Skal du så have kemo, spørger mine børn og ser på mit hår. Nej, siger jeg og bliver i troen. For jeg ved ingenting.

Hvad ved jeg egentlig?
At modermærket var to millimeter tykt. At det kløede lidt og var ondartet.

Og så ved jeg:
At søvn er vigtig, for det siger lægen.
At zink er vigtig, for det siger sygeplejersken.
At solcreme faktor 30 er vigtig, for det siger lægen. Og D-vitamin.
At kropsbevidsthed er godt, for det siger min kineser.
At hjertekontakt er vigtig, for det siger min lærer.
At fermenteret kål er vigtig, for det siger Lisbet.
At motion er vigtig, for det siger stemmen inde i mig.

Og det er vigtigt at komme fastende, siger lægen til sidst.
Inde i mig er børnene vigtige. Og liv. Så jeg køber glimmersokker på vej hjem.

Jeg cykler til Skovshoved i modvind, jeg sidder på min pude om morgenen, går i bro, i due, i kamel, i barnets stilling, jeg spiser kål, jeg sidder på min pude om aftenen, jeg rejser til Paris og drikker bobler – det hele som gjaldt det livet. Og det gør det.
En morgen har jeg fastet og tager blåt tøj på og bliver en QR-kode, et nummer. Narkoselægen går i de der skøre sneakers fra Lidl og tæller til 5: så sover jeg.
Dagen efter ser børnene på min arm, som om en løve har bidt mig.
Der er blomster overalt og kuverter – og jeg tænker på salmer og aske.
Jeg forsøger at læne mig op ad min klippe, og vi går ud og spiser foie gras og crème brûlée. Drik champagne, siger kineseren nu, som om dét stod i hans lærebog.
Ellers ved jeg ikke noget. Sådan rigtigt. Er der mon noget, der haster?
Det er hverdag på cykelstien. Det er hverdag i køleskabet. Alligevel er intet hverdag og bliver det måske aldrig igen. Jeg trækker vejret, køber slangeskindsstøvler og tager dem på. Og holder vejret.
Imens balancerer jeg på sundhedsplatformen og sætter mig i saunaen, ser ud over det mørke hav. Alt er stille, isvandet prikker min krop og jeg tegner et hjerte i duggen. Jeg er klar.
Da november har haft 42 dage, tager jeg hen for at få svar på, om det har bredt sig. Bag mundbindet beder jeg lægen gentage det uvirkelige. Han gentager, smiler, jeg græder taknemmeligt og vi drikker alle sammen champagne igen.
Tak.

Baggrund for teksten:

Da der i november 2021 blev fundet modermærkekræft i en lille plet på min arm, var jeg med ét ramt af kritisk sygdom. Jeg blev hurtigt opereret, men svaret på om kræften havde bredt sig trak ud over i tre uger.

Jeg gik ind i chokket, operationen og ventetiden med både min meditations- og min skrivepraksis. Mine meditationer blev hyppigere og længere, ligesom jeg punktpraktiserede gennem dagen. Samtidig førte jeg en kreativ dagbog over tanker, indsigter og sansninger.

Jeg så med nærvær på døden, gav den mere plads i min bevidsthed, og jeg lod bølgerne af frygt være der. At sige, at jeg magtede at ligestille forestillingen om døden med livet, er en overdrivelse. Men i små glimt oplevede jeg fred og selvberoenhed uanset hvilket svar, jeg ville få. Jeg var i en accepterende neutralitet støttet af min praksis og jeg oplevede at være en del af noget større.

Praksis i konfrontationen med den livstruende sygdom gav mig en intens åbenhed og vågenhed i bevidsthed og hjerte. Og der er paradoksalt nok meget liv i at have døden med som baggrundstone. Jeg har skrevet denne tekst om mit forløb.

Line Fjord er journalist og cand.ling.merc i fransk. Hun arbejder med kommunikation og sprog, og har gennem en årrække haft fast meditationspraksis med fokus på skæringspunktet mellem meditation og kreativ praksis. Hun er optaget af relationer og kreativitet i tekst, begge med forankring i hjertet.

Hun modtager undervisning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg og deltager i retreats.