Visuel kontemplation er vores kategori for billedmediets nærvær. Der kan være understøttet af, eller i dialog med, et digt, en novelle eller en kort tekst. Denne gang præsenterer vi et fotografi Jeanette Lykkegaard har taget på et af sine feltophold i det østlige Sibir. Til billedet har Peter Høeg skrevet en novelle.

Antropologen
Variation over et tema af Borges

Det er mere end 15 år siden at de begivenheder dette drejer sig om fandt sted, men situationen er stadig, nu, mens jeg skriver dette, ikke løst.
En af professorerne i antropologi på Københavns Universitet havde på det tidspunkt passeret pensionsalderen, men universitetet havde forlænget hans ansættelse, på grund af den respekt, beundring og frygt der altid havde formdannet omkring ham, og fordi man vidste at en afgørende brik i afslutningen af det puslespil der var hans – og instituttets – livsværk manglede.
I denne tilstand af lavmælt, kollektiv akademisk desperation fik professoren øje på en elev, en ung mand, på den måde hvorpå et indre pres kan åbne for muligheder i den ydre verden.
Manden, i en vis forstand en stor dreng, var stilfærdig og intelligent, førstegenerations akademiker, fra en slægt der i fire generationer havde været skovarbejdere på Harrild Hede. Han var fysisk stærk og ærbødig, og professoren besluttede sig til at drengen skulle hjælpe ham med at finde og lægge den sidste brik.
Han kaldte ham ind på sit kontor: – Der lever en stamme i den nordligste del af Det ydre Mongoli, sagde han, thartjakkerne, vi véd om dem at de har en af de sidste store shamaner som er i stand til at formidle en initiatorisk hemmelighed til udvalgte unge mænd af stammen. Jeg foreslår du rejser derud, lever med stammen og bliver indviet i hemmeligheden. Når du kommer tilbage skriver du din phd, og jeg sørger for at den bliver publiceret.
Drengen rejste en uge senere. Han opsøgte thartjakkerne, og levede med dem et år. I løbet af dette år lærte han sig at tåle fysiske strabadser han ikke havde forestillet sig mulige. Han vænnede sig til at spise råt kød og rå fisk, han vænnede sig til aldrig at vaske sig da tabet af hudfedtet ville have gjort ham til et let bytte for en kulde på minus 50 grader, han vænnede sig til ensomhed, til ugers tavshed, til sult og tørst. En dag passerede en tiger ham på to meters afstand uden at sanse ham, og han forstod at han var kommet til at lugte som polarsteppen. En anden dag, da han fiskede i en strøm, stående i det iskolde vand til midt på livet, vendte han hovedet og så en bjørn fiske få meter fra ham, og han mærkede at dyret i ham selv havde vendt indersiden udad.
De første måneder havde han taget noter, siden holdt han op, måske fordi han ikke behøvede dem, måske fordi han havde mærket at selve det at skrive fjernede ham fra de mennesker hvis hemmelighed han var kommet for at tilegne sig, måske fordi skriftsproget en dag føltes meningsløst.
Han havde fra begyndelsen iagttaget stammens shamaner, og var blevet stadig mere sikker på at de ikke mere havde gådens løsning. Han så at også de var smittet af moderniteten, af dens mangel på selvværd, dens grådighed, dens længsel efter byernes komfort og efter magt.
En nat, i et orgie af alkohol, fortalte en af shamanerne ham at den sidste virkelige medicinmand fandtes tre måneders rejse mod nord, hvor de sidste af de oprindelige thartjakker levede, hvor begravelsesritualet stadig bestod i at de levende fortærede de døde, og hvor man endnu vidste hvor man skulle fange, tæmme og jage med den hvide polarørn.
Samme nat begav drengen sig på vej. Han rejste alene, rejsen tog tre måneder, og da han nåede frem havde han mistet en tå som han havde fået forfrysninger i og derefter koldbrand i, hvorefter han selv havde amputeret den med sin dolk.
Hos de mennesker han nåede frem til, fandt han først ingen shaman. En rensdyrhyrde tog sig af ham, en gammel mand med en gennemtrængende uskyldig blidhed hvorom drengen ikke med sikkerhed kunne afgøre om den skyldtes visdom eller en form for demens. Efter et år forstod han at hyrden var den sidste shaman.
Den nat hvor denne forståelse dæmrede indefra, som en uforklarlig vished, gav hyrden ham besked om at huske sine drømme. 12 fuldmånenætter i træk drømte drengen derefter om et hvidt rensdyr der opløstes i lys. Dagen efter den tolvte fuldmåne hentede hyrden ham midt ind i en flok på tusinder af rener som af uforståelige grunde bevægede sig i en mægtig cirkel omkring de to mænd. Hyrden lod drengen knæle og indviede ham i hemmeligheden.
Drengen blev endnu et år hos thartjakkerne, så tog han en dag afsked, hjemrejsen tog et halvt år, da ham kom til København kunne han det først halve år ikke opholde sig i et hus uden at føle klaustrofobi.
En dag gik han ind til universitetet og trådte ind på professorens kontor.
-Jeg er indviet i hemmeligheden, sagde han, -men jeg kommer aldrig til at skrive om den.
-Den kan måske ikke udtrykkes sprogligt, sagde professoren.
-Jo, sagde drengen, -jeg ville fint kunne pege på den med sproget
-Du er måske i den grad blevet en del af deres kultur at du ønsker at leve på stepperne? sagde professoren.
-Nej, sagde drengen, -det sandsynligste er at jeg aldrig vender tilbage.
Der var nu en let kulde i professorens holdning. For første gang i sit liv oplevede han, der altid om sig selv havde følt at han åbnede døre til nye sale for sine studerende, at det menneske han stod overfor havde deserteret fra bygningen.
-Hvis hemmeligheden kan beskrives, hvordan lyder så den beskrivelse, spurgte han.
-Den har form af tre sætninger, sagde drengen. –Den første lyder: ’Alt der ikke er givet væk er spildt’.
-Og den anden?
-Den anden, sagde drengen, er at ’Der er dybest set ingen forskel på livet og døden’.
Der var nu en tydelig reservation at spore hos professoren.
-Og den tredje?
-’Der er dybest set ingen forskel på den der er indviet i hemmeligheden og den der ikke er’.
Begge vidste nu at samtalen var forbi.
Drengen forlod universitetet, blev gift og skilt, afsluttede aldrig sin uddannelse, men en dag søgte og fik han arbejde som gartnermedhjælper i de københavnske parker. En morgen hvor professoren gik igennem Kongens Have, befandt de to mænd sig pludselig igen ansigt til ansigt.
Drengen, der nu var en ung mand, mærkede professorens vildrede. For at prøve at hjælpe sagde han: -Der er også en fjerde sætning, der sammenfatter de foregående. Vil du høre den?’
Professoren nikkede, og fortrød i samme øjeblik at han havde sagt ja.
-’Hvis dette liv er en drøm’, sagde den unge mand, -’hvorfra vi kan vågne, så gør det ingen forskel om jeg drømmer at jeg er professor eller at jeg arbejder i parken. Ingen forskel om jeg drømmer jeg er i Ulan Bator eller København. Ingen forskel om jeg kender en hemmelighed eller ikke kender den’.
De skiltes.
Professoren har fra da af været omhyggelig med at undgå Københavns parker. Han er nu en meget gammel mand med et helt usædvanligt godt helbred.
Men han virker plaget af en tanke.
De to mænd har ikke siden mødt hinanden.

 


Jeanette LykkegårdJeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.
 

Peter marts-2bw_CROPlillePeter Høeg er forfatter.

 


 

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig