Hvor finder man politisk og økonomisk visdom i dagens Danmark?
Altså ikke bare partikulariseret information, ikke forhånelse af modstandere, men viden om hvad den globale situation egentlig har brug for?

Det gør man hos Steen Hildebrandt. Professor, ledelsesforsker, forfatter, debattør og vismand i dette ords egentlige forstand.

En sjælden gang imellem brænder et menneske i gennem i offentligheden på grund af sin dybde, sin etik og sit overblik over den globale helhed og opnår at blive hørt og respekteret af både meningsfæller og modstandere, af både unge og ældre.
Et sådant sjældent menneske er Steen Hildebrandt.

I denne korte og krystalklare artikel, som han har skrevet til Kontemplation, opridser han, med hvad vi vil kalde alarmeret optimisme, sit syn på den mulige afgørende betydning af FN’s 17 verdensmål og Danmarks særlige stilling i forhold til målene.

***

Verdensmålene –
To perspektiver: Muligheder og forpligtelser

af Steen Hildebrandt

FN’s 17 verdensmål, bæredygtighedsmålene, er en erklæring om og en vision for en bedre verden for alle mennesker. Hovedprincippet bag målene er: Leave no one behind.

Verdensmålene er et udtryk for en solidaritet både mellem mennesker, der lever nu og mellem de nulevende og de kommende generationer. Og dernæst er verdensmålene et udtryk for et ønske om store ændringer på jorden.

Ændringer, der handler om, at udviklingen på jorden i de seneste få hundrede år har været så faretruende for naturen, dyr og mennesker, at den nødvendigvis og hurtigt må drejes i en anden retning. Det er en meget forenklet formulering, men på det overordnede plan er dette essensen af verdensmålene.

Der er to hovedperspektiver på disse mål: Et potentiale- eller muligheds- samt et krise- og katastrofeperspektiv. Der er vigtige linjer tilbage til bl.a. Grænser for vækst-bogen fra 1972 og til Brundtland-rapporten fra 1987. Den sidstnævnte introducerede bæredygtighedsbegrebet. Verdensmålene handler om global bæredygtig udvikling og introducerer i virkeligheden en ny definition på bæredygtighed, nemlig en bredere definition end Brundtland-rapportens. Den nye definition omfatter de 17 dimensioner, som verdensmålene repræsenterer, hvor man i Brundtland-rapporten arbejdede med de tre aspekter, en økonomisk, en miljømæssig og en social dimension.

Jeg vurderer, at verdensmålene i fremtiden skal være og vil blive den brede definition på bæredygtighed, en definition, som i de næste par år vil blive gjort til genstand for analyse og præcisering overalt i verden, både når det handler om nationale og globale måder at måle og beskrive de enkelte mål og delmål på.

Ud fra en dansk synsvinkel er begge de oven for nævnte perspektiver vigtige. Det alvorlige perspektiv, trusselsperspektivet, vejer tungt – også i Danmark. Det handler fx om biodiversitet, om bæredygtig forbrug og produktion, om bæredygtig byudvikling, om fattigdom og ulighed. Folketinget har en række naturlige opgaver og forpligtelser i den sammenhæng. Og det samme kan man sige om de mange positive aspekter, nemlig den lange række af forhold og områder, hvor verdensmålene repræsenterer muligheder og potentialer for Danmark.

Danmark har efter min opfattelse en række udfordringer, der må adresseres for at man kan sige, at Danmark seriøst stræber efter at opfylde sine forpligtelser i forhold til verdensmålene. Det er primært regerings- og Folketingsanliggender.

Men noget andet er, at Danmark på alle verdensmålenes områder har så betydelige styrker og kompetencer, at Danmark både kan og bør tilbyde en række andre lande i verden støtte, hjælp, leverancer, kompetencer – i nogle tilfælde som støtte og i andre tilfælde som ydelser, som modtageren betaler for.

Også for dansk erhvervsliv repræsenterer verdensmålene en stor mulighed, store potentialer, der måske i denne sammenhæng også skal ses i og virkeliggøres og videreføres i en nordisk sammenhæng. Tilsammen repræsenterer de nordiske lande meget betydelige styrker, når det handler om verdensmålene. Potentialerne i disse styrker bliver kun til virkelighed, såfremt de nordiske lande og nordiske erhvervsvirksomheder begynder at samarbejde på nye måder.

 


Steen Hildebrandt
født 1944, ph.d. og professor ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Tidligere vismand i Det Nationale Kompetenceråd og ledelsesredaktør på dagbladet Børsen. Han er forfatter til bøger, artikler og kronikker om ledelse og samfundsforhold og han er medlem af flere bestyrelser.

 


 

 

Share Button

Comments

comments

The Latest

  • At blive et træ
    Ved solnedgang spadserer jeg ind i skoven neden for mit hus. Naboen […]

More

www.kontemplation.dk