Komols solur
af | PRAXIS | 14. november 2025
Min ven Daniel og jeg er kommet til gamle Komols hjem i Ik bjergene i Uganda, og dagen er ved at rinde ud. Sidst jeg besøgte Komol lovede han, at han ville vise os sit solur ude i bushen. Han sidder nu på sin træskammel og kigger ind i ilden på bålstedet. Han er faldet i staver, da jeg spørger til soluret. “Ahh, så du har ikke glemt det?” spørger han, og retter ryggen, lidt stolt. “Der er ellers ikke nogen, der interesserer sig for solure længere, folk har jo mobiltelefoner til at se tiden nu om dage… Men så må vi afsted. Det er næsten toonogut – solnedgang”, siger Komol og rejser sig overraskende hurtigt. Selvom han er omkring 80 år, er han adræt og nærmest småløber på sine sandaler lavet af bildæk. Han fører os udenfor landsbyen, til stedet hvor soluret er, der hvor han ‘læser solen’.
Inde i bushen er der en lille åbning, hvor Komol smutter ned på hug, tager sine Ray-Ban solbriller ned fra panden og siger: “Sid her ved mine fødder og kig mod solen”. Han peger på jorden foran sig, og Daniel og jeg sætter os artigt på hug. Komol siger, vi skal rykke nærmere, så vores rygge næsten rører hans ben. Vi skal synke længere ned, så vores øjne er i den rette position.
Vi sidder tæt, næsten som én krop, og kigger ud mod horisonten. Tempoet bliver langsommere nu, hvor vi venter på, at solen sænker sig. “Kig nu på solen og rækken af sten”, hvisker Komol. Omkring 30 meter væk på en lille forhøjning står en række af seks sten, lige der hvor solen snart går ned. “Stenene kalder vi feti hoo – solhuse, der hvor solen går til ro. Rummene mellem solhusene er compounds. Det er her solen viser mig, hvilken årstid det er.” Daniel og jeg stiller spørgsmål, Komol svarer, men så rømmer han sig og siger: “Så, nu, nu, mmm…”. Vi bliver stille og kigger sammen på solen, der synker ned i et af ‘solhusene’.
det
moment
lige dér hvor
den sidste del
af den orange cirkel
synker ned i bjerget
som væske der smelter
føles langtrukkent
som om vi
sammen
er ét
med
det
“Bas! – slut! Fik I set det? Vi er stadig i Lukwan” siger Komol. Lukwan er månedens navn og kan oversættes til ‘Stadig Sult’. Komol går langsomt tilbage til landsbyen. Vi følger stille efter i mørket, og jeg tænker på navnene på månederne i soluret: ‘Sult’, ‘Stadig Sult’, ‘Regn’, ‘Høst’, ‘Mad’. Mærker bekymring over hvor lang tid Komol mon lever. Mine tanker flyver: Hvor mange generationer af seere har brugt solure til at bestemme årstiderne? Mennesker har kun været her en brøkdel af tiden i disse 25 millioner år gamle bjerge. Tidsperspektiverne gør mig svimmel: Bjergenes alder, solurets perioder, Komols livstid, solnedgangens øjeblik. Jeg holder fødderne på stien, den ene foran den anden, sammen med den flygtige fornemmelse af tider, og aldre, der skifter.
TIDENS VÆSEN I vores del af verden lærer vi at betragte tid som noget objektivt og målbart – en lineær bevægelse, som vi opdeler i sekunder, minutter og år. Vi lever efter urets rytme, organiserer os med kalendere og deadlines. Men moderne fysik og bevidsthedsfilosofi minder os om, at tiden ikke er så enkel. Den er relativ, formet af perspektiv og opmærksomhed. Den tid, vi måler, er statisk – den tid, vi oplever, er elastisk. En time kan svinde som et åndedrag, et minut kan strække sig til en evighed. I stilheden, i naturen, i mødet med et andet menneske, kan tiden opløses – som om den kortvarigt ikke eksisterer. I en skriveworkshop for Kontemplations blogforfattere, blev deltagerne inviteret til at skrive ud fra de øjeblikke, hvor tidens struktur forskydes: hvor den strækkes, standser, åbner sig eller helt forsvinder. Her kan du læse deres tekster – som små vinduer ind til tidens mange lag. Ind i det vide felt mellem bevægelse og stilstand.
Kjære Lotte
Den tids – svimmelheten kan jeg godt merke når jeg leser- takk for din levende fortelling om Komols solur. Den vekker også min nysgjerrighet. 6 stener. Solhus. Der hvor solen går til ro. Så vakkert. Jeg undres på hvor mange årstider der er? Og hva er deres navn?
Kh Kaja
Kære Kaja, Tusind tak for at læse med, og for din dejlige kommentar og din nysgerrighed. Årstiderne og månederne har navne der refererer til vejret og madsituationen. Så der er eksempelvis en måned, der hedder ‘sult’ og en der hedder ‘regn’. Knus fra Lotte