Antropologiske refleksioner over et uddannelsesforløb i Empati og Nærvær

Præstationssamfund, konkurrencestat, relationskompetence, læringsmål, skrøbelige unge, robusthed, curlingforældre, forventningspres, skolereform, inklusion, depression og 12-tals piger er blandt de ord der ofte dukker op, når man forsøger at forstå hvad der foregår på børnehave- og skoleområdet. Psykologer, lærere, forældre, elever, pædagoger, sociologer, virksomhedsledere og mange flere blander sig i en tilsyneladende uendelig række af debatter om hvordan børn og unge af i dag bedst opdrages, socialiseres, og uddannes til kompetent at kunne indgå i og bidrage til det samfund de er en del af.

Positionerne er modstridende. Nogle er nået frem til at de unge i dag er svage, og at dette skyldes en sygeliggørelse af almindelige livsudfordringer. Andre udtaler at de er skrøbelige grundet forældres overbeskyttende adfærd. Så er der dem som vurderer at unge i dag udsættes for et umenneskeligt pres fra en konkurrencestat for hvilken kun det bedste er godt nok.

Og hvad er det bedste? Det er svært at sige, men generelt gælder at i vores og mange lignende samfund ses ’op’ ofte værende af højere værdi end ’ned’, ligesom ’aktiv’ ligeledes sædvanligvis vurderes som bedre end ’passiv’. I skolen ses disse værdigrundlag udtrykt eksempelvis ved at læsefærdigheder og matematik anses for langt vigtigere end kvaliteter såsom dansefærdigheder og venlighed – hovedet er med andre ord vigtigere end hjertet og fødderne. Ligeledes anses det for betydningsfuldt at man tidligt i livet tager aktive valg i forhold til studieretning – langsomhed, herunder studiepauser eller sabbatår, er, overordnet set, ikke en kvalitet der hyldes.

Nogle oplever at sådanne værdisætninger er problemskabende. Andre når frem til at de er nødvendige hvis skolen skal kunne ruste børnene til at klare sig godt i samtiden.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Uanset perspektiv lader det til at der er er bred enighed om at præstation er et nøgleord i vores samfund. Et nøgleord, som øjensynligt hænger sammen med at Danmark er blevet det som betegnes en konkurrencestat; en stat hvori der sammenlignes. Børnehaver sammenlignes, skoler sammenlignes, universiteter, arbejdspladser og kommuner sammenlignes internt i landet med det formål at kåre de bedste – altså dem der scorer højest på karakterskalaen, på trivsel, og på økonomien. Derudover sammenligner vi os med andre lande. I 2013 viste DR eksempelvis et program hvori en dansk skoleklasse sammenlignedes med en kinesisk for derudfra at konkludere om det kinesiske skolesystem var bedre end det danske. Man fandt ud af at kineserne vandt på alle fronter, selv på samarbejde og kreativitet, som man forud for programmet havde spået danskerne til at føre i. Det skabte grobund for panik; var folkeskolen nu ikke god nok længere? Det lagde også en fin grobund for skolereformen, som blev indført i 2014.

Anders Petersen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet udtaler for nylig i en artikel i Politiken at ”De voksende krav og forventninger til mennesker i præstationssamfundet skubber flere og flere mennesker ud over kanten og ned i depressionen. Når vi oplever en bølge af depressioner, skyldes det, at depressionen er den diametrale modsætning til præstationen. Depression er ineffektiv, langsom og rigid – alt det du ikke må være i præstationssamfundet. I den forstand er depressioner en reaktion på kravet om at skulle præstere hele tiden”.
I Jyllandsposten i år kommer praktiserende læge Marianne Mørk Mathiesen med en lignende betragtning, nemlig at depression, stress og angst udgør omkring 40% af al sygefravær i Danmark i dag. Hendes tolkning er dog at det skyldes at de unge mangler robusthed, og at sygemeldingerne også skyldes en generel tendens imod en prestigefyldthed i psykisk sårbarhed. Hun påpeger at konkurrenceaspektet altid har eksisteret, men at vi i dag sætter andre mærkater på. Børn og unge fra ressourcestærke familier ”curles”, bliver kørt i skole og udvikler sig til selvcentrerede forkælede unge mener hun. Mathiesen påpeger at der således bliver en skævvridning af hvad man kalder psykisk sygdom: Mennesker der er traumatiserede af omsorgssvigt, svære depressioner eller invaliderende sociale forbier skal ikke kategoriseres sammen med ”forkælede sårbare unge, som aldrig er trænet i psykisk robusthed” skriver hun.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Robusthed er altså et andet nøgleord i debatterne. En af de førende inden for den mentale robusthedsforskning herhjemme er Poul Lundborg Bak, læge og forsker ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. Han udtrykker i en artikel i Information at: ”Der bliver italesat rigtig mange udfordringer i det at vokse op for tiden. Det gælder f.eks. skolereformen og inklusion. Det gælder forestillingen om det perfekte liv, presset fra de sociale medier og de præstationsorienterede 12-talspiger. Det gælder globaliseringen, der udmønter sig i en usikkerhed om, hvorvidt kineserne nu er dygtigere end os, samt finans- og klimakrisen, som gør folk bekymrede for fremtiden.” Lundborg Baks forskning peger på at det kræver robusthed at vokse op og være i stand til at imødegå udfordringerne. Til information forklarer han at robusthed handler om at have et realistisk selvbillede og børn udvikler et forkert selvbillede, uddyber han, både hvis de får ”ufortjent ros” af voksne og hvis de bliver mødt af for store krav og udfordringer. Per Schultz Jørgensen, som er professor emeritus, dr.phil. og forsker inden for børne- og familieområdet lader til at være på bølgelængde med Lundborg Bak, og udtrykker i en artikel i Information at “Jo større mentalt pres, der er på den enkelte – og det er stort i konkurrencestaten – desto større krav til selvstændighed og indre styring. Kort sagt: autonomi.” Udfordringen er, ifølge ham, at styrke det enkelte menneskes dømmekraft, så det kan sige fra og evner at vælge sin egen retning. Dette kræver indsatser på to fronter siger Jørgensen: En nydefinering af begrebet opdragelse og en nytænkning i daginstitutionerne og skolerne. Som forældre, siger han, skal der findes mod til at opdrage og være tydelige rollemodeller for børn, så de kan udvikle en indre fornemmelse af værdi. Dette skal støttes af uddannelsessystemet. Læser man skolereformen vil man støde på udtrykket “livsduelighed”, og Jørgensen er enig i at det skal efterstræbes, men advarer mod tvetydigheden, for i udtrykket “kan der også ligge et forsøg på at gøre børn duelige til at leve endnu mere op til konkurrencekravenes udvendighed” Pointen er, skriver han, at unge først og fremmest skal gøres duelige i noget andet, der langt mere handler om dømmekraft og indrestyring.

Indrestyring. Hvordan udvikles dette i den enkelte? Hvordan bliver man i stand til ’sige fra’ og ’vælge sin egen retning’? Hvordan bliver man robust?

1

Hvad kræver det af en lærer eller en pædagog at lære børnene og de unge de livsredskaber som, ud over stor faglig kunnen, skal ruste dem til livet efter børnehaven og skolen? Hvad kræver det af læreren at leve op til inklusionskravet om at omfatte børn fra forskellige sociale baggrunde og med forskellige personlige og mentale kvaliteter i den samme undervisning? Og hvordan øger man børnenes og de unges relationskompetencer, som ligeledes er et af lærermålene efter reformen?

I forbindelse med søgning på hvad relationskompetencer er, kommer et ord frem som indenfor de seneste år har fået en ny værdiladning, nemlig nærvær. Som sprogforsker Pia Jarvad fra Dansk Sprognævn konstaterer i en artikel i Kristeligt dagblad, så har ordet nærvær ændret sig fra at være et nogenlunde neutralt ord i det danske sprog til at være et ord som tillægges en større og mere positiv værdi og efterhånden efterstræbes. Højskoleforstander Jørgen Carlsen fra Testrup Højskole mener at tendensen til at dyrke mindfulness – et andet ord for nærvær – er opstået som et modsvar til en tid med ”en rastløs acceleration, hvor tingene udvikler sig voldsomt med hurtige sceneskift og nye teknologiger og der opstår en lyst til at råbe: ’Stop verden, jeg vil af’”. Hans erfaring er at uden nærvær kan man ikke indgå i dybe relationer til andre.

Uddannelsesbilder1

Det er der andre der er enige i. Og nu er jeg ved at være fremme ved det jeg egentlig vil fortælle med dette blogindlæg, nemlig at der netop, i Nørre Snede, er startet et undervisningsforløb i empati og nærvær for mennesker der arbejder professionelt med børn. Det er et forløb som udbydes af Ikast-Brande kommune, og jeg har fået lov at deltage i med baggrund i en længerevarende interesse for og praksis af nærvær og fordybelse. Mere præcist har jeg fået lov til at være deltagerobservatør, for at kaste et antropologisk blik på forløbet.

Det er jeg glad for, for jeg er nysgerrig på hvad der motiverer folk til at deltage i en sådan uddannelse. Er uddannelser som denne mon en nødvendig modstrøm i det samfund jeg med forskellige stemmer ovenfor har forsøgt at tegne et billede af? Det jeg dog især har mulighed for at få svar på, og som er mindst ligeså interessant, er hvordan man lærer og om man kan lære at være mere nærværende og empatisk. Specielt er jeg nysgerrig omkring, og det håber jeg også at få mulige svar på, hvordan øget nærvær manifesterer sig i menneskers relationer. Hvordan kommer det til udtryk?

Uddannelsen er delt op i otte moduler, hvoraf modul to forløber over to sammenhængende dage – i alt omtrent 60 timers undervisning. Herimellem er der opfølgnings møder over skype. Hovedunderviseren på uddannelsen er forfatteren og underviseren Peter Høeg, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab, som sammen med psykoterapeut og meditationslærer Hanneli Ågotsdatter og lærer Gitte Batz til stede alle undervisningsgangene. Derudover kommer psykolog Helle Jensen, som også er medstifter er Foreningen Børns Livskundskab, og underviser to moduler, universitetslektor og sanger Martin Guldberg underviser et halvt modul. Fælles for deltagerne er at de alle arbejder professionelt med børn og/eller unge.

undervisergruppen

Ved deltagelse i første undervisningsgang tegnede der sig et billede af at alle deltagerne er motiveret af forskellige oplevelser til at deltage i kurset. Fælles for dem alle er dog et udtrykt ønske om at imødekomme deres elever og skabe en god kontakt. Fælles for deltagerne er også at de ad forskellige veje har fået en erfaring omkring vigtigheden af deres selv-forhold i mødet med deres elever. Nogle udtrykte det direkte; ”Jeg bruger mig selv, det er den eneste måde at skabe kontakt”, sagde en deltager, og en anden sagde at ”forholdet til sig selv er næsten det vigtigste for at blive en god lærer”. Andre udtrykte det mere indirekte; ”Børnene skal have lov til at arbejde med ro (….) så det er vigtigt at jeg fastholder mig selv i at det er ok at holde en pause”. Uddannelsesforløbets første måned har netop fokus på selvforholdet igennem træning af opmærksomt nærvær. “Du kan ikke møde et andet menneske dybere end du har mødt dig selv”, siger Peter to gange i løbet af dagen. At møde sig selv indebærer, ifølge dette uddannelsesforløbs filosofi, en træning i først og fremmest at blive bevidst om sig selv, om sin krop, sine tanker og sine følelser.

Én deltager oplever at det er udfordrende at sætte grænser og spørger; hvordan man skaber respekt uden at lave et tillidsbrud? Dette spørgsmål tager Peter op med en kommentar og et spørgsmål. Med udgangspunkt i sin egen skolegang, som var præget af en angstfuld respekt for lærerne, er Peter glad for at denne skoleform er afskaffet. Men der er ikke kommet noget i stedet for siger han og spørger ud i gruppen: ”Hvordan reguleres adfærd mellem mennesker, når det ikke skal reguleres gennem autoritativ magt?” Han lader spørgsmålet hænge i luften og jeg er spændt på om der dukker en form for svar op i løbet af det næste halve år uddannelsen varer, eller måske til opfølgningsdagen om et år.

Indtil videre kan jeg konstatere at uddannelsen er udformet radikalt anderledes end nogle af de uddannelser jeg tidligere har taget.
Den første måned er afsat til hvad der i beskrivelsen kaldes ’egenpraksis’. Det vil sige at deltagerne præsenteres for en række metoder til fordybelse som de siden skal træne på egen hånd, inden for rammerne af det ret omfattende hjemmearbejde – en halv time dagligt hele det halve år uddannelsen står på – som er en obligatorisk del af forløbet.

v_red

Vi begynder med at danse runddans efterfuldt af en meditation med fokus på åndedrættet. Senere dyrker vi yoga og her får vi at vide at det handler ikke om at præstere noget. Det handler ikke om hvordan det ser ud udefra, men om hvordan det føles indefra. Ingen følelser er forkerte får vi at vide. Efter yogaen bliver vi guidet igennem en scanning af vores krop.
Hanneli forklarer på et tidspunkt at én måde at træne sin evne til nærvær og det at lytte udad er en modsatrettet lytning, nemlig at træne at lytte indad. Et godt sted at starte denne træning er ved kroppen siger hun. ”Se på dine tæer”, fortsætter hun senere i kropsscanningen, ”mange har en mening om sine tæer. Prøv om du blot kan se på dem. Se på hudfarven, på formen, uden at mene noget om det. Se om det er muligt.”

Vi spiser Hannelis suppe og Peters hjemmebagte boller til frokost.

Efter frokost danses der, og efter hver især at huske på en situation der har berørt hjertet finder deltagerne sammen i par og laver åndedrætsmeditationer siddende ryg mod ryg. Åndedrættet finder altid sted i nuet bliver vi mindet om, aldrig i fortiden, aldrig i fremtiden, altid nu. Åndedrættet er derfor en hjælp til at komme til stede her og nu. I dette tilfælde i et kropsligt nærvær med den anden.

u_red

Efter denne kropsnærhed øver deltagerne, i de samme par, grænsesætning. De skiftes til at gå hen imod hinanden og den som står stille skal mærke hvornår han eller hun ønsker at den anden skal stoppe; hvor går privatsfæren? Når den anden når vedkommendes personlige grænse skal et stop udtrykkes med en lyd.

Erfaringerne fra denne øvelse var mange. En deltager sagde at nogle gange ved man ikke hvor grænsen går, før den har været overskredet. En anden synes at det kunne være svært at nå at mærke efter hvor grænsen var. En tredje deltager udtrykte at det var svært at mærke grænsen og derfor satte den efter hvor vedkommende troede det var normalt. Øvelserne får mig til at tænke på Per Schultz Jørgensens ord om indrestyring, som et led i menneskers udvikling af robusthed. En måde hvorigennem man bliver i stand til ’sige fra’ og ’vælge sin egen retning’? Efterklangen af ordet rollemodel og sætningen ’du kan kun møde et andet menneske så dybt som du har mødt dig selv’ forbinder sig også hertil. Jeg har på fornemmelsen at lignende øvelser i grænsesætning måske henover uddannelsesforløbet leder frem til det spørgsmål Peter lod hængende i luften: ”Hvordan reguleres adfærd mellem mennesker, når det ikke skal reguleres gennem autoritativ magt?”

aa_red

Om lidt under en måned, når vi mødes igen til to sammenhængende undervisningsdage, er det, ifølge forløbsbeskrivelsen, tanken at deltagerne skal begynde, ’med små skridt’, at lave enkle øvelser i nærvær og empati med de børn og unge de arbejder med til dagligt. Og at de derefter skal begynde at dele disse erfaringer i undervisningen som et led i uddannelsen.

Jeg er spændt på i det følgende halve år at følge uddannelsen i empati og nærvær. Jeg vil deltage i og observere undervisningen, jeg vil skrive ned, jeg vil tage billeder og jeg vil reflektere. Jeg vil også sidde med ved nogle af de skypemøder som holdes mellem undervisningerne. Jeg håber sideløbende at kunne følge nogle af deltagerne i deres arbejde med børnene. Hver måned vil jeg dele noget af det jeg ser og tænker her på bloggen. Det kan ikke undgås at jeg også kommer til at trække på den tidligere erfaring jeg har med nærværstræning og mine egne erfaringer med at undervise, som jeg sideløbende drager flere af. Jeg betragter mit engagement i dette forløb som et mindre antropologisk feltarbejde. Måske kan det være en forundersøgelse til et mere omfattende forskningsprojekt.

Forløbet er kun lige begyndt, men efter første dags undervisning er det allerede tydeligt at nærværstræningen er mere end blot end øvelse i at komme til stede her og nu, det er en træning i at komme til stede med en særlig indstilling – en ikke vurderende indstilling.
 


Litteratur:

Lakoff, George, and Mark Johnson. 1980. Metaphors we live by. Chicago: University of
Chicago Press.

Artikler med direkte referencer:

http://politiken.dk/debat/ECE3367376/praestationssamfundet-goer-os-deprimerede/

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE8346099/ungdommen-mangler-den-psykiske-robusthed/

https://www.information.dk/indland/2014/11/mental-modstandskraft-nye-paedagogiske-modeord

https://www.information.dk/debat/2014/10/unge-opdrages-modstaa-presset-konkurrencestaten

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/droemmen-om-vaere-naer


 

Jeanette LykkegårdJeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

 
Foto: Jeanette Lykkegård
Billeder fra Nørre Snede skole: Hanneli Ågotsdatter
 


Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig