Over fire afsnit fortæller Jeanette Lykkegård om at praktisere nærvær under fødslen, om kærligheden og udmattelsen, lykken og fortvivlelsen og om at føle sig ét med et lille barn der allerede fra begyndelsen arbejder på at finde sig selv.


Jeg ligger i et badekar. Vandet er blødt og omslutter lindrende min krop,  jeg ånder lettet ud for en stund. Det presser mod min lænd og mod mine hofter. Som en bølge af knugende ubehag. Det er en ny ve. Min krop vil presse, men det må jeg ikke tillade den fortæller jordemoderen. Jeg skal holde igen. Uden jeg føler jeg har noget med det at gøre, begynder kroppen at trække vejret hurtigt og overfladisk. Jeg øvede mig på denne vejrtrækning inden fødslen, og tænkte at dén kom jeg ikke til at bruge, den føltes unaturlig og besværet. Nu gør kroppen det bare.
Pludselig kommer der et kraftigt og hurtigt pres og samtidig mærker jeg hvordan bækkenbunden trækker sig sammen, sikkert på grund af min forskrækkelse over presset – jeg må jo ikke presse. ”Men jeg har jo ingen kontrol”, får jeg undskyldende sagt.

Vandet føles ikke længere varmt nok, jeg begynder at fryse. Badekarret opleves pludselig trangt. Jeg kan ikke rigtig være der.
Men jeg ønsker at føde i vand, for det forekommer mig at være en blidere overgang til den ydre verden for vores datter. Fra vand til vand. Det må være overvældende nok i forvejen at blive født. Så jeg ignorerer at det er trangt.
Jeg er kommet sent ind på hospitalet, de har ikke kunnet nå at fylde det store kar, så jeg må føde i dette her lille et, fastholder jeg.
Veerne er stærke. Bare jeg måtte presse, det føles som om jeg skal presse. Vandet er endnu ikke gået, og det opleves som om min krop er ved at sprænges af et indre tryk.
Jeg ved ikke hvor længe det har stået på sådan, men nu får jeg at vide at jeg godt må presse. Endelig!
Jeg presser, men det er som om der er noget der ikke er rigtigt. Jeg kan ikke komme i en god stilling. Min kæreste og min mor er ved min side. De vil at jeg skal spise eller drikke noget. Jeg har ikke lyst. Jeg forsøger. Jeg kaster så op ud over badekarrets side og ud på gulvet. Jeg er ligeglad. Jeg presser og presser, men min krops impulser kan ikke forene sig med badekarrets begrænsninger.
Endelig går vandet, får jeg at vide. Jeg mærker det ikke. Presseveerne tærer på kræfterne, jeg ved ikke hvor lang tid der er gået, men jeg kan mærke at det ikke går den rigtige vej. Jeg må genvinde kontakten til min krop og mit sind, en kontakt jeg føler jeg har mistet. Jeg havde forinden været spændt på om jeg kunne bevare et bevidst nærvær gennem fødslen. ”Det er nemt at praktisere på puden, det er i stormvejr det bliver svært”, husker jeg at have hørt.

Jordemoderen begynder at tale om at der skal til at ske noget, for det er hårdt for barnet med for lang en pressefase. Jeg har igen kontakt til kroppen og indser endelig at jeg ikke kan føde i dette lille badekar. Jeg må give slip på ønsket om at føde i vand. Jeg husker min intention om at mærke efter og følge kroppen, det er den som ved.
”Jeg må op af det her badekar”, får jeg sagt. Jeg fryser og er træt. Én hjælper mig op. Måske min mor, måske min kæreste. Jeg vil ud at sidde på toilettet. Jordemoderen siger at jeg måske bare lige skal gøre hvad jeg selv vil lidt. ”Jeg vil gerne sidde op, jeg skal sidde op”, forklarer jeg mens jeg sidder på toilettet. Min kæreste, Simon, hører mig. ”Er det fordi du gerne vil sidde op, ligesom du gør nu?” ”Ja”, svarer jeg taknemmeligt. Simon får arrangeret at jeg kan sidde på en fødeskammel med ham bagved. Han støtter min krop. Endelig skrider fødslen fremad igen. Ja! Kroppen ved. Jordemoderen er bekymret. Pressefasen er for lang og hun vil have mig op i sengen så hun kan monitorere hjertelyden. Hun taler om ve-drop og sugekop. Shh! Jeg skal ikke op i sengen. Ikke nu. Nu skal jeg følge min krop. ”Det går godt nu”, siger jeg, ”det varer ikke længe, jeg kan mærke det. Giv mig lidt tid her”. Jordemoderen er bekymret for min bækkenbund, for at jeg skal gå i stykker. ”Fuck min bækkenbund”, tænker jeg. ”Lad mig sidde her lidt, det går godt nu”. Jordemoderen tjekker, ja minsandten om ikke det går godt. Jeg får lov at sidde. Det er pludselig nemt. Jeg mærker ikke smerten. Jeg er udmattet men det er nemt i forhold til før, jeg giver mig hen. Da det er ok for min krop, indvilliger jeg i at komme op på sengen i halvsiddende stilling.

Efter få ekstra pres kommer vores datters hoved til syne mellem mine ben. Veen er ovre. Veerne er generelt næsten umærkelige nu, så svage er de. Jeg ser på det lille hoved som venter på at kroppen følger med ud. Mærker jeg en ve? Jeg ved det ikke. Jordemoderen spørger om jeg selv vil tage imod hende. Ja! Jeg presser igen og har hænderne klar til at tage imod. Skuldrene kommer frem, så kroppen, mine hænder får fat om det lille væsen som er kommet til os og løfter hende op på mit bryst. Det er uvirkeligt først. Jeg føler efter, men mærker ikke rigtig noget andet end udmattelse og en masse spørgsmål. Er hun ok? Er hun hel? Er hun virkelig kommet ud til os? Jeg forsøger at forstå hvad der netop er sket. Det er helt udramatisk. Vores datter finder mit bryst. Navlestrengen er stadig intakt, jordemoderen siger hun kan få næring derfra lidt endnu, der er stadig puls. Nu sutter hun. Jeg ser på min kæreste, så på min datter. ”Hun har skidt på dig” fortæller jordemoderen da hun igen tjekker navlestrengen.
Hun kan sutte, hun kan skide. Jeg ser op mod loftet, hjertet åbner sig på vid gab. Jeg har født. Vores datter er nu kommet ud til os. Hun har det godt. Jeg ler en udmattet tårevædende lykke-latter.

 


Læs andet afsnit af Nybagt mor her.


Jeanette LykkegårdJeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.
Zoey blev født i januar og trives og har det godt.


 

 

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig