22 TRIN IND MOD ALDERDOMMEN

af Anne Rosenvold | | 12. marts 2023

22 trin ind mod alderdommen_Anne Rosenvold

Der er 22 trin fra vejen op til hotellet. Helt nøjagtigt. Adskilt af et midterstykke, hvor man kan trække vejret. Måske vende sig om og nyde udsigten over vandet i den Stockholmske skærgård.

Jeg véd det, fordi jeg står dér og får pusten mange gange med min mor og min søster den weekend. Det er som en dagsrejse at bestige trapperne i den hede sensommervarme i august. Der er ingen alternativer andet end at gå op ad en bakke, der er lige så svært fremkommelig, når man som min mor ikke længere er så let til bens. Men hun gør det. Kæmper sig op. Tager sig tid. Smiler lidt og vil helst ikke være til besvær. Det genkender jeg.

Da jeg bookede hotellet til vores weekendtur, var jeg særligt begejstret for adgang til den store park med staudebedene, hvor jeg forestillede mig, at vi skulle sidde og nyde duftene og farverne. Studere menneskene, der spadserede på stierne. Måske selv gå nogle dejlige ture.

Mens jeg står dér på midten af trapperne, går det op for mig, hvor privilegieblind jeg er. Det er undsluppet min opmærksomhed at huske at tjekke, hvordan adgangsvejen til hotellet er. En svidende fornemmelse af irritation over min ignorance fylder min mave. Jeg burde have vist bedre!!

Vi tager Stockholm ind, besøger museer, griner, hygger og holder en masse pauser. Meget er som klippet lige ud af den svenske skærsgårdsidyl – men indeni mig er der også uro, utålmodighed og smerte. Jeg hopper i det kolde vand, jeg cykler rundt i de tidlige morgentimer, tager trapperne i løb. Jeg VIL IKKE – KAN IKKE være med det langsomme tempo. Og, går det smertefuldt op for mig, det faktum, at vi nu er ved at nærme os det punkt i vores fælles liv, som markerer en overgang.

Vi tør næsten ikke tale om det. Forsøger os med gode råd om at huske at røre sig noget mere. Som tog vi bind for øjnene. Jeg vil huske min mor som spejderlederen med rygsæk foran en flok marcherende lilleputter. Jeg er ikke klar til at se klart. Se virkeligheden. At der er begrænsninger, og at det både nu og fremover vil være tilstedeværende i vores samvær. Lige gyldigt hvor meget jeg ser den anden vej.

Noget i mig havde håbet, at timerne på puden, med at kultivere tålmodighed og accept af altings foranderlighed ville være en støtte i at være med de begrænsninger. Men jeg får bare lyst til at holde endnu bedre fast i, hvordan det er lige nu.

Bagerst i mit hoved er et ekko af mine egne voksne børns højlydte suk over min manglende evne til at kunne overskue nye elektroniske gadgets. Deres slet skjulte himmelvendte øjne, når jeg igen går for langsomt gennem lufthavnens lange gange.

Livets gang går op for mig der i Stockholm. Min mor ældes. Jeg kan ikke længere fastholde hende – og jeg er nødt til at slippe mit faste greb i min selvopfattelse af, hvor jeg selv er i livets cirkel. Jeg er lige der i midten. Der vil jeg være i mange år – forhåbentligt. I al kærlighed til min mor.

Efter turen mærker jeg midten i min praksis. Og polerne. Morgener hvor livet bruser så vildt i mine årer, at det er svært at sidde stille. Som en forårsvind, der kærtegner livet i mig.

Og stunder hvor kroppen værker og helst vil være i ro. Mindre vital. Mere lavmælt.

Jeg har et ønske om at omfavne det sted, jeg er i livet – lade praksis støtte og udforske denne midte – på vejen mod alderdom og død. Men det er en lang landingsbane. Hver gang jeg forsøger at tage sigte og tage fart af, er det som et kæmpe indre brøl, der insisterer på, at livet først lige er begyndt. Jeg mærker, at jeg ikke er klar endnu. Det må gerne fylde. Livet. Lidt endnu.

Hvis der er 22 trin ind til alderdommen i min praksis – så tager jeg en pause lige dér midt på trappen.

 


er sociolog og psykoterapeut. Optaget af mødet mellem mennesker, naturen, bevægelse og kreativitet.
Hun har haft nærværs- og bevægelsespraksis gennem mange år og modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg. Deltager årlig i retreats.

Efterlad en kommentar