Uddannelsen i relationskompetence
Andet modul

På uddannelsen har vi haft besøg af Daniel, ni år.
Han er vores hemmelige overraskelses-gæsteunderviser på andet moduls anden dag.
Efter en hel lørdag i stilhed har vi om søndagen fokus på grænser, på gennemslagskraft og på forholdet mellem de følelser der reflekteres fysisk omkring solar plexus, og de der har forbindelse til hjertet.

I fjor instruerede Daniel, i en lille øvelse, på hvad vi kalder hold 1, det vil sige den første gruppe der gennemførte uddannelsen.
Siden da har han spurgt til hvornår han igen skulle undervise.
Til denne gang har han, sammen med Peter og mig, forberedt og øvet sig på tre demonstrationer. Og så har han medbragt en leg som han helt selv vil undervise i.

6411AF

Første øvelse: Evnen til at kunne sige stop
Første øvelse på denne søndags forløb om børn, instinktivitet, gennemslagskraft og følelser handler om at kunne sige stop. Om at sætte en grænse.
Daniel og jeg illustrerer. Daniel står stille mens jeg nærmer mig i langsomt tempo. Hans opgave er at mærke indad, mod sit eget nervesystem, og sige stop så snart han registrerer en impuls til dette i kroppen (en sådan impuls kan have mange former, det kan være en energistrømning, en følelse eller en fornemmelse så flygtig at den ikke kan defineres nærmere).
Vore kroppes signaler kan være så lavmælte, upåfaldende og flygtige at de kan være svære at mærke, det er derfor en hjælp hvis den der nærmer sig bevæger sig langsomt.
Når der bliver sagt stop, træder man et skridt tilbage fra den stillestående, for markere bevidstheden om, og respekten for, den andens grænse.

Efter Daniels og min demonstration udfører hele holdet øvelsen parvis. Vi undervisere følger de forskellige par. Vi hører hvordan man ét sted er bange for at såre den der nærmer sig, ved at sige stop for tidligt. Et andet sted får den der nærmer sig lov til at ende ovenpå den andens tæer fordi det er uklart for den der skal sige stop hvad det egentlig er han føler. Hos et tredje par er det personlige rum omkring den der nærmer sig, større end hos den der står stille. Det betyder at den der er i bevægelse, selvom den pågældende ikke bliver standset, oplever at hun må være langt inde over den stilleståendes grænser da hun bliver stoppet på en meters afstand.

6390AF_Kirsten

Efterhånden som parrene fordyber sig i øvelsen, bliver kroppens signaler opfanget tidligere, og på en stadig mere finkornet måde. Enkelte par kommer, gennem den udforskning som denne øvelse indbyder til, frem til at de kan opfange signaler på flere niveauer. Hvilket fører dem til eksempelvis at standse den anden først på flere meters afstand – hvor man oplever en første, subtil, grænse – og derefter lade den anden nærme sig etapevis.

At blive opmærksom på kroppens signaler kræver at man vender sit fokus indad, i hvert fald i nogle øjeblikke.
Fordi vores kultur er så ekstremt ekstrovert som tilfældet er, bliver de mere lavmælte fysiske signaler omkring grænser ofte overhørt.
Denne døvhed indadtil kan føre til stress, til den dybe udmattelse der kaldes udbrændthed, og på sigt til fysisk sygdom.
I den ovenfor beskrevne øvelse er man to som under trygge rammer undersøger sagen sammen, og kan bringe evnen til at sige til og fra overfor et andet menneske i spil, for på denne måde at bevidstgøre og udvikle den.

6123AF

Anden øvelse: Lammerpistolen
Den anden øvelse vi gerne vil demonstrere sammen med Daniel, kalder han ’lammerpistolen’.
I den sidder først Daniel på gulvet som er han optaget af noget. For eksempel en ipads skærm. Jeg nærmer mig nu langsomt bagfra, knurrende som en løve. Når Daniel oplever at jeg er så tæt på at jeg vil kunne nå ham med et spring, vender han sig og lammer mig med en fiktiv pistol, illustreret af en strakt pegefinger og en klar, tungerullende lyd, rrrrrr! Jeg, løven, lammes og kan først bevæge mig igen, når jeg bliver tøet op med et luftkys.
Vi bytter derefter roller, og nu er Daniel løven.

Dette er en anden måde at træne grænsesætning på. I denne øvelse kommer vi tættere på nervesystemets kamp-flugt-frys-funktion. For selv om det er et barn på ni år som nærmer sig, så reflekteres knurrende lyde som kommer bagfra dybt nede i instinktlagene, og hårene på ryggen rejser sig. Adrenalinpumpen går i gang, og kroppen går i alarmberedskab.

Den stress som i en sådan øvelse fremkaldes, responderes på, bliver bevidstgjort, bearbejdet og får lov at lægge sig, er ikke den usunde form for stress som er ved at blive nutidens store trussel mod folkesundheden.
Det er når stress bliver langvarig og ikke forarbejdes, at den bliver truende. Kroppen har iboende balancemekanismer. Når vi er på vej ind i ubalance opstår der signaler som træthed, forkølelse, hovedpine, ondt i maven, ømme muskler og faldende humør. Disse signaler er først lavmælte. Men lytter vi ikke, bliver de mere højrøstede og med tiden farlige for helbredet.
Men længe inden det stadie nås, har vi muligheden for at lytte til kroppens protester.

Både øvelsen med at sige stop og øvelsen med lammerpistolen træner opmærksomheden på grænser og på kroppens signalisering af at der nu foreligger forstadier til stress. De er således tænkt som træning i kropsbevidsthed i forhold til pres.
Men de adresserer samtidigt forholdet mellem solar plexus-emotioner som vrede og frustration og hjertefølelser som empati og venlighed. Et område vi alle har brug for at nuancere og bevidstgøre. Blandt andet for at kunne skabe sammenhæng mellem hjerte og solar plexus.
At højne bevidstheden i dette område, at kunne mærke sit hjerte samtidigt med at man er vred, at kunne være angst uden helt at miste tilliden, at kunne sætte sig selv kraftmæssigt igennem uden at glemme nænsomheden overfor medmenneskene, alt dette er komplekse processer der kræver meget træning og mange slags øvelser.
For at kunne arbejde med denne kompleksitet i en gruppe, er det vigtigt at etablere en tryg kontekst hvor venlighed og omsorg, for en selv og den anden, er hovedoverskrifter. I de her beskrevne øvelser er indgangsvinklen legende, og vi holder i løbet af processen flere pauser hvor vi italesætter at legen, selv om den har en tilsyneladende voldsomhed og stedvist fingerer kampe, finder sted i et rum af empatisk venlighed. Vi står stille med hinanden i hænderne og mærker vores åndedræt og vores bevidsthed om den empatiske alliance vi, sammen med vores makker, indgår i.

Stagefight

Tredje øvelse: Stagefight
I Daniels tredje øvelse viser han sammen med Peter hvordan man indenfor stagefight uddeler en lussing.
Den ene person lader som om han giver den anden en lussing, og den som – tilsyneladende –
modtager lussingen, laver en klappelyd med hænderne, en lyd som får tilskueren til at tro at lussingen rent faktisk rammer!
Et af formålene med denne øvelse er bevidst at komme i kontakt med sin egen styrke og gennemslagskraft, samtidigt med at man hele tiden véd af at man indgår i den førnævnte empatiske alliance.
Har man haft mulighed for at observere heste, hunde eller ulve i folk, vil man have set at deres leg ofte har form af en fiktiv kampsituation. Det kan se ud som om de slås, de bruger tænderne, de springer på hinanden, sparker hinanden og giver vilde lyde fra sig.
Samtidigt er det helt tydeligt at det er en leg. Ser man nærmere efter er dyrenes muskulatur, sammenlignet med en virkelig kampsituation, blød og afspændt, tempoet er nedskruet, og det er tydeligt at bag den tilsyneladende voldsomhed har dyrene en fredelig og ofte glædesfyldt overenskomst.

Da Daniel og Peter har demonstreret stagefight-lussingen gør vi os parvist klar til give hinanden fiktive ørefigner.
Èn af deltagerne begynder i begejstring at hoppe op og ned på stedet, ler og siger at hun er fit for fight. De indre legebørn indtager lokalet. Stemningen stiger, bliver højlydt og lattermild.
Et blik rundt på deltagerne afslører at samtidigt med latteren og glæden er der et fokuseret og fordybet nærvær i forhold til det indre rum som undersøges. Det som ved første øjekast ligner leg, kan have potentielle frugter i form af erfaringer og kropslige indsigter som kan rumme også dybde og alvor.

Hvis man i sit liv har oplevet at ens grænser er blevet krænket – og hvem af os har ikke det – skal man være meget opmærksom når man træder ind i dette landskab. Man bør ikke gå herind uden at være ledsaget af én som har dybere erfaring med disse processer i grupper og hos enkeltpersoner.
Og videre: Tages disse processer ind i for eksempel en terapeutisk setting, vil der gælde andre og endnu mere omfattende forholdsregler end når man, som her, bringer dem ind i et forum af fagpersoner der arbejder med børn og unge.

6423AF

Fjerde øvelse: Den kinesiske mur
Daniels sidste øvelse, den han instruerer alene, er Den kinesiske mur. Det er en slags fangeleg, men som Daniel siger, er det mere end det. Fangerne er begrænset til kun at kunne bevæge sig sidelæns langs rummets midterlinje. De øvrige deltagere har så til opgave at krydse midterlinjen. Med friheden som indsats. Hvis én af fangerne får fat i en af de der forsøger at krydse midterlinjen, bliver den pågældende selv fanger. Fra at være en enkelt fanger, er der efterhånden en hel mur af fangere, og de frie ’linjekrydsere’ bliver stadig færre. Til sidst er det nærmest umulig at komme over linjen fordi fangerne udgør en kinesisk mur.
En øvelse uden tabere, hvor stort set alle kan være med. Og hvor kraft, bevægelse og den empatiske overenskomst kan nævnes, udpeges og bevidstgøres.

6546AF_lille

Hvorfor bringer vi disse øvelser ind i en uddannelse i relationskompetence, nærvær og empati?
De fleste kan blive enige om at det er vigtigt at have kontakt til den personlige gennemslagskraft.
Særlig relevant bliver denne kontakt når man ønsker at formidle noget, til børn eller voksne.
Sin gennemslagskraft – eller karisma – ankommer man til via de portaler som leder ind mod vores egne ressourcer eller grundkompetencer. I denne sammenhæng har vi særlig fokus på fem af disse medfødte talenter som vi alle har tilgang til: kroppen, åndedrættet, den empatiske venlighed, bevidstheden og grundkreativiteten.
Disse fem er samlet og ekspliciteret i ’femkanten’, en pædagogisk model der er central i dette uddannelsesforløb.

I de ovennævnte øvelser har vi taget udgangspunkt i kroppen.
For at blive nogenlunde samtidige med kroppens signaler – og ikke skyde det at mærke dem ud i fremtiden eller ned i det ubevidste for måske først at konfronteres med dem langt senere i form af sygdom eller anden svækkelse – må vi træne i at mærke og forstå hvad der sker i kroppen.
I folkemunde kaldes dette nogle gange at ’mærke mavefølelsen’. Når kroppen gir lyd fra sig, kan vi lytte eller vi kan overhøre. I den første og den anden øvelse træner vi nærværet i forhold til kroppens signaler på et stadig mere nuanceret niveau.
De signaler vi her taler om, er dem der opstår i relation til andre. Når vi på denne måde ’lytter til vores mavefølelser’ kan vi respondere mere præcist og stadig være centreret.

Mavefølelsen er fysisk forbundet med nervecentret solar plexus som aktiveres ved emotioner som for eksempel vrede, frustration og frygt.
Træner vi nærværet i forhold til solar plexus, opøver vi evnen til at rumme andre og os selv. Til at bære også mere intense følelsesmæssige tilstande og impulser uden straks og uforarbejdet at give eksempelvis vreden frit løb. Vi øver os i at sige til og fra, at sætte grænser og at finde modet til at vove noget nyt og ukendt.
Den der underviser eller skal på anden måde manøvrere i en gruppe, har brug for denne træning og erfaring. Formidling fordybes og tydeliggøres når formidleren kender sine grænser, sin kraft og sin vrede, véd noget om sin frygt og arbejder bevidst på at sænke sit spændingsniveau.

6146AF_lille

 

På vores uddannelses tredje modul er det psykolog Helle Jensen som står for undervisningen.
Helle har over tredive års erfaring med at formidle relationskompetence til både børn og voksne. Hun har sammen med familieterapeuten Jesper Juul udviklet den pædaogiske teori og praksis omkring relationskompetence, og de to har skrevet grundbogen Pædagogisk relationskompetance – fra lydighed til ansvarlighed.

Overskriften for tredje modul er ‘Relationskompetence – at møde børn og unge med autenticitet, nærvær og empati.’ Med udgangspunkt i deltagernes egne eksempler vil Helle arbejde med hvordan man skaber kvalitet i relationer i udfordrende og konfliktfyldte situationer.

 

Fotograf: Pia Enghild


 

Daniel og HanneliHanneli Ågotsdatter er cand.arch., meditationslærer og psykoterapeut. Hun er, sammen med Jesper Juul, Helle Jensen, Peter Høeg, Gitte Batz og Mads Haagen, en af underviserne på uddannelsen i relationskompetence.
Hanneli leder fordybelsesdage og retreats, hun underviser på Kontemplations otte ugers forløb i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) og vejleder mennesker i individuelle forløb.
Hanneli er grundlægger og den daglige leder af Kontemplation. Hun lever i en vekselvirkning mellem et udadrettet arbejdsliv og tilbagetrækning i længere retreats, og er i sit arbejde motiveret af den dybe meningsfylde det giver at følge menneskers udviklingsprocesser.
Hun er tilknyttet Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

 


 

 

 

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig