Under høj, blå himmel og i intens sommervarme ankommer 14 voksne og 20 børn i alderen to til 13 år til “Over Koen”, en lejrskole ud til Limfjorden. Familier, der har valgt en anderledes ferie, ankommer med soveposer, badetøj, bamser, yoga underlag med mere og indkvarterer sig. Nogle i telte og andre på værelser. Oplægget til dette familieretreat er at nyde samværet med hinanden, den danske sommer og havets og naturens nærhed. Samtidig med at man på en legende og uhøjtidelig måde skal arbejde med mulighederne for at fordybe og intensivere samværet i familien. Planen er at dagene skal rumme stræk hvor børnene, under ledelse af voksne, arbejder med børneyoga og legende former for nærværstræning. Mens de voksne undervises i yoga, meditation og træning i empatisk nærvær.

Vi samles om aftenen i det store lyse lokale. Mads og Martin har fundet musikinstrumenterne frem. Hanneli og Peter ønsker os velkommen. Der hviler en spændt stemning i lokalet. “Hvem er vi, der er samlede her?” “Hvordan mon det bliver?” De voksne har valgt det. Børnene ikke på samme måde. Særligt teenagerne virker tvivlende. Jeg kan næsten høre dem sige: “Hvad er det her for noget?” “Jeg vil hellere noget andet” “Hvad skal jeg sige til mine venner?” “Det her er pinligt.” “Mine forældre er pinlige.” “Er jeg det?” De skæver rundt i gruppen. “Er der andre på min alder?” “Hvordan reagerer de?” Der bliver sunget og talt. Nogle mumler lidt med, andre forholder sig tavse. Ser ned. Jeg kan mærke hvordan deres anspændthed påvirker mig, men også hvordan jeg glædes over at forældrene lader dem være. Tillader dem modstanden mod det ukendte.

Næste morgen er det lidt det samme. Genertheden og sammenligningerne synes stadig at fylde mens Mads og Martin samler os med deres smukke stemmer og Peter med finurlig intonation læser Ole Lund Kirkegård højt. Alle skal være sammen denne første dag. Leg og dans. Nye udfordringer og meget lidt tid til at tænke. Den ene aktivitet følger den anden. Det kræver koncentration at være med. Koncentrationen flytter fokus fra en selv og til fællesskabet. Lille Lea på to år danser og frydes. Der lyder begejstrede hvin. Det er så smittende at det er svært ikke at give sig hen. Smilene og latteren smelter barrikaderne.

Jeg har altid haft det lidt svært ved at give slip og lade leg og dans tage over. At slippe kontrollen og turde lave fejl. Men lederskabet er så tydeligt, så nemt at følge, og det er legalt at træde forkert. Peter spørger, om vi kan mærke om der er en indre dommer der taler hvis vi kommer lidt ud af trit? Det er befriende. Jeg er ikke længere i min egen boble af selviagttagelse, og det virker som om de andre har det på samme måde. Spørgsmålet åbner til en fælles forståelse af at vi er i samme båd. Vi er sammen når det lykkes og vi sprudlende bevæger os, og sammen når det kikser og vi kommer ud af trit. Det bliver muligt at trække let på skulderen og komme tilbage uden at den indre hammer slår for hårdt. Latteren bærer os frem, vi får set hinanden i øjnene og fællesskab opstår. Allerede ved frokosttid er der sket et skift i hele gruppens energi. Vi har rørt ved hinanden, fjumret og grint. Pludselig er der ikke den samme årvågenhed. Jeg fornemmer det stærkest hos de unge. Det er ikke længere helt så nødvendigt at holde øje med, hvad de andre gør.

Anden dagen har en ny form. Børn og voksne skal dele sig op om eftermiddagen. Hanneli og Martin guider nærværsyoga, meditation og kropsscanninger, og flere af teenagerne vælger det til. Imens indleder Celinah et forløb udenfor. Samtidig med at mørke skyer trækker op på himlen samles 17 børn og unge og laver “Kongens efterfølger” de 800 meter ned til stranden. Hun er velforberedt og alle får udleveret en pose til at indsamle: en lang og en kort genstand, en hård og en blød, tre ting der har forskellige farver, noget der er ru og noget der er glat. Ingen ved hvad det skal bruges til, og alle, også dem der nogle gange har haft svært ved at holde koncentrationen, er dybt optagede af opgaverne. Enkle, sanselige og håndgribelige. Nogle gætter. Kan næsten ikke rumme spændingen. “Skal de bruges til at lave et smykke?” “Skal de…?” Fortæl nu! Det er med vilje, at indsamlingens formål ikke bliver afsløret til en start. Fokus skal være på nuet, på selve opgaven og ikke på resultatet og det der hører fremtiden til.

Tæt på stranden er der en petanque-bane hvis flade sand er et oplagt lærred. I samlet trop, med hver sin pose i hånden, samles alle lydhøre og spændte. Hvad nu? Celinah fortæller om hvad en mandala er. Flere genkender dem fra malebøger. En cirkel. Et centrum. Et mønster. Nu kan de indsamlede objekter endelig komme i brug. To piger vælger at gå sammen, de øvrige skaber hver deres cirkel og går i gang. Der er næsten stille. Koncentrerede går alle til opgaven på hver deres måde. At se mønstre og farver forme sig vidt forskelligt er næsten magisk. Nogle er optagede af at få alle tingene i spil, nogle vægter farverne. En vælger en geometrisk opbygning hvor strå danner en trekant, og to former mere tredimensionelle mandalaer. Ingen bliver ens. Alle har deres eget særpræg. Netop her bliver det muligt at se at selvom opgaven har et fælles udgangspunkt bliver udtrykkene unikke. Der bliver justeret, ændret og rykket rundt. Hver enkelt har sin egen måde at gå til opgaven og løse den på.

Alt imens trækker skyerne sig sammen, og lige i det øjeblik vi skal vende tilbage til gården begynder de første dråber at falde. Det er som et signal til at energien i 1½ times koncentreret opmærksomhed får en ny form. Regn, vand, tunge dråber, masser af dem. Længe ventet efter flere måneder med sol fra en skyfri himmel. Frydefuldt løber gruppen afsted. Nogle søger ly under halvtaget, imens andre laver deres helt egen regndans. Nærværet og koncentrationen bliver sluppet. Nu er det nok for de fleste. At kunne give sig hen og løbe i regnen er et slip og en udvidelse, så det igen på et tidspunkt kan blive muligt at vende sig indad.

Det har været en gave at være medhjælper på dette retreat. At se børn og voksne folde sig ud. Se hvad et lærerteam med stort nærvær og engagement kan hjælpe med at få til at folde sig ud. Jeg tror, at denne anderledes ferieform vil trække spor langt ind i hverdagen. Frø er sået. Måske bliver de glemt på et tidspunkt, når dagligdagen indtræffer. Men de er der. Er blevet vandet og gødet. De vil altid være der som en mulighed. En erindring i kroppen og sanserne. Et frugtbart sted at vende tilbage til. Ligesom mandalaerne tog hver deres form vil hver enkelt blomstre og tage form.

 


Hanne Linde er billedkunstner. Hun er tilknyttet Statens Kunstfonds huskunstnerordning og er tillige uddannet mindfulness underviser. Hun har en lang erfaring med at undervise både børn og voksne i billedkunst, nærvær og kreativitet. Hun er en del af teamet bag uddannelsen i relationskompetence for mennesker, der arbejder professionelt med børn og unge.

Se mere om Hannes kunst og kurser her: www.hannelinde.dk


 

 

 

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig