.
Jeg spurgte engang Lisbeth Mar­cher, der på det tidspunkt var for­kvinde for Det Europæiske forbund for Kropsterapeuter, hvad der var den hyppigste grund til at menne­sker gik i terapi. Uden at betænke sig et sekund svarede hun: Klienterne siger ’Jeg blev ikke set som barn’.
Vi kender det alle: Uanset hvor gunstige opvækstforhold vi har haft, har vi alle smertefulde erfaringer med situationer hvor vores individu­alitet ikke blev set og respekteret.
Hver gang en anden ser os, hver gang en voksen eller en kammerat ser et barn, hver gang vi ser og aner­kender hinanden, øges, minimalt, men i længden betydningsfuldt, den samlede samfundsmæssige varme og respekt for individet.
I den proces, i forståelsen af at man kan bevidstgøre, træne og kul­tivere empati, nærvær og respekt, spiller skolelederne en stadig større rolle.
Fortsætter den udvikling vil den kunne påvirke hele samfundet.

Læs hele bladet her.

Næste forløb i ‘Relationskompetence – uddannelse i nærvær og empati i arbejde med børn og unge’ begynder til efteråret 2017


 

Peter Høeg har, ved siden af sit virke som forfatter, det meste af sit liv interesseret sig for pædagogik. Han har, siden han var 17, undervist blandt andet i folkeskolen, på gymnasier og universiteter. Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab og medforfatter til bogen ’Empati – det der holder verden sammen’ (med Helle Jensen, Steen Hildebrandt, Jesper Juul, Jes Bertelsen og Michael Stubberup). Han er medunderviser på den internationale uddannelse i empati og nærvær som Børns Livskundskab har åbnet i Berlin, og han gennemfører i disse måneder, i samarbejde med Ikast-Brande Kommune, en efteruddannelse i formidling af empati og nærvær der, er åben for mennesker i hele landet der arbejder med børn, unge og deres vilkår. Han har selv fire børn.

Download klummen som PDF her

Foto: Henrik Saxgren

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig