”Nuet er det punkt, hvor tiden rører evigheden”, C.S. Lewis

Jeg tager fat i denne sætning af den britiske forfatter Clive Stable Lewis, der er mest kendt for fantasyværker, hvor Narnia-bøgerne er blevet klassikere. Ordene rører ved noget i mig, når jeg tænker på overskriften på denne skriveworkshop for Kontemplations faste blogforfattere ’Tidens væsen’.

Jeg kommer i tanke om min første forelskelse, hvor tid var udfyldt af ét andet menneske. Om et seksuelt samvær, hvor krop og tid og sjæl smeltede sammen. Om de gange, hvor jeg har set – sådan rigtig set – mine sønner i en slags kærlighedens tid. Og om de timer med øjeblikke, hvor jeg ’fulgte’ min farbror i døden og sammen med ham oplevede hans liv passere inden overgangen til en tid, jeg ikke kender. 

Endnu flere markante øjeblikke melder sig, når jeg sidder her på meditationspuden. Men det er alligevel det helt særlige møde med den yngre kvinde på tæppet af sammenvævede stofrester på den røde jord i Zimbabwe, der bliver ved med at trænge sig på, og hvor min oplevelse af tid ændrede sig og blev opløst. Hvor det føltes som om, at tiden med C.S. Lewis’ ord rørte evigheden.

Det var omkring årtusindeskiftet, og jeg var tilbage på en Røde Kors reportagerejse i Zimbabwe, efter jeg i året forinden havde født min første søn og mistet min mor. Jeg var tilbage i et land, hvor generationers tid var i forandring, fordi en hel forældregeneration ganske enkelt var i gang med at forsvinde pga. hiv/aids. Hiv/aids-epidemien havde på det tidspunkt allerede gjort over en million børn forældreløse og ’childheaded families’ var udbredt. 

Zimbabwe, Afrika. Barn passer barn. Tæppet af stofrester.

Denne dag i år 2000 skulle fotografen og jeg ud at besøge en døende kvinde og hendes børn. Jeg skrev om mødet:

Hun er 37 år og ligger på et af de tæpper, hun selv har vævet sammen af plastik og udsmidte stofrester. Sådan forsørger hun sig og sine fem børn, som jeg lige har leget tagfat og klappe-kage med og banket i kalaha, så fotografen uforstyrret kan tage sine portrætbilleder. Det er blevet min tur til at interviewe kvinden og jeg sætter mig på det farverige tæppe på jorden ved siden af hende. Men mine spørgsmål forsvinder, da vores øjne mødes og vores blikke fordybes,  for dybt derinde et sted er der både uendeligt, intet og svar på alt. Jeg holder hende i hånden og ”ser” det samme, som da jeg holdt min døende mor i hånden et år tidligere. Vi berøres stille, velvidende og med en klarhed om, at vi har noget og ved af noget sammen. Vi oplever en slags trøst, selvom vi ved, at hun lige om lidt skal dø af aids, og børnene skal klare sige alene i de to lerhytter langt ude på landet i Zimbabwe. 

Mødet berørte og berører mig stadig. For i det intense møde oplevede jeg noget, jeg ikke havde skulle sætte ord på før. Et møde, der både hurtigt og langsomt ændrede sig og førte os ind i et fælles nu, hvor ord blev opløst og mistede betydning. Hvor vi ’talte’ fra et andet fælles sted.

Det var øjeblikket som på samme tid blev universel og udenfor både meningsfylde og meningsløshed. 

Jeg oplever – også her et kvart århundrede senere – at vi i en slags fælles bevidsthed med C.S. Lewis’ ord mødtes i det nu, hvor vi sammen rørte og mærkede evigheden.

Jeg rejser mig fra et af de tæpper, hun flettede sammen dengang ved årtusindeskiftet, og som jeg købte af hende. Sneen falder blidt, mens jeg rejser mig her udenfor mit murede hus i udkanten af hovedstaden i Danmark tusinder af kilometre og 30-35 celcius grader væk fra de lerklinede hytter på landet i Zimbabwe, som tiden måske har eroderet væk. 

Foto: Charlotte Toft og Tomas Bertelsen