Walden. En klassiker om naturen og menneskenes forhold til den. Skrevet af den amerikanske filosof og forfatter Henry David Thoureau. Hans hovedværk.

Dette er langsomhedens litteratur. Ingen hurtige skift, ingen dramatiske vendinger.
Thoreau skrev Walden på baggrund af en to år og to måneder lang tilbagetrækning til skovene omkring Walden Pond i Massachusetts. Ved søens bred byggede han sit eget lille træhus og boede dér fra 1845 til 1848. Han sammenfatter sin bevæggrund for dette radikale livsvalg i følgende citat fra bogen:

“Jeg flyttede ud i skovene fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se om jeg ikke kunne lære hvad de havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig, skulle opdage at jeg ikke havde levet. Jeg ville ikke leve uden at leve, for livet er så kostbart.”

Her gearede han ned og levede i naturen, af naturen og med naturen. Walden beskriver Thoreaus dage og nætter i dette landskab. I en rolig rytme får man som læser indblik i hans dybe hengivenhed til dyrene og fuglene. Med stor omhu skildrer han hvordan hans indre verden bevæger sig, og hvordan de relativt få ydre begivenheder tager form.

“Mine dage var ikke ugedage, som bar en eller anden hedensk guddoms mærke, og de blev heller ikke sønderdelt i timer eller langsomt filet til støv af urets tikken, for jeg levede som Puri-inderne, om hvem der fortælles, at de kun har “ét ord for i går, i dag og imorgen, og de udtrykker forskellen i betydning ved at pege bagud for i går, fremad for i morgen og op mod himlen for dagen i dag.” For mine medborgere tog dette sig utvivlsomt ud som den rene skære dovenskab, men hvis fuglene og blomsterne havde vejet mig på deres vægt tror jeg ikke jeg var blevet fundet for let. Et menneske må finde sine bevæggrunde i sig selv, det er sandt. Naturens egen dag er meget rolig, og den vil næppe bebrejde ham hans langsomhed.”

Som læser får man også selv mulighed for at geare ned med denne bog. Den inspirerer til vågenhed og nærvær i forhold til vore omgivelser, ned til den mindste detalje. Og hvis man, i læseprocessen, en gang i mellem lader sig falde ind i mellemrummet mellem ordene, vil man måske kunne kalde Walden en meditation på tre hundrede sider.

Med et sidste citat fra bogen ønsker jeg god læsemeditationslyst!

“Engang traf det sig sådan at jeg kom til at stå lige på det sted hvor en regnbue støttede mod jorden; den fyldte atmosfærens nederste lag, farvede græsset og bladene rundt om og blændede mig som om jeg så gennem farvet krystal. Det var en sø af regnbuelys, som jeg et øjeblik levede i som en delfin. Hvis det havde varet længere, ville mine gøremål og hele mit liv måske have taget farve efter den.”

 

 


Hanneli Ågotsdatter er cand.arch., meditationslærer og psykoterapeut. Hun leder retreats, underviser på Kontemplations otte ugers forløb i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) og vejleder mennesker i individuelle forløb.

Hanneli er grundlægger og den daglige leder af Kontemplation. Hun lever i en vekselvirkning mellem et udadrettet arbejdsliv og tilbagetrækning i længere retreats, og er i sit arbejde motiveret af den dybe meningsfylde det giver at følge menneskers udviklingsprocesser.

Hun er tilknyttet Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.


 

 

 

Share Button

Comments

comments

Kontakt

Individuelle konsultationer:

Rørbækvej 10
8766 Nørre Snede

Kurser i Århus:

Yrsavej 34
Åbyhøj
8230 Århus

Kurser i København:

Sattva Yoga
Vermlandsgade 75
2300 København S

Retreat ved Vesterhavet:

Østerløkke
Løkkevej 40, Trans
7620 Lemvig