BLOGCAST: Dette indlæg er indlæst af Anne Rosenvold. Du kan lytte til bloggen her (04:21):

Der er én gryde. Bulet, lidt skæv efter mange timers brug. Duftene fra alverdens køkkeners krydderier i denne gryde. Munde der gennem tiden er mættet. Samtaler ved det simple bord. De hårde stole i lokalets kolde lys. Der er langt hjem til familiens julehygge i Danmark.

Jeg er i Betlehem. På et vandrehjem. Juleaften. Langt fra Tel Avivs forstæder, hvor jeg til dagligt arbejder. Noget i mig har kaldt. En stemme som måske stammer helt tilbage fra min dåbsdag. Hvem ved, måske før.

Spørgsmålene der hver dag gennem lang tid er blevet stillet. Hvad tror du på? Hvem tror du på? Dagligt i mit sabbatår møder jeg mennesker fra alle trosretninger. Udseendet er ingen markør, opdager jeg. Enkelte beklædningsdele kan give et tegn, nogle gange med stolthed, andre gange helt nedtonet. Jeg sanser uroen. Året er 1987. Den første Intifada. De bevæbnede soldater.

Min familie i Danmark er urolig. Savner mig måske ekstra op mod jul. Den årstid som er så ladet af familietraditioner. Jeg forsøger at berolige dem. Der er fred i Betlehem, siger jeg og lukker øjnene for alle vejspærringerne og tegn på oprør ud mod vest.

Uroen og alle spørgsmålene har rejst en undren i mig. Jeg har aldrig været nødt til at forklare mig. Definere mig. Tage part. Næstekærlighedens budskab har været mit udgangspunkt. En barnetro jeg nu opdager, er udfordret. Både udefra og indefra.

Noget i mig er nødt til at søge tilbage til oprindelsen af narrativet, som min gudmor sagde ja til og jeg sidenhen bekræftede. I Danmark forholder jeg mig sjældent til det, men her, omgivet af så mange trosretninger og traditioner, er det som må jeg bekende mig for ikke at miste fodfæstet. Der er intet carte blanche. Det er som medmenneske dybt foruroligende.

Tracy og Anne, 1987

Over den ottetakkede sølvstjerne, der markerer Jesu fødested i Fødselskirken, er en lille bue med mosaikker, som viser Maria og de vise mænd og en indskrift med ordene “pax hominibus” (latin: Fred til mennesker). På grund af urolighederne er der ikke mange pilgrimme denne juleaften. Min engelske veninde Tracy og jeg har rum til fordybelse. Alt er fremmedartet og velkendt på samme tid. Dybt i os mærker vi begge ønsket om fred til alle. Uanset tro.

Udenfor i mørket, det ydmyge torv. Den arabiske sælger med det velduftende brød. Kulden der kryber ind på os. Al glansen vi kender fra julen derhjemme, er fraværende. Vi går stille tilbage til vandrehjemmet og koger en klassisk risengrød. Derefter går vi til midnatsgudstjeneste i den engelske kirke. Salmerne er smukke, ritualerne er uvante. For mig er denne aften særlig. For hende er det morgendagen, der fejres.

Traditioner. Trosretninger. Tryghed. Der er forskellige versioner af det hele. Vi forholder os åbne mod verden og indad. Måske er der mere der forbinder os end hvad der adskiller os.

                                                                   Må alle mennesker opleve tryghed og fred.

Foto: Charlotte Toft og privat