Denne samtale mellem Hanneli og Josephine Lau Jessen er den sidste af tre som drejer sig om blandt andet forholdet mellem kropsbevidsthed og håndtering af frygt for klimaforandringer, om Hannelis undervisning på Center for Systems Awareness om hvordan en træning af hjertets kapacitet kan gribes an.
Fra to alderstrin og erfaringsområder mødes de to i en fælles passioneret interesse for indre og ydre bæredygtighed.

Læs de to foregående samtaler mellem Hanneli og Josephine her:

· SVARET PÅ SPØRGSMÅLET KAN ÆNDRE SIG HVERT ØJEBLIK

· AUTENTISK MEDFØLELSE HAR BLY I BUNDEN AF KROPPEN

 

---

Du kan lytte til dette indlæg som en blogcast her. Det er indtalt af Morten Winkler (10:03)

 

III
’800 børn begynder skoleugen med at træne selvberoenhed’

Om åndedrætspraksis, journaling og om det opmuntrende eksempel fra Sydøstasien

Josephine:

For mig at se er en af se store udfordringer for klimabevægelsen at den ofte er drevet af enten angst eller vrede. Hvad der kan føre til at mange aktivister brænder ud og mister kraften til at føre forandring ud i livet. Det kan blive for hårdt at møde nutidens udfordringer uden at miste sig selv i det. Det har været meget udfordrende for mig at overvære denne emotionalitet spille sig ud på universiteter og seminarer. At se, at vi langt henad vejen endnu ikke evner at rumme den kompleksitet som klimakrisen er. For mig at se er sådanne emotioner ikke bæredygtige i længden som drivkræfter bag meningsfuld forandring. Jeg vil derfor spørge dig om du kunne nævne nogle situationer, hvor kontemplative praktikker eller holdninger førte til egentlige bevidstheds- eller perspektivændringer for dem du underviser.

 

Hanneli:

Der er en situation som falder mig ind:
Én af deltagerne på vores Compassionate Master Practitioners forløb er bosat i Singapore. Hun har altid haft en konkurrencemæssig indstilling til livet. Hun er skoleleder, og har altid dyrket sport og har nydt den konkurrencemæssige del af sporten.
Hun var i lang tid ikke i stand til at forbinde sig dybere med vores kontemplative praksis, med meditationerne. Indtil hun en dag sagde til sig selv: ’Der indgår jo et moment af træning i dette, som i sport, jeg skal simpelthen gå til dette som til træning!’.
Dette er en vigtig erkendelse. Naturligvis drejer kontemplativ praksis sig ikke om at konkurrere. Men praksis har et element af vedholdenhed i sig, af udholdenhed om man vil. Fra den dag og hver dag otte uger fremover satte hun sig ned med en guidet meditation til hun havde lært den udenad og havde inderliggjort ordene til en grad så hun kunne udføre den selv. Derfra besluttede hun sig til, for 800 elever, at introducere hvad vi i vores pædagogik kalder et åbningsritual, som består af en guidet meditation, en kanalisationsøvelse (altså en åndedrætsøvelse hvor man visualiserer åndedrættet som eksempelvis bevægende sig mellem issen og bunden af kroppen) hvorefter vi udveksler om dette.

 

Josephine:

Hvad er efter din opfattelse betingelsen for at hun kunne vove at tage det skridt med så mange børn og unge?

 

Hanneli:

På det tidspunkt havde hun integreret sin egen praksis tilstrækkeligt dybt til at denne ambitiøse guidning for denne store mængde af elever virkelig lykkedes.
Hvorefter hun sørgede for at der blev købt skrivehæfter til alle 800 elever. Hver mandag guider hun nu den samme meditation som fører de unge ind mod det at mærke deres krop og deres åndedræt dybere, hvorefter de har lejlighed til at skrive – eller tegne – i deres hæfte omkring deres erfaringer. Hvilket er en fremragende måde yderligere, ved hjælp af skriftsproget, at forankre frugterne af en kontemplativ fremgangsmåde.

 

Josephine:

Hvilken type skole taler vi om?

 

Hanneli:

En international skole hvor mange sprog er repræsenteret. Eleverne er frie til at nedskrive deres erfaringer på deres eget sprog. Hvorefter de får lejlighed til at udveksle om hele processen.
Og lad mig tilføje at denne beretning fra denne kvinde gjorde mig virkelig glad. Over at vide at der et sted i Singapore er 800 unge mennesker, som nu har en kontemplativ praksis hver uge. For mig er det selvbelønnende på denne måde at få lov til at give en praksis videre. Det giver en dyb følelse af taknemmelighed. Jeg har tillid til, en tro på, at for disse elever er denne praksis ikke kun et redskab, den vil, med tiden, kunne blive en måde at være i livet på.

 

Josephine:

For mig får det du dér fortæller en særlig betydning, fordi jeg for nyligt har talt med en lærer, som nævnte, at der i teenageårene foregår så mange indre processer der vanskeliggøres af, at unge ingen hjælp eller instruktion har fået i retning af hvordan de relaterer til dybere aspekter af sig selv. Hvad man skal gøre for at finde stabilitet i denne livsfases turbulens.
Vil du kunne fortælle mig lidt mere om rammen for hvad I på Center for Systems Awareness kalder Compassionate Systems, medfølende systemer?

 

Hanneli:

Som sagt er mit ansvarsområde – og min faglige kompetence – primært i den kontemplative træning. Jeg arbejder ikke direkte med systempædagogikkens rammer. Naturligvis kender jeg til dens hovedtræk og møder hele tiden det område, hvor de to tilgange danner en helhed eller interfererer med hinanden. Hvis jeg skal sige det helt kort så drejer Systems Awareness sig om at forstå de kollektive helheder – samfundsmæssige, institutionelle, kulturelle og bevidsthedsmæssige – som vi er en del af, mens den kontemplative træning i denne sammenhæng fokuserer på at forstå og mærke sig selv.

 

Josephine:

Betyder det at den kontemplative træning, som du ser det, er vigtigere end den systemiske?

 

Hanneli:

Slet ikke. De to måder at træne og se verden på kompletterer i denne pædagogik hinanden. Måske kan vi sige, at vi ikke kan forstå vores omgivelser uden at forstå os selv. Og jo dybere vi forstår og har mødt os selv, jo bedre har vi mulighed for at begribe og manøvrere i forhold til vores omgivelser.
Den systemiske del af vores træning varetages som nævnt primært af Peter Senge og Mette-Miriam Böll. Men vi arbejder meget tæt sammen.

 

Josephine:

Men jeg afbrød dig mens du var ved at fortælle om jeres åbningsritual. Vil du ikke berette lidt mere om det?

 

Hanneli:

Vi begynder med en guidet meditation, hvis varighed afhænger af, om undervisningen foregår online eller under et af de live-retreats som er en del af uddannelsen.
Denne guidning vil som regel støttes af, eller udbygges ved, nogle strækøvelser for at øge deltagernes kontakt med kroppen. Dette efterfølges af en skriveøvelse, det som på engelsk kaldes journaling, hvor jeg oftest vil give nogle temaer eller overskrifter. En sådan skrivepraksis er reelt en indre, kontemplativ øvelse, hvorved vi bygger bro mellem den individuelle meditations indre verden og skriftsprogets retning mod ydre kommunikation.

 

Josephine:

Hvor spændende du nævner netop dette.
Netop her til morgen beskæftigede jeg mig med sammenhængen mellem den indre og den ydre verden, og det slog mig i forbindelse med dine og mine samtaler, hvor betydningsfuldt det synes at være at man i forhold til klimaforandringerne også har en kontemplativ tilgang. Og også en skriftlig. At det er afgørende for at man kan anskue de ydre forklaringer med klarhed, at man selv har en refleksiv tilgang som kan hjælpe én med at manøvrere i forhold til de projektioner af angst, vrede og magtesløshed som de globale kriser udløser.

 

Hanneli:

Det er, hvis jeg forstår dig ret, netop det vi forsøger. Og fra en sådan individuel, tankemæssig og individuelt fordybet proces bevæger vi os ind i mindre grupper, hvor vi udveksler omkring dette forløb. Til disse udvekslinger vil den foregående skrivepraksis kunne være en støtte i retning af den enkeltes udvikling af et personligt og autentisk sprog for den pågældendes indre erfaringer.
Hvor vi i meditationerne forsøger at slippe sproget, arbejder vi i udvekslingerne i grupper på sammen at genfinde det.
Dette er åbningsritualets nøglepunkter.

 

Josephine:

Tak, Hanneli, for din tid og din hjertelighed i dette. Jeg har virkelig værdsat vores kontakt.

 

Hanneli:

I lige måde.