I skrivende stund befinder Peter og jeg os på Valaam-klosteret som ligger i et frodigt ørige i Ladogasøen, på grænsen mellem Novgorod og Karelen.
Traditionen her er østkirkelig, russisk ortodoks. Munkenes primære praksis er hjertebøn og hengivelse til Mariafeltet, det kvindelige aspekt af kristendommen.
Noget af det som har gjort mest indtryk på os her, er da også den ekstraordinære hjertelighed vi er blevet mødt med.
Og den forenkling klosterlivet tilbyder. Og den enorme afstand til civilisationen.

Valaam utsikt

Vi mærker det allerede på rejsen hertil. Fordi vi er udenfor pilgrimssæsonen, er al rutebådssejlads indstillet. For at komme hertil er det derfor nødvendigt at have lokale kontakter.
Det har vi ikke. Men det har vores russiske ven, Alexander.
Da vi ankommer til Sortavala, en by fire en halv times køretur mod nord fra Sankt Petersborg, venter Alexanders ven, Anatolya, på os – med sin speedbåd.
Han sejler os ud gennem skærgården, til hvor det åbne vand begynder. Vejret er i disse dage stormfuldt, bølgerne er på grænsen til hvad hans lille båd kan klare.
Hvor søen vidder sig ud, venter trawleren Beril – det betyder ’den erfarne’ – på os.
Skibet er fuldt af mennesker i redningsveste, pilgrimme på vej til Valaam. Beril fungerer som fiskerbåd om morgenen og som pilgrimsskib om eftermiddagen.
Vi stiger, med en halsbrækkende manøvre, over på den større båd og sejler i to en halv time, hastigheden er ti knob, mod bølgerne. Ladoga er en barsk sø.
Og kold. Vi binder redningsvestene stramt. Man vil nødig havne i vandet her.

Da Valaam øgruppen kommer til syne i horisonten, er katedralens fem turkise kupler og himmelblå tårne det første som kan ses over trætoppene.
Spredt ud på øerne bor omkring 200 munke. De fleste af dem i det centrale kloster som ligger omkring katedralen. 37 munke bor i skiter, altså i mindre spirituelle samfund som ligger mere isoleret. På mindre, fjernere øer bor seks eneboermunke som næsten aldrig er i kontakt med omverdenen.

Vel ankommet møder vi Kirill som er vores tolk. Al information på Valaam er på russisk eller karelsk, og meget få beboere taler engelsk. Hvis man kun er her få dage, og gerne vil kunne orientere sig og have kontakt, er det nødvendigt med en tolk.
Kirill har netop afsluttet sine studier på kunstakademiet, i ikonrestauration, og fortæller at han i sommerhalvåret bor på Valaam og i vinterhalvåret i Sankt Petersborg. Noget af det første han udtrykker, er sin kærlighed til Valaam. ’This Holy Island’, kalder han den. Der går ikke lang tid før det bliver klart for os at han alvorligt overvejer munketilværelsen. Samtidigt er han en ung mand i og af den moderne verden, og han fortæller, om sin bevægelse mod munkelivet: ’Jeg går min egen vej – så hvis Gud vil.’
Vi spørger om han forholder sig til en åndelig guide eller lærer. Det gør han, han har, siger han, ’my spiritual father’. Men, tilføjer han, denne person vil ikke kunne fortælle hvad der eksistentielt er rigtig for ham. Det kan kun Gud. Og staretsen.

I Rusland, fortæller Kirill, findes der på nuværende tidspunkt tre til fem staretser.
En starets er en person som kan se Guds vilje og hensigt med et menneske. I vores sprog ville vi måske beskrive det som et menneske i en oplysningsproces.
Et sådant menneske er det svært at få lov at møde. Staretserne holder, hvad deres evner angår, en lav profil. Men Kirill er så langt på sin vej at han vil kunne få adgang til en starets og spørge ham om hvilken opgave Gud har udset ham til at løse. ’Men’, siger Kirill, ’jeg er ikke sikker på at jeg endnu er parat til at høre svaret’.

Kirill viser os katedralen. Nu oplever vi de fem kupler indefra. Alle er de malet med de klareste farver. I en skala som taler til barnet i en. Ikonostasen, den gyldne væg af ikoner bag alteret, er ornamenteret som vi sjældent eller aldrig har set mage til.
Vi sætter os på en bænk i kirkerummet for at meditere. Efter et øjeblik begynder koret at synge. Det er overvældende inderligt og smukt. Vort udgangspunkt for overhovedet at være her er netop musikken. For et par år siden besøgte en af Vækstcenterets yngre kursister, Johannes, Valaam, og han tog en cd med hjem. Vi er mange som kom til at holde af musikken og ønskede at høre mere. Men det viste sig vanskeligt få fat i flere cd’er. Klostrets musikside på nettet er på russisk. Så den cd vi havde, blev kopieret og solgt. Og pengene som kom ind på salget omhyggeligt gemt. Dem har vi med til Valaam.

Efter gudstjenesten får vi mulighed for at overdrage beløbet. Vor ven, Alexander, har arrangeret et møde med Fader Diador som er assisterende korleder. Han er en beskeden mand midt i 30’erne. Han fortæller os om koret, om hvor glædeligt det er for brødrene at høre at musikken har berørt så mange. I så fjernt et land.
Til vort spørgsmål om hvordan det føles for munkene at sangen nu er tilgængelig på youtube, svarer han med et smil at dengang de blev filmet, prøvede alle brødrene at komme så langt væk fra kameraet som muligt.
Til trods for den isolerede tilværelse ligger, også for Valaam, den moderne verden lige om hjørnet.

Valaam er et munkekloster, men her er også mange kvinder. Faktisk slår det os hvor fin en balance her er mellem kvinder og mænd. De fleste besøgende er kvindelige pilgrimme. Og her er nonner der tilbringer en længere periode af deres novicetid.
Her er også kvinder fra fastlandet som alene – eller i hvert fald hovedsagligt – er her for at arbejde. I de små butikker der forhandler fødevarer og ikoner, røgelse og smykker med spirituelle motiver, i caféen, og på pensionaterne.
Denne balance mellem det mandlige og det kvindelige er også tydelig i munkenes personligheder. Og i sangen fra Valaam. Men da vi nævner dette for Fader Diador svarer han, genert, men venligt, at det sandsynligvis bare er vores subjektive oplevelse.
Man skal nok være her længere end vi er for at kunne bringe samtalerne ind på indre praksis.
Eller måske er dette alene et mellemværende for munken og hans spirituelle far.

Valaam arkipelaget ligger, fra et politisk og militærstrategisk synspunkt, centralt placeret. Den sydlige del af Ladogasøen munder ud i floden Neva som løber gennem Sankt Petersborg og munder ud i Østersøen. Mod vest er den finske grænse så nær at den russiske hær på en af Valaamøerne har en lyttestation rettet mod Nord- og Vesteuropa.
Den geografiske placering har – på trods af isolationen – været med til at skabe tusind års historie med opgang, modgang, krig, ruin og genopbygning.
Over lange perioder har klosteret huset over tusind munke. Som så i perioder alle har måttet flygte. Sovjettidens statsateisme var en hård tid for klostret. Mange af brødrene døde af sult og mangelsygdomme.
Lige nu er klostret inde i en medgangsfase. Alle bygninger er ved at være restaureret, det samme er ikonerne og vægmalerierne. Og antallet af munke er stigende.

Kirill kan Valaams historie på fingrene. Og han har nære venner blandt munkene.
Vi møder én af dem, Igor. Han har boet i klostret i 11 år, de sidste seks som novice. Vi spørger ham hvor lang tid der vil gå inden han kan aflægge de fulde klosterløfter. Helt uden ambition svarer han ’Det tager ti år’. Og efter en kort pause tilføjer han: ’Minimum’.
Den personlige ambitions utålmodige tidsperspektiv har ingen relevans her. Det er tydeligt hos alle vi møder.

Klosterløfterne er de samme som dem vi kender fra de andre kristne traditioner.
De indebærer tre former for frivilligt afkald:
Man investerer ikke sin energi i jordisk ejendom men råder kun over hvad klostret tildeler en.
Man giver afkald på at udleve sin seksualitet.
Og man indordner sig i et hierarki hvor man lever i lydighed til abbeden – til abbedissen hvis man er nonne.
Denne beslutning kan, hvis den skal være balanceret og bære spirituel frugt, kun komme dybt indefra. Som en blomst der vokser frem i sit eget tempo.
Derfor understreger Kirill, og de munke vi taler med, den spirituelle proces’ langsommelighed. Og vigtigheden af at lytte efter hvad der er Guds mening med en.

Den sidste dag inden vor båd går tilbage til fastlandet, spadserer Peter og jeg ud til en af de yderste skiter og dens kapel.
Vi har fået at vide at vi må færdes overalt på øen. Alligevel kan man enkelte steder se skilte med budskabet: ’Adgang hertil er ikke velsignet’. ’Entrance not blessed’. Og vi forstår at det betyder adgang forbudt.
Skiltene, klosterløfterne og de individuelle møder minder os på mange måder om den strenghed klosterlivet også rummer. Friheden udfoldes fra hjertet og op. De lavere dele af kroppen, begæret, seksualiteten og emotionerne kontrolleres og kanaliseres. Med et skævt smil fortæller Fader Diador at der, efter munkeløfterne, kun er én vej, den der går ’fra klostergården til kirkegården’.
Vi ler alle. Og mærker alvoren bag det sagte.

Den struktur der for os kan opleves som strenghed, er uden tvivl også en kolossal støtte til den enkelte.
Mon ikke dette paradoks, mellem frihed og begrænsning, melder sig på ethvert sted der kultiverer en dybere spirituel praksis?

Om et øjeblik er vi hjemme i Danmark. Til et liv som foregår i et noget højere tempo end klostertilværelsen på Valaam.
Men også hjemme i vort eget fællesskab af praktiserende.
Hvor den meditative praksis er løftet ud af religion og dogmer. Hvor det, i dybere forstand at blive sig sine intentioner bevidst, måske kan beskrives som vor neddæmpede version af klosterløfterne.
Hvor vi – hvad enten man er i et kærlighedsforhold eller ej – har mulighed for at arbejde tantrisk med seksualiteten. Og hvor emotioner kan gøres til en kilde og anledning til individuel udvikling.
Hvor den kollektive gensidige støtte som vi ser munkene give hinanden på Valaam, måske kan etableres gennem mere eller mindre midlertidige fællesskaber som for eksempel kurser, retreats, mentorordninger og spirituelle venskaber.
Hvor vi, uden at skulle aflægge klosterløfter, har mulighed for at finde ægte spirituel vejledning.

 


 

Valaam Hanneli Hanneli Ågotsdatter
er cand. arch., psykoterapeut og meditationslærer. Hun leder retreats og underviser på 8-ugers forløb i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR). Derudover vejleder hun mennesker i individuelle forløb.
Hanneli er grundlægger og den daglige leder af Kontemplation. Hun lever i en vekselvirkning mellem et udadrettet arbejdsliv og tilbagetrækning i længere retreats, og er i sit arbejde motiveret af den dybe meningsfylde det giver at følge menneskers udviklingsprocesser.
Hun er tilknyttet Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

 


 

 

 

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig