Nu er vi i gang med anden runde af ’Uddannelsen i relationskompetence – om empati og nærvær i forholdet mellem børn og voksne’.
Første runde gennemførte vi som et pilotprojekt sidste år. Og vi afrundede den i august i år.
Både dengang og nu bliver forløbet til som et samarbejde mellem Ikast-Brande Kommune, Foreningen Børns Livskundskab, Peter Høeg og Kontemplation.
Da Kommunen foreslog at vi formaliserede denne pædagogik og træning som en kort og koncentreret uddannelse – eller praksisforløb som det også kaldes – vidste vi ikke med sikkerhed om der ville være interesse for dette. Og for at fortsætte med endnu et forløb.
Men allerede nogle måneder inde i forløbet kunne vi alle mærke at den erfaringspulje vi sammen var ved at skabe, var for dyrebar til ikke at blive gentaget.
Da vi slog forløbet op igen, mødte vi da også så stor interesse at vi desværre har måttet afvise de sidste ansøgere.
Jeg skriver ‘desværre’ fordi vi ville ønske vi havde kunnet tage mod alle interesserede. Så endnu flere børn rundt omkring i landet dermed kunne have glæde af lærere, pædagoger, forældre og voksne generelt som véd noget dybere om nærvær, grænser og hjertelighed i relationer.
Men først og fremmest er vi glade for at holdet er fuldt, og at vi nu er i gang.

Nanna_Jacob_Modul1

Betydningen af egenpraksis
Da vi afsluttede uddannelsen med hold 1, for halvandet måned siden, spurgte vi hvad den vigtigste indsigt var her efter de tolv måneder uddannelsen forløb over.
Alle deltagerne var enige om at noget af det mest betydningsfulde de tog med sig, var den regelmæssige nærværspraksis de havde etableret i løbet af uddannelsen. Alle udtrykte de hvor vigtigt de nu oplevede det var at praktisere dagligt. Eller næsten dagligt.
Efter at være blevet præsenteret for mange forskellige praktikker og øvelser og efter at have afprøvet dem på egen krop, på og med eget hjerte og sind, havde de hver især fundet deres måde eller vej til det daglige nærvær og den daglige centrering: Én fortalte at for ham var det essentielt at meditere stillesiddende i 50 minutter dagligt. En anden havde opdaget at hvis dagen begyndte med 20 minutters nærværsyoga eller en gående meditation i haven, var det lettere at forblive i kontakt med sig selv resten af dagen.
En tredje fortalte at hun hver morgen prioriterede at få fem minutter helt for sig selv, for at mærke sin vejrtrækning. Hun tog siden denne åndedrætsbevidsthed med sig ind i arbejdsdagen som skolelærer ved to tre gange til i løbet af dagen af finde plads til tre minutters åndedrætspauser med bevidst vejrtrækning.
Disse pauser inkluderede hun nu eleverne i.

Nærværsyoga modul 1

Relationen før og nu
Relationen mellem børn og voksne har tidligere været præget af rollebetinget autoritet. I dag véd vi at vi kommer langt længere med personlig autoritet, forankret i den enkeltes eget væsen og ikke i ydre strukturer.
Vi ser hvordan børn og unge i stigende grad inddrages i en dialog med de voksne (dialoger hvori den voksne er bevidst om sit ledelsesansvar, sit ansvar for relationens kvalitet).
Hvor fokus tidligere lå på barnets adfærd, om den blev vurderet som konstruktiv eller destruktiv, ligger fokus nu i stigende grad på relationen.
Vi véd mere om læring og udvikling. Vi véd at børn udvikler sig og lærer bedre når de møder empati, omsorg og anerkendelse frem for at blive korrigeret, irettesat og vurderet. Vi véd at børn dybest set har et intenst ønske om at samarbejde med voksne.

Denne udvikling er godt nyt.
Udfordringen er at dette perspektiv peger på den enkelte voksnes, fagpersonens, ansvar for at være tilstede, i kontakt med sig selv, for at kunne skabe gode relationer og vise tolerance, respekt, interesse og empati overfor hvert enkelt barn. Og over for sig selv.

Vi véd at den nødvendige kunnen til at løfte dette ansvar ikke kommer automatisk. Empati og nærvær gror ikke som hår og negle. Specielt når vi befinder os i udfordrende situationer, når vi er trætte, overarbejdede eller stressede, vil vi erfare hvor vanskeligt det er virkelig at fundere vores empati så dybt at den holder igennem bølgegang.
Og det er vigtigt at den kan holde til en sådan sejlads. For hvordan skal vi som voksne kunne hjælpe børn, som er ude af sig selv, hjem til dem selv hvis vi ikke selv er hjemme?

Netop dette, at rodfæste den empatiske grundholdning så dybt at den kan fungere også under tryk, er et af de felter som denne uddannelse går i dybden med.
Det er blandt andet derfor vi lægger så stor vægt på at deltagerne får etableret en regelmæssig egenpraksis. Så vi på den måde lærer vejen hjem til os selv så godt at kende at vi kan finde den også når det brænder på i vores indre eller ydre liv.

Birgitte_sol15_modul1

De fleste mennesker har en umiddelbar forståelse af at gode relationer, nærvær og empati vokser dér hvor nærvær-og-empati-planten næres, hvor den vandes og gødes.
Dette gælder også det indre landskab, vores forhold til os selv. Vi bliver venligere, mere nærværende og kan møde andre menneske dybere når vi giver plads til vores egen dybde, til at bevæge os ind mod vores egen kerne eller essens, når vi viser os selv omsorg. Når vi finder modet til at være i udistraheret kontakt med os selv.

Peter og Hanneli skrivemeditation

At slippe præstationen, at blive ven med sig selv
For nogle dage siden gennemførte Peter og jeg supervisionssamtaler over skype med alle deltagerne på hold 2.
I perioden mellem første og andet modul er det netop etableringen af deltagernes egen praksis der er fokus på.
Da det er fremmed for vor vestlige kultur at i dybere forstand holde en pause, at sætte sig ned og for alvor gøre ingenting, bare at række vejret og at være, så kan selv den mest motiverede blive udfordret.
Et tema som mange af deltagerne i skypesamtalerne satte ord på, var opdagelsen af den præstationsfølelse som indsneg sig i nærværsøvelserne. Følelsen eller ambitionen om at ville gøre det godt. Denne følelse kommer let til at gøre træningen – som i sig selv, i sin uvanthed, kan være krævende nok – til et projekt. Til ikke bare at være en dans eller leg eller undersøgelse af og omkring det at være nærværende, men til et spørgsmål om man er ‘dygtig’ til at være nærværende.
Det paradoksale er at det i nærværspraksis netop ikke handler om at præstere, men om at være med den og det man er lige nu, med det man møder hos og i sig selv i det aktuelle øjeblik.
Som undertiden er sårbart, undertiden opleves mindreværdigt, undertiden sorgfuldt.
Vor kulturelle programmering er modsat. Den fortæller os at ting skal gøres rigtigt, for hvis de ikke er rigtige, altså lever op til et bestemt ideal, må de være forkerte. Det handler, siger den kulturelle arv, om at mestre det man gør hvis vi skal føle at vi er lykkedes.
Men det eneste vi skal i nærværstræning, det eneste det drejer sig om, er at være tilstede med det som er.
Hvis det som er tilstede også er en stemme som vurderer hvad vi foretager os, så er opgaven helt enkelt at være i selskab med også den stemme. Om muligt uden at vurdere den.
Så sidder vi både med hvad der nu måtte være i bevidstheden, og med en misbilligende indre dommer. Og prøver at rumme det hele.
Hvad der kræver træning – og mod.

Et andet lag af indsigter, som flere af deltagerne i skypesamtalerne var nået frem til i løbet af deres hjemmearbejde, var at det ikke er hver gang at der indfinder sig nærvær og ro under træningen. Tvært imod udtrykte flere at når de lagde sig ned for at gennemføre en kropsskanning eller satte sig for at lave en åndedrætsmeditation, opdagede de at kroppen var rastløs og urolig, og at sindet myldrede med tanker. At den gode oplevelse de havde ventet, udeblev.
Én af deltagerne fortalte at dette i første omgang havde skabt en usikkerhed, men da hun lidt senere stod foran sine kolleger og foran de børn hun skulle undervise og havde indsigten om sin egen distraktion og indre uro med sig, så følte hun sig bedre forberedt og oplevede at hun kunne vælge at tilpasse undervisningen således at den blev god for både hende og børnene. Fordi hun mærkede sig selv, på godt og ondt, og kunne rumme det hun mærkede.

Christine_Sol15_frokost

Vi undervisere husker, fra forrige hold, at tiden mellem første og andet modul er den mest udfordrende. For mennesker som giver så meget af sig selv til andre som tilfældet er med deltagerne på denne uddannelse, kan det være en stor mundfuld at skulle sætte en halv time af til sig selv hver dag. Selv om vi alle véd at vi kun for alvor kan give af vores overskud.
Men som jeg nævnte i begyndelsen af dette indlæg, var det netop det, deltagerne fra hold 1 lagde vægt på og nævnte som én af de vigtigste erkendelser: Betydningen af en egen nærværspraksis som udtryk for selvomsorg, for mentalhygiejne, for at empati er også noget vi har brug for at have med os selv.

Så vi er fortrøstningsfulde. Vi ser frem det det kommende uddannelsesår i selskab med dette hold på omkring 30 deltagere samt hjælpere. Mennesker forenet i en intens interesse for kvaliteten af relationer mellem mennesker.

 

Fotograf: Pia Enghild


 

Hanneli VesterhavHanneli Ågotsdatter
er cand.arch., meditationslærer og psykoterapeut. Hun er, sammen med Jesper Juul, Helle Jensen, Peter Høeg, Gitte Batz og Mads Haagen, en af underviserne på uddannelsen i relationskompetence.
Hanneli leder fordybelsesdage og retreats, hun underviser på Kontemplations otte ugers forløb i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) og vejleder mennesker i individuelle forløb.
Hanneli er grundlægger og den daglige leder af Kontemplation. Hun lever i en vekselvirkning mellem et udadrettet arbejdsliv og tilbagetrækning i længere retreats, og er i sit arbejde motiveret af den dybe meningsfylde det giver at følge menneskers udviklingsprocesser.
Hun er tilknyttet Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

 


 

 

 

Share Button

Comments

comments

The Latest

  • At blive et træ
    Ved solnedgang spadserer jeg ind i skoven neden for mit hus. Naboen […]

More

www.kontemplation.dk