Første søndag i advent

af Redaktionen | | 28. november 2021

Henry Be Advent 21-1

Forfatteren til denne tekst har, for sin personlige sikkerheds skyld, ønsket at være anonym. 
Årsagen til dette fremgår af teksten.
I Kontemplation er vi bekendt med hendes identitet.

 


Du kan lytte til teksten her (11:45):

 

 

Jeg er bange.
I dag er det første søndag i advent. Og foran mig har jeg et dokument der kan ændre verdenshistorien.
Er dette sket nogensinde før? At en purung kvinde på 33, et menneske på 33, et ganske almindeligt menneske som ikke har andet at give verden end sit smukke indre og ydre og at hun er flydende på seks mellemøstlige sprog hvoraf de to er uddøde, og engelsk, tysk og fransk og så sin naturlige beskedenhed? At et sådant menneske foran sig har haft en tekst der kan ændre verdens gang uigenkaldeligt?
Og ovenikøbet op mod jul, hjerternes fest, hvor jeg normalt ville være optaget af at forberede Klaus Meyers julekage og samle en pakkekalender til min søsters Anton på fire og overvinde min tøjangst for at finde den rigtige kjole til juleaften.
Jeg har et valg. Endnu en tid endnu har jeg et valg. Jeg kan tilintetgøre dokumentet.
Og jeg kan offentliggøre det. Eller forsøge at offentliggøre det.
Jeg sidder, dette øjeblik hvor jeg skriver dette, på øverste etage af Det kongelige Bibliotek i København. Mit kontor er et lille kvistværelse, det har engang været et kosteskab, ingen af bibliotekets medarbejdere ønsker disse små, klemte kontorer på øverste etage, derfor får phd-studerende dem.
Jeg har elsket dette rum, on top of the world. Jeg kan se ud over Bibliotekshaven til Folketinget. Jeg kan se sejlløbet i havnen. Jeg kan se over mod Slotsholmens ministerier.
Det er en på én gang uvirkelig og skæbnesvanger tanke: At se ovenfra og ned på regeringen og embedsværket og vide at jeg skal tage en beslutning som måske er mere vidtrækkende end nogen taget af nogen regering, af nogen embedsmand.
Det er søndag. Jeg og betjenten i forhallen der vogter indgangen, er de eneste på biblioteket, bygningen er forladt.
Dokumentet foran mig er en papyrus, lidt større end et a4 ark. Det er tæt beskrevet, helt overraskende tæt. Alfabetet er græsk, sproget er aramæisk.
Det er det sprog Jesus talte. Teksten drejer sig om Jesus. Den levende Jesus. Det skrevne kan ændre verdens forestilling om hvem Jesus var. Det vil ændre den. Ikke som en kriminalroman, ikke som Da Vincimysteriet. Der er jo, hvis vi skal være ærlige, ingen som helst provokation i at mene at Jesus havde sex. Det strider ikke mod evangelierne. Det kræver bare en let justering af vores billede af frelseren.
Den tekst der ligger foran mig er anderledes.
Jeg har kendt til den i tre uger. Tre uger har det taget selv mig at læse den. Det er skrevet i en form for aramæisk som er influeret af både græsk og persisk.
Også de næste fire uger, indtil jul, vil jeg stadig være det eneste nulevende menneske der har set teksten.
Om en time forlader jeg dette kontor. Jeg stempler ud i stuen, nikker til den vagthavende biblioteksbetjent, og sætter mig op på min cykel. I et plastikcharteque fladt mod min ryg, indenfor min frakkes foer, vil jeg have papyrusen med mig. Vi må ikke medtage noget dokument fra biblioteket uden særlig tilladelse. Men ingen vil opdage dette. Skulle jeg blive udtaget til en stikprøvekontrol, er det alene indholdet i min mappe de tjekker. Der er ingen biblioteksbetjent der kropsvisiterer. Ikke at de ikke har lyst. Men i disse tider kan mindre end det koste både funktionærstillingen og ens gode ry og omdømme.
Jeg har taget fri i den kommende måned. Officielt vil jeg være på ferie. De vil ikke undre sig over jeg er væk.
Hver søndag i de næste fire uger vil jeg offentliggøre en tekst om dokumentet. Jeg vil bruge nettet til denne gradvise publicering til at undersøge offentlighedens reaktioner. Undersøge hvilke kræfter dokumentet kommer til at sætte i bevægelse. Undersøge hvor stor faren er for mig personlig.
Nettet egner sig fint til dette. Og denne hjemmeside, Kontemplation, egner sig. Den er tilpas seriøs til at blive taget alvorlig, tilpas nørdet og perifér til ikke at vække opsigt.
Og så kan jeg lide ordet ’kontemplation’. Det har en klang der på én gang er kristen og fra kristendommen overtaget af alle andre. Det tilhører ikke rigtig nogen. Det er delvist frisat.
Jeg kan ikke mere tælle hvor mange papyri jeg har været med til at tyde. Som barn elskede jeg skattekort. Jeg drømte om at blive sørøver. Jeg tegnede pige-sørøvere på skattejagt. Papyri er en form for kort, kort over en verden vi tror er forsvundet.
Men den er ikke forsvundet!
Stop!
Jeg går for hurtig frem. Det er fordi jeg er, måske ikke bange, men i hvert fald urolig.
Det er nødvendigt at jeg fortæller lidt om mig selv. Ikke nok til at man kan identificere mig, hvis man vil forsøge at opspore mig. Men nok til at du der læser dette, som jeg håber læser dette, vil kunne forstå mig.
Jeg er tro mod Jesus.
Også at skrive dette føles uvirkeligt.
Lad mig forklare: Da jeg var 11 år, blev jeg forelsket. Eller: Ikke forelsket, men ramt af kærligheden på en måde så der kun var, så der kun er, to muligheder: Man lukker sig for den og er fortabt, selv som 11årig. Eller man hengiver sig.
Jeg håber ikke du ler af mig. Lé ikke af en pige på 11 år der er ramt af skæbnen! Voksne der ikke tror at børn kan elske, har selv aldrig elsket. Kærligheden er fuldstændig hensynsløs når den slår ned. Den skelner ikke mellem køn og alder.
Som Det Højere, Forsynet, det spirituelle. Det Højere skelner heller ikke mellem køn og alder. Det har, det må have, sin egen uudgrundelige irrationalitet.
Jeg kalder ham Jakob. For at umuliggøre identifikation. Ingen må kunne finde ham, heller ikke du. Han boede dengang med sine forældre påén af de villaveje der i Valby ligger mellem jernbanegraven og Søndermarken. I dag er husene købt op af amerikanske kapitalfonde og ligger som store, forladte sjælløse investeringer, dengang var det anderledes: Store gådefulde, slotslignende villaer ejet af mennesker med særlige historier.
Når kærligheden er stærk nok, er man som kvinde, som pige, nødt til at handle. Mænd og drenge kan ikke gøre ret meget. Kun kvinder – og piger – kan handle i en storm af skæbne. Efter et år inviterede jeg mig selv hjem til ham.
Vi var 12 år. Det var op mod jul. Vi lavede konfekt. Og bagte. Han var spinkel, alligevel håndterede han ubesværet, med en voksens sagkundskab, de store, glødende varme plader med kagedej. Hans forældre holdt sig respektfuldt på afstand. Da jeg skulle gå, fulgte han mig til bussen. Ved stoppestedet, da bussen kom op over Valby Bakke, kyssede jeg ham.
Jeg satte mig i bussen og så ham i øjnene, som han stod lamslået på fortovet. Da bussen kørte, så jeg Jesus. Han kom til syne foran den pleksiglasrude der adskilte chaufførens plads fra passagerernes. Han sagde ikke noget. Han gjorde ikke noget. Han stod bare, som en figur af lys og farver, i rummet. Han udstrålede den kærlighed som jeg siden har vidst er hans væsen.
Der er ikke mere at sige om oplevelsen. Andet end at fra da vidste jeg at Jesus ikke var, Jesus er. Han tilhører en dimension der gennemtrænger den almindelige virkelighed og alligevel er højere end den. En dimension som på en måde er lys og kærlighed.
Jeg har kun én gang før nu fortalt om denne oplevelse. Det var til min biskop, han underviser på universitetet, jeg fattede tillid til ham, jeg var ung og troskyldig, nu er jeg bare ung.
Han knyttede mig til et forskningsprojekt om de apokryfe tekster i Codex II i Naq Hamadi biblioteket, fordi jeg kunne både græsk, koptisk, aramæisk og persisk.
Og fordi, hvis det er ok jeg siger det, han kunne lide mig.
Jeg vil tillade mig at sige at jeg ikke mener jeg skulle have anstrengt mig meget for at han ville have foreslået at vi to en dag arbejdede over og tilbragte en nat på d’Angleterre.
Jeg kan ikke uden at miste troværdighed sige at jeg slet ikke var fristet. Han er en smuk mand, kropslig og, med et ord som man ikke ser hver dag på facebook: elegant.
En aften fortalte jeg ham om oplevelsen.
Prøv at forestille dig situationen: Du har tillid til et menneske. Du er muligvis let fascineret. Og så fortæller du ham om den vigtigste oplevelse i dit liv.
Véd du hvad han svarede? Han rystede på hovedet. Så sagde han: -Interessant. Men jeg er skeptisk overfor religiøse erfaringer. Hvordan skal vi skelne dem fra hallucinationer og fantasier og dagdrømme? Det vi har at holde os til, er, som Luther siger troen og teksterne i Ny Testamente. Sola Fide, Sola Scriptura. Kun troen. Kun de kanoniske tekster.
Det øjeblik mistede han mig. Ikke i den ydre verden. Men i den indre. Mistede enhver chance for d’Angleterre.
Siden den gang i bussen har jeg været tro mod Jesus.
Indtil min biskop afviste mig, havde jeg været autoritetstro. Jeg har søde forældre. Tillid til samfundet. Går sjældent over for rødt. Jeg havde ingen grund til at tvivle på autoriteterne. Men da biskoppen undsagde mig, begyndte jeg at tvivle. På autoritativ viden.
Teksten der ligger foran mig på bordet, begynder på denne her måde:
Jeg kan næsten ikke skrive det, jeg mærker uroen, jeg må gøre det, men det får mig til at ryste. Den begynder:
’Dette er den lære som den levende Jesus lærte i de 21 måneskifter jeg fulgte ham indtil hans død.

 

Forfatteren har forberedt os på at hun vil sende os en fortsættelse af denne tekst som vi vil publicere anden søndag i advent.

Foto: Henry Be/ Unsplash