Jeg har en applikation på telefonen som, modsat min almindelige alarm, kan indstilles til at ringe mig behageligt ud af en meditation. På denne app er der også guidede meditationer, og den anden dag valgte jeg så en kort elleve minutters meditation med titlen ”Bevidsthedens sande natur” guidet af Eckhart Tolle. Der var i øvrigt 168.500 andre som havde gennemført samme meditation forud for mig, hvilket jeg finder ret opløftende.

Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i meditationens afslutning som frit oversat fra hukommelsen var som følger:

”Forsøg ikke at opnå noget, det er vildfarelsen. Det som er, er godt nok. Der kræves intet andet end at acceptere det som er her og nu, eksternt og internt.”

Stilhed.

“Det du accepterer kan du nå ud over. Det er miraklet! Hvis du bekæmper det, hænger du på det.”

Klukkende latter. Stilhed.

”De fleste mediterende forsøger at opnå en bestemt tilstand, de er utilfredse med den tilstand de er i. Det er ikke den perfekte tilstand”

Endnu engang afgiver Tolle denne klukkelyd, som for at påvise en form for medfølelse med menneskets indbyggede stræbsomhed, inden han afslutter med ordene:

”Den perfekte tilstand er accepten af nuet.”

Foto: Jeanette Lykkegård

Foto: Jeanette Lykkegård

Jeg oplever at der ligger en dyb sandhed gemt i det ovenstående; jeg har personligt erfaret hvordan manglende accept får mit indre miljø og de ydre omgivelser til at stritte imod og gøre modstand, mens accept modsat dette på mirakuløs vis har et ubesværet forandringspotentiale.

Alligevel har netop denne tilsyneladende modsætning mellem accept og ønsket om forandring sat gang i en refleksionsrække i forbindelse med årsskiftet. Det er som om at selvom jeg erkender sandheden i det sagte, så oplever jeg samtidig et paradoks heri: For hvorfra kommer motivationen til handling, hvis ikke fra ønsket om at opnå en forandring? Og hvis den perfekte tilstand er accepten af nuet, hvordan undgår man så at opstille et ønske om og en stræben efter at opnå accept af nuet?

Men lad mig starte ved tankerækkens begyndelse, nytåret. Selvom hvert eneste øjeblik er en ny begyndelse og hver nye dag rummer et dirrende potentiale og et farvel til dagen forinden, så er et nyt kalenderår for mig altid noget særligt. Nytåret minder mig om at tiden går, og selvom jeg dagligt øver mig i at være i og opdage nuet så oplever jeg at der også er en kvalitet i af og til at zoome ud og danne sig et overblik over en længere udstrækning i tid.

Når jeg får overblik over en længere periode i mit liv bliver det muligt for mig at se min bevægelse og på et andet analytisk niveau forstå hvad der har bragt mig til dette nu.

Denne status bliver på en måde et pejlemærke for hvor jeg er på vej hen hvis jeg fortsætter ad samme vej. Jeg tror det må være sådan for mange, for årsskiftet er ofte en anledning til at dedikere sig til at skabe en forandring; heraf fænomenet nytårsfortsæt. Som om mange i deres årsstatus oplever en utilfredshed med den vej de er gået, og nu beslutter at de vil gå i en anden retning.

Men i ønsket om forandring ligger en mulig bremseklods: ”Hvis du forsøger at bekæmpe det, hænger du på det!” Dette ses ofte i forbindelse med utallige mislykkede nytårsfortsæt. Andre gange kan selve intentionen om og viljen til forandring netop fungere som drivkraft til at foretage bevidste valg som fører den ønskede ændring med sig. Så hvornår er en væren med og en dyb accept af tingenes tilstand, som de er, det der skal til? Og hvornår er det ønsket om forandring og den dertilhørende handlekraft der er nødvendig?

Foto: Jeanette Lykkegård

Foto: Jeanette Lykkegård

Jeg tror nytårsfortsæt mislykkes når det enkelte menneske formår at bilde sig ind at i det nye år vil alting være anderledes, som om det er muligt at blive en anden fra den ene dag til den næste.

Ved indgangen til sidste år faldt jeg i med begge ben.

Jeg kan tydeligt huske en dag i forrige december, hvor jeg under frokostpausen med stor overbevisning proklamerede at i år 2015 ville jeg være sådan en der laver madplan og madpakke. Jeg ville være sådan en der bager sit eget økologiske brød og fryser det ned i små portioner.

”Held og lykke”, sagde en vågen kollega tørt, ”med at blive en radikalt anderledes person, end den du er”.
Vi så på hinanden og brød ud i højlydt latter og jeg var, og er stadig, taknemmelig for opvågningen.

Jeg måtte vedkende mig min personlighed, droppe idéen om madplaner og i stedet spørge mig selv hvori mit ønske om forandring egentlig lå. Jeg havde på ingen måde lyst til at lave madplaner, så hvorfor overhovedet opstille sådan et nytårsfortsæt? Hvad var det jeg ville? Jeg kom frem til at det jeg gerne ville var at spise en varieret økologisk kost uden madspild, så jeg oprettede i stedet et abonnement hos Årstiderne og fik således mine ønsker opfyldt uden at gå via et nytårsfortsæt.

Men samtidig er jeg sikker på, at hvis der ikke havde været en utilfredshed ville forandringen ikke have fundet sted.

Så spørgsmålet om hvornår man skal handle og hvornår man skal lade være er kompliceret.

Ønsket den december om en ydre forandring i form af ændrede madvaner var reelt nok, men samtidig dækkede det også over noget dybere; nemlig et stærkt ønske om at 2015 på det indre personlige plan måtte blive radikalt anderledes end 2014 havde været.

Jeg tror ofte det forholder sig sådan at når vi pludseligt vil ændre noget i den ydre verden, så dækker det over noget indre. 2014 var et sorgfyldt år for mig, og jeg havde på en eller anden måde fået skabt en illusion om at jeg kunne lægge fortiden bag mig med viljens magt; fra 1. januar 2015 ville jeg være glad. Jeg havde fået nok af sorg.

Mens jeg skriver disse ord kan jeg høre Tolles klukkende latter, den smitter og jeg tager mig selv i også at trække på smilebåndet.

Foto: Jeanette Lykkegård

Foto: Jeanette Lykkegård

Idéen om den fremtidige glæde gav mig dog et midlertidigt boost indtil jeg skuffet knækkede sammen midt i januar med kroppen fyldt med præcis de svære følelser jeg fast havde besluttet at parkere i det forhenværende år. Jeg måtte naturligvis indse (igen-igen) at ubehagelige følelser ikke forsvinder ved at man bygger mur, så i stedet for at skubbe dem væk, besluttede jeg mig for at lade dem være, men samtidig dedikere året til at vælge aktiviteter som jeg ved giver mig glæde. Og her må jeg tilføje at beslutningen måske ikke var så meget en beslutning som en erkendelse af at jeg i og for sig ikke havde noget valg – følelserne var der om jeg ville dem eller ej.

Alligevel var det et aktivt valg, at jeg ville gøre gode ting for mig selv. Når jeg således her kort efter årsskiftet ser tilbage på 2015 danner der sig et billede af et år med lærerige, nærende aktiviteter og nærvær; jeg har deltaget i MBSR forløb og retreats med stilhed, yoga og meditation, jeg gav mig selv en rejse gennem Montanas storslåede bjergrige natur, jeg begyndte at ride et par gange om ugen, og jeg begyndte at løbe i naturen. I alt dette dukkede fortidens smerte op flere gange, af og til har den føltes som et bagholdsangreb.

Jeg husker eksempelvis en smuk morgen i Montana, hvor jeg efter et par timers vandring i let støvregn pludselig stødte ind i en hun-elg og hendes to kalve. Jeg stoppede op og nød i dyb ro deres tilstedeværelse i flere minutter, beæret over deres generøse tillid. Da moderen stille og roligt gennede sine kalve væk fra stien og ind i skoven, var jeg fyldt med den der særlige lykkefølelse som ikke er euforisk, men snarere ydmyg, taknemmelig.

Pludselig, midt i al denne overflod af taknemmelighed, kom sorgen og i bogstaveligste forstand væltede mig omkuld. Siddende på hug tillod jeg gråden at ryste min krop, og efter nogle minutters gråd sad jeg tilbage med følelsen af både at være glad og ked af det på samme tid.

På forunderlig vis var det okay med gråden, det var overraskende, men okay. Og det er en af de bedste erfaringer jeg tager med mig fra sidste år; at ubehag ikke behøver udelukke behag.

Foto: Jeanette Lykkegård

Foto: Jeanette Lykkegård

Det er som om at accepten af de svære følelser som er en del af livet, sammen med ønsket om også at være glad, har udvidet mit indre rum.

I denne erfaring af at vi kan rumme både-og ligger nøglen, tror jeg, til at forstå hvordan den tilsyneladende modsætning mellem accept og ønsket om forandring ikke nødvendigvis behøver at være en virkelig modsætning.

Måske er det muligt både at acceptere og omfavne nuet med alt hvad det indebærer og samtidig arbejde hen mod en ønsket forandring? Men det handler om at være vågen, for accepten skal være helhjertet for at det virker.

Jeg tror det at have drømme og ønsker for fremtiden er en vigtig del af det at være menneske, ligesom jeg tror at accepten af at livet ikke altid udfolder som vi ønsker nødvendigvis må være fundamentet hvorpå vi bygger de drømme; således at vores gøren kommer ud af en åben væren. For lukker vi af for det som er, så skubber det på og livet bliver en kamp.

Foto: Jeanette Lykkegård

Foto: Jeanette Lykkegård

Personligt har jeg to fortsæt for 2016 der begge handler om accept. Det ene er fortsat at øve mig i at opdage og acceptere livet som det udfolder sig med alle dets udfordringer, lærdomme, glæder og sorger. Det andet er den for mig endnu sværere øvelse, nemlig fortsat at øve mig i at acceptere mig selv med alle mine facetter, kvaliteter og begrænsninger – ligesom dette også indebærer at øve mig i at acceptere at jeg nogle gange ikke formår at acceptere, for ellers er jeg fanget.

For her kommer et tricky hul som selv en dygtig vejleder som Eckhart Tolle umiddelbart kan lede os til at falde i hvis vi ikke er vågne. Han siger i meditationen at faren ligger i ønsket om at opnå noget, men samtidig indikerer han at det eneste vi skal stræbe efter er at acceptere. I ønsket om at opnå den perfekte tilstand, accepten af nuet, ligger dog den selvsamme fare og lurer; det kan blive det ideal vi stræber efter, og idealer er og bliver idealer. Hvis vi ikke -samtidig med erkendelsen af at accept måske er den perfekte tilstand – også rummer og tilgiver at vi ikke er ideelle, så kan ønsket om at opnå tilstanden af accept føre til det modsatte og blive den kæp vi slår os selv i hovedet med.

Min oplevelse er at accept ikke kan opnås alene gennem viljen, ligesom følelser ikke med viljens kraft kan parkeres i fortiden.

Ved nærmere eftertanke tror jeg accepten kommer i og med fordybelsen i livet – så måske skal mit fortsæt blot være at fortsætte min praksis og se hvad der sker?


 

jeanette biobilledJeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig