Vi bragte de tre sidste uger, første, anden og tredje søndag i advent, tre indlæg som vi havde modtaget under betingelse af at vi bragte dem anonymt, og som lå i forlængelse af hinanden.

De omhandler et dokument som angiveligt er nedskrevet så tidligt at Jesus endnu var i live, og som fuldstændig kan ændre vores syn på Frelseren.

Forfatteren til indlægget oplever at være forfulgt. Hun har nu, til fjerde søndag i advent, sendt os endnu en tekst. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

 

---

Du kan lytte til teksten her (27:38):

 

Jeg véd jeg nærmer mig en afgørelse jeg ikke mere kan udsætte.

Hvad jeg end beslutter mig til, vil det påvirke verdens gang. Den tekst som dette handler om, Q, den tekst der er tættest på den historiske Jesus, den tekst som jeg er det eneste nulevende menneske der har set, rummer så høj intensitet at den, uanset i hvilken retning jeg forsøger at dreje dens fremtid, vil have indflydelse på verdenshistorien.

 

For at du kan forstå mig – og måske også for at jeg kan forstå mig selv – er det afgørende at jeg tager endnu et skridt for at fordybe tilliden mellem mig og dig der læser dette. Jeg bliver nødt til at sige noget om min alder.

Også fordi det i dag er min fødselsdag.

Jeg har tidligere forberedt dig på at jeg er fyldt 40. Dette udsagn kommer jeg nu til at præcisere en smule: I dag fylder jeg faktisk 45.

Når jeg har tøvet med at sige det, er det overhovedet ikke fordi jeg ønsker at være yngre end jeg er. Tværtimod er det fordi jeg normalt ikke bliver troet når jeg står ved min alder. Alle tror jeg er yngre, langt yngre. Hver anden gang jeg køber en flaske champagne hos Kjær og Sommerfelt, forlanger de at se billedlegitimation. Og netop her, i denne sammenhæng, er det afgørende at man tror mig. At du tror mig.

 

Emnet min fødselsdag kommer op da vi nærmer os Nyhavn.

Mig og Jakob, manden i mit liv som jeg ikke har set siden jeg for uendelig lang tid siden forlod ham på Valby Bakke og satte mig ind i linje 6 og så Jesus som jeg har gjort rede for i tidligere afsnit af denne reportage, vi er flygtet ud af hans bageris, Brødets, bagindgang og er krydset gennem to baggårde for at undslippe de to forfølgere jeg har efter mig.

Jakob standser op.

-Det er 35 år siden du forlod mig. Det føles som om det var i går. Og du har fødselsdag i morgen!

Jeg får tårer i øjnene. Jeg er ikke meget for fødselsdage. Alt hvad fødselsdage gør, er at minde én om at man skal se at få fornyet sit abonnement i bedemandsforretningen og vælge urnen og pladsen til skovbegravelse mens man endnu kan sanse og samle.

Og så alligevel. En fødselsdag er også en lejlighed til at huske hvor meget der er at glæde sig over. For eksempel at andre husker den.

-Véd du hvad det minder mig om, siger Jakob. -Det minder mig om at jeg 34 gange er gået glip af muligheden for at invitere dig ud. Nu er chansen her.

 

I næste øjeblik sidder vi ved et bord på Le Bistro Francais ud til vandet i Nyhavn. Jakob breder sig velbehageligt på stolen, jeg stirrer gennem vinduerne ud på gaden.

Foran os hver står et lille kanonkuglebjerg af æbleskiver. Vi bider i den første. Jakob ser ud som om nogen har gjort noget rigtig godt for ham.

-Den rigtige kombination af fløde, smør, æg, kardemomme og citronskal, siger han. -Den er svær at ramme. Meget svær. Og så den måde de har fået den fineste antydning af syrlig æblekompot ind i hulrummet. Måske med en injektionssprøjte.

Jeg elsker mad. Jeg synes det er fantastisk at Danmark har en række af verdens mest beundrede og søgte restauranter.

Og så er jeg betænkelig. Når jeg ser på æbleskiverne foran os og på trøflerne der ligger på display på bardisken og alle champagnemærkerne i vinkøleskabet, så ligner det også Roms forfald. Verden har kurs mod afgrunden, og vi har dækket festbanketten op på afgrundens rand.

Hvem af os kan sige sig fri fra at prøve at æde sig fra meningsløsheden?

Jeg mærker med fødderne under bordet og sikrer mig at min lille fikse Louis Vuitton stadig er der.

I den taske har jeg alt hvad en ung kvinde har brug for.

Samt Keld.

Det er endnu et smukt træk ved Keld jeg lige har opdaget: Han passer perfekt ned i tasken.

-Jakob, siger jeg, – Er du i et forhold?

Det er at gå direkte til sagen. Men det er jul om 11 dage. Hvis man vil nærme sig et andet menneske, kan man i denne tid få hjælp af den blide fortrøstning der strømmer frem mod juleaften.

– Skilt, siger han. -God skilsmisse. Hvis noget sådant findes. Jeg har to piger på 11 og 13. Og du?

– To drenge, siger jeg. -Skilsmissen var forfærdelig.

Et af bordene helt henne ved vinduet er blevet optaget. Af piccoloen. Tiden er ved at rinde ud. Jeg må fortælle ham om papyrussen.

-Jakob, siger jeg. -Hvilket forhold har du til Jesus?

Han ser fåret ud.

-Ham fra Mexico City? Med de helt specielle tortillaer?

For mig har Jakob altid mindet om Klods-Hans. Han ligner noget der er redet ind fra provinsen på en gedebuk. Og samtidig er han ligeså røget som han er speget.

-Ham fra bibelen, siger jeg.

-Med de to brød og fem fisk. Der har været brug for en stor ovn.

Jeg tager et fast greb om hans overarm. Den er hård som træ af alle de brød han har æltet. Nu er tiden kommet til at fortælle ham at det er Q jeg har fundet.

I det samme er der én der siger noget:

-Den onde hyleme!

Jakob ser til venstre. De to gæster ved bordet dér spiser i stilhed. Han ser til højre. Parret ved bordet dér er i dæmpet samtale med hinanden. Heller ikke fra dem kom udbruddet.

Håret på mit hoved har rejst sig. Jeg véd hvor lyden må komme fra. Selv om det er uforklarligt, rystende, gådefuldt. Jeg mærker med fødderne efter i tasken. Den er tom. Keld er væk.

-Den onde hyleme om det ikke er professor Hjelmslev i egen høje person!

Jakob ser op.

-Hold da kæft, hvisker han stille. -Papegøjen kan snakke.

Le Bistro Francais har Poul Henningsens akademikroner hængende i tykke lag i loftet. I en af kronerne sidder Keld.

Kronen svinger blidt fra side til side under hans vægt. Han lægger hovedet på siden og ser på os med et blankt øje.

-Den onde hyleme, siger han. -Professor Hjelmslev! I egen høje person!

 

Selvfølgelig har jeg prøvet at lære Keld at tale. Forsøger vi ikke alle at nå frem til stadig dybere møder med dem vi elsker?

Og jeg er lingvist, sproget er mit fag og min lidenskab, sproget er groft og forenklende og generelt sexistisk og på mange måder fordummende. Men det er langt hen ad vejen uundværligt når vi skal nå hinandens hjerter.

I timer har jeg siddet og gentaget enkelte ord for Keld.

Uden resultat! Uden det mindste lille håb om resultat. Keld har ikke gentaget ét ord. Nogensinde.

Jeg har for længst opgivet ham. Som man opgiver en elsket, men underbegavet ven. Fundet mig til rette med at han og jeg må kommunikere ordløst, fra hjerte til hjerte.

Indtil dette øjeblik.

-Keld har aldrig talt før, siger jeg. -Jeg sværger. Jeg har bakset for at lære ham bare ét ord. Men han har aldrig sagt noget. Før nu.

-Hvem er det han snakker om? Hvem er Hjelmslev?

Jeg tillader mig et øjeblik at nyde jalousien i hans stemme. Han frygter Hjelmslev er en love interest.

-Hjelmslev, siger jeg, -er sprogvidenskabens Muhammed Ali. Han døde i 65.

En erindring dukker op. Det kongelige Biblioteks direktør har engang fortalt at han har overtaget Keld fra den forrige direktør. Som muligvis havde overtaget ham fra direktøren før ham. Vores kontaktbibliotekar på Universitetsbibliotekets anden Afdeling på Tagensvej har engang sagt at det ikke kan udelukkes at krager kan blive hundrede år. Måske har Keld mødt Hjelmslev. Drukket kaffe med ham i kantinen.

Jeg har været fuldstændig optaget af Keld. Jeg har glemt omgivelserne. Nu ser jeg at endnu et bord ved vinduet er blevet optaget. Af kvinden som Keld udpegede i Bredgade.

Her, på klos hold, véd jeg hvem hun er.

 

Jeg er nødt til at komme med endnu en tilståelse. Jeg har, tidligere på dagen, tiltvunget mig adgang til præsten ved den russisk-ortodokse kirke ved en grænseoverskridelse.

Jeg ringer op og får en yngre kvinde i røret. En af nonnerne der passer omstillingen.

-Jeg ringer fra Det kongelige Bibliotek, siger jeg. -Vil du være så sød at stille mig ind til metropolitten.

-Der er ingen metropolit i Danmark. Man kan ikke bare ulejlige præsten.

Jeg elsker den russiske kultur og folkesjæl. Passionen i den russiske sprogtone.

Der er intet menneske så forelsket som en forelsket russer. Ingen så tårevædet sorgfuld som en sørgende russer.

Og ingen så uforskammet som en uforskammet russer.

-Nu skal du høre moy malen’kiy milyy, siger jeg, -min lille skattebasse. Jeg er i besiddelse af information som er så vigtig at hvis din starets hører at du har spærret mig vejen, kommer du til at tilbringe julen i en papkasse under Dronning Louises Bro.

Hun stiller mig igennem.

Til en mandsstemme der er dyb, hæs.

-Jeg har fundet Q, siger jeg. -Jesus’ egne ord. Ældgammel tekst. En anden Jesus end ham vi kender fra evangelierne. Der står ikke et ord om tro i teksten. Den handler om spirituel erfaring.

Der bliver stille i røret. Måske stopper han en pibe tobak. Måske er han gået hen for at skænke sig en kop te fra samovaren. Måske er han faldet i søvn. Verdenskirkerne ledes generelt af ældre mænd.

Så hører jeg et ganske lille klik i røret og en raspen af ledninger hen over bordet. Han har koblet en båndoptager til telefonen. Det kan godt være han er oppe i årene. Men han er vågen.

-Moderkirken, siger han, -er bygget på religiøse erfaringer.

-Det lyder godt, siger jeg. -Alligevel vil I måske blive overraskede. Hvis der nu ikke er ét ord om at Frelseren er Guds søn. Tværtimod. Hvis han benægter at have guddommelig natur. Hvis han insisterer på at han er et menneske.

Igen kommer der en lang pause. Jeg venter. Jeg kan lide pauser. Den mand er ikke født som jeg ikke kan banke i stilleleg.

-Den papir, siger han omsider. -Jeg vil gerne se den papir.

-Det hedder ’det papir’, siger jeg. -Og det er ikke et papir. Det er en papyrus. Jeg kunne godt finde på at vise dig den. Men så må du besvare et spørgsmål: -Hvad ville der ske med Østkirkens fundament hvis dogmatikken ikke holder? Hvis Jesus alene var et menneske?

Den pause der kommer nu, er meget kort. Og ladet.

-Det ikke muligt.

Stemmen er blid. Men det er en blidhed som overhovedet ikke tåler modsigelse.

-Husk, siger han langsomt, -der er kun én sandhed. Den findes i de kanoniske tekster. Og i traditionen. I Moderkirken.

-Og hvis vi kan bevise at de kanoniske evangelier på nogle punkter tog fejl?

-Én sandhed.

-Fader, siger jeg. -Det må være dejligt at vide at der kun er én sandhed – og at det er ens egen.

-Det er vidunderligt!

-Rigtig glædelig jul, siger jeg. – Er det ikke rigtigt at det hos jer er efter den julianske kalender i begyndelsen af januar?

Jeg lægger på.

 

Det har ikke været en båndoptager han koblede på. Det forstår jeg nu jeg ser nonnen i bistroen. Det har været et sporingsanlæg. På en måde kan det ikke undre. Hvis der er to som elsker hinanden, er det den russiske afløser til KBG og Den ortodokse Kirke.

Jeg véd at pigen ved bordet ved vinduet foran mig, er den uforskammede nonne fra omstillingen. Selvom hun ikke er i ordensdrag, men i en vinterfrakke af mørkeblåt cashmere i et militært snit som jeg såmænd selv kunne ønske mig.

Jeg rejser mig. Jakob rejser sig. Han skovler de sidste æbleskiver op med en hånd der er stor som en pizzaspade.

Fra baren er to bartendere på vej mod Keld for at fange ham i et par viskestykker.

Jakob løfter en hånd. Den uden æbleskiverne.

De genkender Jakob. Deres øjne fyldes med respekt. Jeg véd fra damebladene at bagermestrene fra Juno, fra Hart og Perron hver søndag står i kø i Bredgade for at hente deres morgenbrød hos Jakob.

Keld svæver ned over piccoloen. Strejfer nonnens tørklæde. Hun rykker baglæns.

Jakob lægger en pengeseddel på bordet.

 

Vi er ude på gaden og på vej ned mod Kongens Nytorv. Keld svæver over os med en sværm af måger. Det hele ligner mere og mere Hitchcocks Fuglene.

-Jeg har fundet en papyrus, siger jeg. -En meget gammel tekst. Den giver et fuldstændigt anderledes billede af Jesus.

Jakob lægger en arm om mig.

Pludselig finder jeg ikke ordene. Det er en ukendt fornemmelse. Min indre, mentale tavle er visket ren. Der står pludselig ikke et eneste ord. Alt hvad der er tilbage inde i mig, er en dyb følelse af hjemlighed ved at mærke ham ved siden af mig.

Ordet ’hjem’ er et vigtigt ord. Måske det vigtigste. På alle sprog. Forsøger vi ikke alle at finde hjem? At finde et menneske sammen med hvem vi kan mærke at vi er kommet det rigtige sted hen?

På den indre tavle står der pludselig en lille smule. Det er et citat fra papyrussen. Jeg hører mig selv citere:

-Jesus sagde: -Når der ingen forskel er på lyset i dit hjerte og mit, da er du på vej hjem.

I det øjeblik er der en anden der taler:

– Og når du ser at det er det samme lys i alle hjerter, da vil du endeligt være hjemme.’

Vi stopper op og ser på Keld. Han sidder på et vejskilt. Det er ham der har talt.

-Nu må jeg bede om mine himmelblå, siger Jakob. -Den snakker som en politiker.

Jeg kan ikke røre mig. Igen ligger jeg død.

Dette er værre end før. Mere overvældende end Jakob kan ane. Keld har netop citeret papyrussen. En tekst som kun jeg kender. Som jeg aldrig har udtalt højt. I disse tider, hvor de dagligt arresterer whistleblowers der burde besynges som folkehelte og i stedet får fængselsstraffe, i sådanne tider udtaler man ikke hemmelighederne højt. Selv væggene på DKB har måske ører.

Så hvor har Keld hørt denne tekst?

Spørgsmålet rejser uoverskridelige vanskeligheder. Jeg lader det ligge. Om det man ikke kan tale, er det bedst at holde sin kæft.

Jakob siger ikke noget. Men han lægger igen armen om mig.

-Indholdet af papyrussen er farligt, siger jeg, -det truer den kristne dogmatik. Jeg overvejer om jeg skal offentliggøre det. Det har jeg prøvet at teste. Ved at nævne det for verdenskirkerne. Det er derfor jeg er forfulgt. Jeg er bange for at jeg fra nu af altid skal se mig tilbage over skulderen.

Jakob trykker min skulder.

 

Vi er nået til hjørnet af Kongens Nytorv og Store Strandstræde.

Her holder julens cykeltaxaer. Udsmykket med lys og østerlandske baldakiner. Det går op for mig at Jakob har en retning.

Han er væk. For et øjeblik siden gik han ved siden af mig, nu er han forsvundet.

Jeg vender mig. 50 meter bag mig glider piccoloen afsted, bag ham den russiske nonne.

Fra en port bag dem, dukker Jakob frem. Han løfter russerinden som var hun en babushka-dukke af papmaché. I næste øjeblik har han piccoloen under den anden arm. På afstand ligner de tre nære venner som er på vej til festlige Gothersgade og Rekoms uimodståelige juletilbud ’Stiv for en hund’.

Men ser man nærmere efter, svæver kvindens og piccoloens fødder nogle centimer over fortovet. Jakob har forvandlet sig til en menneskelig skruestik.

Jeg falder i trit med ham. Han tager mål af cykeltaxaerne.

-Vælg én, siger han.

Der holder en ti tolv forskellige. Med sofaer og lænestole og skind og uldtæpper.

Jeg udser mig én hvor der på ladet er stillet to sofaer vendt mod hinanden. Vores chauffør er næsten lige så stor som Jakob.

-Du skulle vel ikke være sufi, siger jeg.

Hans ansigt lyser op.

-Hvor kunne du gætte det?

-Det er den kvindelige intuition, siger jeg. -Islam var hvad vi manglede.

Jakob sætter forsigtigt nonnen og piccoloen fra sig i den ene sofa.

-I sidder helt stille, siger han. -Vi skal køre en lille tur

Han har en femhundredekroneseddel i hånden.

Taxachaufføren ser sørgmodig ud.

-Det er kun for fire personer, siger han. -Jeg er også nødt til at have for fuglen.

Jakob tryller endnu en seddel frem. Med et smil. Den ene handelsmand genkender den anden.

Keld lægger hovedet på skrå.

-Den onde hyleme.

Chaufføren standser op. Med den anden seddel svævende i luften.

-Fugle er hellige. Paradisvæsner. I véd: Conference of the Birds.

I det øjeblik ringer min telefon.

Jakob og jeg ser på hinanden.

-Tag den, siger han. -I et øjeblik som dette, er alt hvad der sker vigtigt.

 

Det er Tyge der ringer. Selvfølgelig er det Tyge. Min tabte ven, Det kongelige Biblioteks mest lysende teolog.

-Jeg har tænkt mig at melde dig, siger han. -Jeg har været inde på dit kontor. Jeg har set kassen. Du har stjålet den i arkivet. Jeg ringer til politiet.

Bag hans stemme kan jeg høre trafik.

-Tyge, siger jeg, -vi må tale om det. Hvor er du lige nu?

Han tøver. Jeg kan mærke hvad der går igennem ham: Hans og kulturens og hans religions viden om at man ikke kan stole på kvinder. Og samtidig trangen til alligevel at læne sig ind mod dem.

-I Holbergsgade, siger han. -Lige ved min opgang.

-Jeg er hos dig om to minutter, siger jeg.

Jakob peger. Taxaen ændrer kurs.

 

Tyge når ikke at opfatte hvad der sker.

Han står ved fortovet, cykeltaxaen svinger forbi ham, Jakobs arm skyder ud som en byggekran, og Tyge bliver løftet op mellem piccoloen og den russiske nonne.

-Bare kør, siger Jakob til chaufføren. -Og nyd at taxametret tikker.

 

Hvad der nu sker, sker på få minutter. Med en blanding af den blide julestemning der er over en tur over Kongens Nytorv og gennem Bremerholmens juleudsmykning og så den underspillede voldsomhed i det vi siger til hinanden.

I kontrasten mellem varmen under taxaens tæpper og skind og luftens frostklare kulde.

-Hvorfor er I efter mig, spørger jeg.

De har ikke tænkt sig at svare.

Jakob læner sig frem.

-Det er uhøfligt ikke at svare når man blive spurgt, siger han.

De synker engang.

Piccoloen peger på mig.

-Hun udgør en trussel, siger han. -Mod kirken. Hun har været hos kardinalen. Hans helbred er skrøbeligt. Hun brasede ind. Hun siger hun har en tekst hvori Jesus siger han ikke er Guds søn, men kun et menneske. Det er umuligt.

-Fuldstændig umuligt, siger nonnen.

-Kirken er ufejlbarlig, siger Tyge. -Helligånden beskytter den mod fejl der kan modsige de essentielle doktriner.

-Ineffabilis Deus, siger piccoloen. -Gud og kirken kan ikke tage fejl.

Jeg ser på dem alle tre som de sidder overfor Jakob, Keld og mig: Tyge, protestanten, lutheraneren. Den russiske nonne, Østkirken. Og piccoloen. Den katolske kirke.

Lige nu er de enige. Traditionelle dødsfjender. Siden 1054. Og Reformationen. Men lige nu samlet. Det er berørende.

Det er tre små spinkle mennesker. Overfor Jakob, Keld og mig. Som er to små mennesker og en mellemstor fugl.

-Det er smukt, siger jeg til Jakob. -Øst- og Vestkirken har hadet og bekriget hinanden i tusind år. Og ét af hovedproblemerne ville interessere dig. Det drejer sig om hvorvidt man til nadveren skal anvende hævede eller uhævede brød.

-Begge dele er ellers godt.

-Ja, siger jeg. -Her er vi inde ved de kristne kirkers store problem. Ved verdensreligionernes problem. De mener at der kun er én sandhed. Som de har.

Jeg ser på de tre foran mig.

-Der er kun én sandhed, siger nonnen.

Piccolo og Tyge nikker.

-Problemet med én sandhed, siger jeg, -det er at når man har bestemt sig for at sandheden kun kan have én form, så vil alt hvad man ikke bryder sig om, kunne stemples som usandt. Homofile, andre religioner, anden mad, musik, dans, kvinder der menstruerer, andre hudfarver. Hvad som helst kan falde udenfor når man antager at sandheden kun kan have én form.

Vi har talt dæmpet med hinanden. Men man skal ikke tage fejl. Bag de tre unge mennesker overfor Jakob og Keld og mig står nu kristendommens mørkeste arketyper: religionskrigene mod de anderledes troende. Den ordokse Kirkes fælles front med staten mod de homoseksuelle. Kirkens støtte til krigsforbrydelserne på Balkan. Katolicismens støtte til Latinamerikas diktaturer. Og vores egen hyggelige folkekirkes latente farlighed når den møder religiøse erfaringer. Som min af Jesus i linje seks på Valby Bakke.

Jakob ser eftertænksomt på dem. Han er vokset op i en hedningefamilie. Hans far og mor tror ikke på noget og det er de stolte af. Han véd ikke hvor meget smæk der er på kristendommen. Hvor meget skjult vrede.

-Jeg melder dig, siger Tyge.

– Vi har vores egen efterretningstjeneste, siger piccoloen.

-Moderkirken er støttet af Putin, siger nonnen. -Han ser alt.

Taxaen kører nu langs kanalen. Foran os toner Slotskirken frem.

Vreden hos de tre overfor os er frapperende.

Jakob ryster vantro på hovedet.

-Hvis Jesus havde set og hørt jer tre bimmerhoveder, siger han, -så ville han … godt nok være kommet på arbejde.

Keld lægger hovedet på skrå.

-’Når du ser at lyset i ethvert menneskes hjerte er det samme, da er du kommet hjem.’

Tyge, piccoloen og kvinden stirrer lamslået på ham. Det er først nu, Tyge får øje på Keld.

-Det er Keld, siger han. -Han taler!

Tyge ser rædselsslagen på ham.

-Det er mørkets fugl, siger han. -Djævelens fugl. Heksene har altid haft sådan en.

Han peger på mig.

-Hun er en heks!

Hele den rationelle og videnskabelige del af hans verdensbillede er nu brudt sammen. For hans øjne danser kristendommens fortrængte dæmoner.

Piccoloen og nonnen ser chokerede på mig. Nu dæmrer forståelsen. Af hvem jeg egentlig er.

-Tyge, siger jeg. -Det er en glæde for et menneske som mig endelig virkelig at blive set og forstået. Det er terapeutisk. Helende. Næste gang vi mødes på DKB så skal jeg vise dig min kost. Den står på kontoret.

Nonnen ser på mig. Med skrækblandet fascination.

-Flyver du på en kost?

Vi har nået Slotskirken. Jakob giver tegn til at taxaen skal standse.

-Her står I af, siger han.

 

Nonnen, piccoloen og Tyge er trådt ud på kirkens trappe.

-I har gennemskuet det, siger Jakob. -Hun er en heks. Det er noget jeg kan skrive under på. For jeg er hendes djævelske assistent.

De ser skræmt på Jakob.

-Tag hjem og fortæl det her, siger han. – Sig til jeres arbejdsgivere at I har mødt mørkets kræfter.

For de tre udgør Jakob, Keld og mig et hit squad fra Helvede.

Jeg véd pludselig hvad Frelseren ville have gjort i denne situation. Han ville have forsøgt en sidste gang.

-Kan vi, siger jeg, -her i afskedens stund, lige dele hvad det egentlig var Jesus sagde?: At du ser splinten i din brors øje, men ikke bjælken i dit eget. At når man har udset sig sine fjender, er det godt at vende blikket indad og se om man selv er ren, inden man kaster den første sten. Og så peger han igen og igen på vigtigheden af at elske. Hvordan hænger det sammen med at I forfølger og truer en yngre kvinde og nu tror hun er en dæmon, selv om hun sådan set ikke er andet end en sprognørd som har fundet en tekst hvori Jesus igen og med fed streg under siger at det der mangler, er kærlighed og forståelse mellem mennesker?

Jeg ville ikke have troet på at det er muligt at råbe Vestkirken og Østkirken og den danske folkekirke op.

Men der sker et eller andet på trappen op til Slotskirken. Et eller andet sted langt inde bag 2000 års kristne dogmer og doktriner begynder et eller andet at vågne.

Måske er det fordi essensen af signalet fra Jesus’ lære er så kraftigt at det altid et eller andet sted står på spring til at blomstre frem.

Eller måske er det min juleoptimisme.

-Næste gang I er i Bredgade, siger Jakob. -Så kom ind i Brødet og få en café latte og en safransnurre på min regning.

Han giver tegn. Taxaen pedallerer fremad.

 

Vi standser lige inden Den sorte Diamant. Fra Proviantpassagen er der en lille bortgemt personaleindgang til Det kongelige Bibliotek.

Jeg rækker chaufføren mit kreditkort. Han vifter det bort.

-Min suficheik siger: ’Alt der ikke er givet bort, er spildt.’ Jeg har aldrig i mit liv kørt for sådan en forsamling.

-’Jo mere du giver bort af din rigdom, jo mere vil der gives dig til at give,’ siger Keld.

Han har sat sig på cykelstyret.

-Den skal man lige tænke over, siger Jakob.

Jeg skal ikke tænke over det. Jeg ryster over det hele. Dette er endnu et citat fra papyrussen. Som Keld aldrig kan have hørt.

Jakob triller en seddel og stikker den ned i lommen på chaufførens hættetrøje.

-’Julen varer længe, koster mange penge. ’ siger han. -Citeret direkte fra Koranen.

 

Vi er tæt ved jul. På grund af Omikron er personalet sendt hjem, Det kongelige Bibliotek er forladt. Jeg taster koden, det er 031099, Hjelmslevs fødselsdag.

Vi står i en lille personalegarderobe.

Vi véd alle tre hvad der skal ske.

 

 

Forfatteren har stillet os i udsigt at hun vil sende os en sidste del af denne tekst som vi offentliggør juleaftens morgen.

 

Foto: Kasper Rasmussen/Unsplash