Over fire afsnit fortæller Jeanette Lykkegård om at praktisere nærvær under fødslen, om kærligheden og udmattelsen, lykken og fortvivlelsen og om at føle sig ét med et lille barn der allerede fra begyndelsen arbejder på at finde sig selv.


Læs første afsnit af Nybagt mor her. Andet her.


Det er nat. Zoey er ked af det. Jeg vågner ved at hun vrider sig i sengen. Det virker som om hun har ondt i maven, måske fordi hendes fordøjelsessystem endnu ikke har vænnet sig til livet uden for livmoderen? Jeg føler ikke jeg kan stå op, lige nu er jeg ikke i stand til at bevæge mig. Trætheden er så overvældende. Jeg hiver mig selv op af søvnen, sætter mig omtumlet op i sengen og rækker ud efter min datter. Vi går ind i stuen, hvor jeg tænder den svage globuslampe og begynder den efterhånden vante gang frem og tilbage med hendes mave mod min varme hånd. Det lader til at hjælpe, men hun klynker stadig lidt. Jeg har opdaget at jeg let kan komme ud af mig selv når Zoey græder. Jeg opdager at det sker nu, jeg er udenfor mig selv…igen. Jeg orker ikke at være i mig selv. Men jeg er gennem de seneste års indre og ydre rejser nået frem til at jeg kun kan relatere til omverdenen når jeg bliver i mig selv. Derfor er det naturligvis nødvendigt at jeg kan blive i mig selv, når Zoey har brug for mig. Men lige nu er der ikke rart i mig. Jeg er ked af det. Ked af at Zoey har ondt i maven, og så udmattet at det næsten føles som sorg. Jeg kaster et blik på globussen. ”En gang rejste jeg verden rundt, fri som fuglen”, opdager jeg at jeg tænker. Det holder ikke. Jeg er fri, det må jeg huske på. Jeg er fri og jeg har valgt at blive mor. Jeg ønsker at være mor. Men åh…jeg vil så gerne sove. Lige nu vil jeg sove. Det er min krop der har brug for søvn. Jeg tænker på nogle ord en kvindelig underviser sagde på et kursus, hvor hun guidede en meditation; ”min krop er en del af mig, men jeg er ikke min krop”. Jeg er ikke min krop. Jeg er ikke længslen efter søvn. Hvad er der ellers til stede? Trætheden dominerer stadig. Jeg sætter mig ned, men Zoey begynder igen at græde. Jeg rejser mig op. Jeg har brug for hjælp. Jeg er ved at falde fra hinanden. Hvad er der i mig, i min bevidsthed? Der kan ikke kun være træthed og frustration over situationen. Jeg må udvide nærværet. Jeg får heller ikke mediteret nok, siger en selvbebrejdende stemme. Som om selvbebrejdelse var vejen frem.

Jeg beslutter at gøre trøstetiden til en gående meditation og søge støtte ved at kontakte gudindefiguren Hvid Tara. Tidligere erfaring har lært mig at når jeg har fysiske smerter, begrænsninger eller ubehag, kan det påvirke min rummelighed overfor, og kærlighedsfølelser til, min omverden. Som om bevidstheden snævrer sig ind til kun at opleve ubehaget. Så da jeg allerede fra begyndelsen af min graviditet blev overvældet af træthed og kvalme, oplevede jeg en nødvendighed af at adskille dette ubehag fra kærligheden til det liv som tog sin begyndelse i min livmoder. Allerede da begyndte jeg i stigende grad at søge støtte i min praksis fra Hvid Tara.

Tara kommer i mange versioner og beskrives nogle steder som alle Buddhaers moder. Hvid Tara portrætteres som en smuk og kærlig figur med hvid krop. Hun har syv øjne; tre i ansigtet. Det tredje øje symboliserer hendes evne til at se enheden i den ultimative virkelighed, mens hendes to andre øjne samtidigt ser den relative og den dualistiske verden. Hun har derudover et øje i hver af sine håndflader og på hver af sine fodsåler, som symbol på at alle hendes handlinger er styret af ultimativ visdom og medfølelse. For mig personligt bliver hun et billede på den ultimative kærlige og den vise moder.

Før jeg kontakter Tara, må jeg have forbindelse til mig selv. Jeg bringer nærvær til min krop; mine fødder der bevæger sig henover gulvet, mine ben, muskulaturens bevægelser i kroppen, de spændte arme der løfter et lille menneske, mit åndedræt, min datters åndedræt der kan mærkes mod min mave og min arm. Jeg mærker trætheden og jeg opfanger en nervøsitet i kroppen, en form for angst. Jeg kontakter hjertet og opdager en lukning eller indsnævring, som om kærligheden ikke strømmer, som om noget i mig er bange for helt at svinde hen ved den manglende søvn. Der følger endnu en selvbebrejdelse: Hvad er jeg for en mor, hvis mit hjerte kan finde på at lukke af? Og endda når mit barn har ondt!
Jeg kontakter Tara. Jeg forestiller mig at hun befinder sig skråt oppe foran mig. Jeg takker hende for den støtte hun måtte give mig. Herefter siger jeg et mantra, som jeg forstår som en form for bøn. Jeg benytter mig af den tibetanske version af det mantra der knytter sig til Hvid Tara. Det har jeg valgt fordi det føles lettere for min tunge end sanskritformen. Mantraet lyder således: Om tare tuttare ture mama ayur pune gyana puntin kuru soha. Det betyder groft oversat noget i retningen af: ”Jeg søger tilflugt (med krop, tale og sind) i befrieren, mor til alle de velsignede. Jeg ønsker at forøge mine hjertelige handlinger og at opnå visdom (gennem etisk levevis). Lad det ske. Soha”. Det sidste ord, Soha, manifesterer roden af ønsket i hjertet. Det minder på en måde om ordet, amen, som vi slutter en bøn med i den kristne kirke. Jeg chanter lavmælt mens jeg går. Jeg retter skiftevis mit fokus mod visualiseringen af Tara, ordene, mine fødder mod gulvet, rytmen i bevægelserne, mit hjerte og min datter. Zoey er faldet i søvn i mine arme. Jeg fortsætter min gående meditation. Tiden mærkes ikke længere, og jeg ved ikke hvor lang tid der går før mit hjerte pludselig åbner sig op og omslutter både min datter og mig selv. I dette øjeblik forvandles mine selvbebrejdelser til forståelse, jeg ved af og accepterer at jeg lige nu ikke kan tage smerten væk fra det lille væsen i mine arme, at jeg kun kan rumme hende og bare være her. Og rummeligheden er lige nu vendt tilbage. Jeg ser mig selv udefra og forstår at jeg har basale behov som søvn, mad og drikke, og når de ikke er opfyldt, kan der opstå en form for angst som, sammen med frygten for ikke at være god nok for min datter, endda kan medføre en let indsnævring af hjertefølelserne. Det har at gøre med at jeg er menneske. Ikke at jeg ikke har en uendelig kærlighed til min datter. Pludselig ved jeg det meget dybt indefra. I dette øjeblik ved jeg også at jeg er god nok. Jeg stod op og var med min datter. Også selvom hjertet ikke var åbent.

Jeg kommer med ét i tanker om en øvelse jeg deltog i under et meditationsforløb. Øvelsen gik ud på at vi deltagere satte os overfor hinanden parvist og tog øjenkontakt. Den ene part blev inviteret til med jævne mellemrum at lukke øjnene og mærke indad, mens den anden part sad med åbne øjne, så at sige holdt rummet og var klar til at genoptage øjenkontakten så snart den første part åbnede sine øjne igen. Da det var min tur til at være den der skiftevis lukkede og åbnede øjnene, blev jeg utrolig rørt. Det var så varm og tryg en oplevelse at erfare at når jeg åbnede øjnene sad der et andet menneske klar og bare var der med sit blik. Jeg følte det utrolig kærligt, og jeg følte mig styrket af den andens nærvær…bare det at hun sad der, klar. Jeg kan huske at jeg tænkte; ”sådan må det være for spædbarnet i sin mors favn som hver gang det slår øjnene op møder sin mors varme blik”. Hvad mere har man brug for end én der er der og giver af sit nærvær?

Det er netop det jeg ønsker at give, når min datter er ked af det: Kærlighed, rummelighed og et klarsynet nærvær. Det vil jeg ikke altid kunne lykkes med, men jeg øver mig. Zoey sover fortsat. Min krop slapper af. Hjertet er endnu åbent. Jeg øver mig.

 


Jeanette LykkegårdJeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.
Zoey blev født i januar og trives og har det godt.


 

 

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig