Jeg er på vandring. Sammen med min søn. Vi er i Skotland. I højlandet. Jeg forelsker mig her og åbner og taber mit hjerte fuldstændig til landskabet. Det er blidt og blødt og samtidig råt og vildt. Fuldstændigt sit eget. Vi går og går. Et skridt ad gangen tager jeg. Og som før når jeg har vandret, bliver det at gå for mig et billede på selve livets gang.

Et billede på og en manifestation af hvordan alting er i konstant forandring. Hele tiden. Det går op, og det går ned. Ad bakker og bjerge. Snoede stier. Vejret skifter fra det ene øjeblik til det næste. Landskabet forandrer sig. Hver dag på en vandring er forskellig. Og på en eller anden måde gør det at man kommer så tæt på at føle at man hører til. Følelsen af at være adskilt fra omgivelserne forsvinder, og det er som om den vandrende ånder med naturen, som om vi er en del af den.

Her er stille. Her er så tyndt befolket. Det gør at her er klart. Der er ikke noget der forstyrrer, og der er en form for stilhed der giver plads og nærmest tømmer mig. Det er som om jeg falder til ro. Som om al pladsen udenfor bliver til plads i mig. Mine tanker bliver anderledes. De er få. Det er som om jeg kan ånde lettet op. Her. Som om det vigtigste åbenbarer sig her og på en måde filtrerer al ligegyldigt fra. At gå her giver mig muligheden for igen at komme helt ind til hvad der er vigtigt for mig. Ind til at spørge: Hvad er det vigtigste?

Mine sanser åbner sig, og jeg trækker vejret. Jeg mærker jorden under mine fødder, og det er som om jeg kan række ud til det hele og være med det. Friskheden. Alle de grønne farver virker berusende. Bakkerne og bjerge så langt mine øjne kan se. Jeg bliver aldrig træt af at se på det landskab der åbner sig mere og mere jo længere tid jeg opholder mig i det. Jeg åbner til det, og stille og roligt er det som om jeg ser og mærker flere og flere lag. Uden helt at kunne afgøre om det er flere lag i mig eller i ” det derude”.

Det er som om inde og ude forsvinder, og bevægelsen henover jorden bliver meditativ. Vi oplever at landskabet har viden og erindringer. At det afgiver billeder og fornemmelser. Samtalerne med min ledsager antager ofte filosofisk karakter og forløber i et flow som er så nemt og så smukt. Vi taler om processer og om mål. Om det at skulle et sted hen og tage et skridt ad gangen for at komme derhen. Vi taler om hvad der er vigtigt. Er hvert skridt vigtigt? Har hvert skridt sin egen kvalitet? Vi fabulerer over det at hvert skridt er nyt. Er et skridt ud i nyt land. Vi taler om hvordan det er at gå hvis al ens opmærksomhed er rettet mod at nå frem. Og er man ligeglad med at nå frem hvis man er tilstede i hvert et skridt man tager? Eller kan man rumme både at have mål og være i processen? Vi taler om hvad ens indstilling til dette betyder.

Hvad betyder dette ønske om nærvær ved hvert skridt og i hvert øjeblik hvis man overfører det på ens liv?
Er det muligt at leve sådan?

Når det er hårdt, når det går op og op, stejlt op, så trækker jeg vejret. Når jeg mærker mine fødder der svier, mærker at kroppen er øm, mærker at være tæt på en grænse, så ser jeg ned på jorden og koncentrerer mig om at gå ét skridt ad gangen. Når jeg kigger op og kan se toppen. Se landskabet. Så kan jeg se at jeg nærmer mig. Og jeg vender tilbage til at have fokus på vejen. På et tidspunkt er jeg der. Og jeg mærker at jeg er kommet dertil på en fin måde. Jeg har mig selv med. Helt med.

Jeg elsker at vandre. Jeg elsker at vandre med min søn. Jeg elsker samtalerne. Stilheden. Kilometer efter kilometer i stilhed eller samtale med et andet menneske. Jeg elsker at møde al den visdom naturen har og så generøst giver af. Jeg elsker farverne. Mine fødder på jorden. Så tæt forbundet med livet.

Og jeg ved at vi skal passe på det. Det er ikke en selvfølge at kunne komme til steder hvor der ikke er mennesker og hvor der stadig er en form for uberørthed. Det er ikke en selvfølge at kunne være i og se udover et fantastiske landskab så langt øjet rækker. Det giver en dyb taknemmelighed og også en dyb uro. Taknemmeligheden føder et ønske for os alle: Om at vi husker det uberørte landskabs kostbarhed. Husker at passe på det.

 

---

Kirsten Rotbøll Lassen er billedkunstner og projektansvarlig for Designskolen på Designmuseum Danmark hvor hun underviser børn og voksne. Hun danser, mediterer og vandrer, og interesserer sig for psykologi, filosofi og bæredygtighed. Kirsten er en del af teamet bag Uddannelsen i relationskompetence.