Vi har de sidste fire uger på adventssøndagene bragt fire indlæg som vi har modtaget under betingelse af at vi bringer dem anonymt, og som ligger i forlængelse af hinanden.

De omhandler et dokument som angiveligt er nedskrevet så tidligt at Jesus endnu var i live, og som fuldstændig kan ændre vores syn på Frelseren.

Forfatteren til indlægget oplever at være forfulgt.

Hun har nu sendt os et femte og sidste indlæg.

 

---

Du kan lytte til teksten her (10:40):

 

 

 

Vi véd alle tre hvad der skal ske.

Også Keld, også dyr kan have en ordløs foregribelse af fremtiden.

Jeg tager hans lille hoved mellem mine hænder, hans fjer er silkebløde, jeg ser ind i hans øjne, det slår mig at det et øjeblik føles som at se ud i en mørk nattehimmel.

-Keld, siger jeg. -Før os ned i katakomberne.

Det kongelige Bibliotek gemmer i princippet alt trykt materiale i Danmark. Nu er det digitalt, men samlingen af papirudgaver er kolossal. Det meste er på fjernlagre. Udflytningen har taget 40 år og er stadig ikke halvvejs.

Hvad kun få véd, er at processen aldrig vil blive afsluttet. Under biblioteket er der et system af gange der går tilbage til middelalderen, de er altid blevet brugt som arkiver, til det der var vanskeligst at rubricere, til det som rummede personfølsomme oplysninger som ingen ønsker frem nogensinde, til materiale som tilhører det menneskelige indre affald som kulturen indtil nu og sikkert fremover ikke ønsker at tage stilling til. Dokumenterne fra det retsopgør efter besættelsen der aldrig har fundet sted, ligger her. Dokumenterne om kirkens støtte til den danske slavehandel, om tvangsforflytningen af eskimoerne fra området omkring Thulebasen, om den danske regerings støtte til at CIA brugte danske lufthavne til at flyve fanger til tortur i Syrien. Om tusmørkedelen af efterretningstjenesternes aktiviteter siden anden verdenskrig.

Der er ingen adgang til katakomberne. Officielt eksisterer de ikke. På matrikelkortet er nedgangen mærket ’Ingeniørgange’.

De siges at være en labyrint. Uden kortlægning, uden vedligehold. Det var et tilfælde jeg fandt nedgangen og vovede mig ti meter ind i mørket inden kulden og lugten fik mig til at vende om.

Da jeg nævnte det for direktøren, rystede han på hovedet.

-Gør som jeg, sagde han. -Glem det.

 

Vi står på mit kontor.

Et øjeblik bliver vi stående, jeg véd jeg aldrig kommer tilbage. Det vil ikke være muligt, ikke efter hvad der er sket.

Man kan ikke ustraffet læse en tekst som Q.

Jakob ser sig om.

-Her har du siddet, siger han. -Her har du tilbragt lang tid.

Jeg man mærke hvad han prøver. Han prøver at inddrikke noget af min fortid. Noget af det vi ikke har kunnet dele fordi vi først har genfundet hinanden nu.

Jeg elsker ham for det.

 

Nedgangen er upåfaldende.

Jeg trækker en lav reol med årsskrifter fra Danmarks Turistforening til side og den lave, buede dør kommer til syne.

Bag døren fører en trappe nedad. Keld hænger i luften foran os.

Krager har ved lav flyvehastighed normalt en flagrende flugt. Keld derimod bevæger sig som en spurvehøg, glidende, balletagtigt, også nu. Han skruer sig nedad foran os i en spiral der følger trappen.

Jakob tænder lommelygten på sin mobiltelefon. I lyset ser jeg at han stadig fra bageriet har sine træsko på. Han ligner Klods-Hans mere end nogensinde. Også med den måde han nu bevæger sig ned i mørket på. Uden tøven. Med den dødsforagt der i eventyret ligger bag bondedrengen der rider sin gedebuk op på slottet.

Han vender sig pludselig mod mig.

-De tror du er en heks. De har ret. Du er en heks. Og en prinsesse. Du er min hekse-prinsesse.

Han holder om mig. Vi kysser hinanden. Keld betragter os interesseret.

Et øjeblik synes jeg kysset oplyser mørket omkring os. Men det er kun mobillygten.

Vi bevæger os ned ad trappen, trinene er af jern. Ved dens fod begynder reolerne. De er endeløse. Vi er vant til reoler i retvinklede rum, her følger bogrækkerne de buede gange. Her er lavt til loftet, og lofterne er hvælvede murstensbuer, ældgamle. Luften er kølig, tør, med en syrlig anelse af tryksværte. Og en lugt af ælde. Af den gru der findes i den del af fortiden vi har skubbet fra os.

Keld svæver foran os.

-Han leder os, siger Jakob, -hvordan er det muligt?

Jeg svarer ikke. Jeg er begyndt at ane svaret, men jeg tør endnu ikke udtale det.

Fra gangen vi går af, forgrener sidegange sig ud. I lyset kan man se hvordan de deler sig videre.

Vi går ned ad endnu en trappe, køligheden bliver til kulde. Gangen vider sig ud til en række af højloftede rum, fra gulv til loft er der reoler. Jakob rører ved bogryggene, selvfølgelig skal han røre ved dem. Han puster på dem, en sky af støv letter.

Med mellemrum passerer vi en stol eller en lille sofa, møbler der må være hundrede år gamle eller mere, ved flere af dem er betrækket næsten bortædt af møl, eller et ben er kollapset og sofaen faldet fremad.

Jakob standser op og lyser. På en lænestol ligger et kranium. Han bøjer sig ned, selvfølgelig skal han røre, han løfter knogler op i lyset, knogler omviklet af grønt stof, nogle af dem holdt sammen af hvad der ligner vævsrester.

Han føler på stoffet.

-Silkebrokade. Det må være mindst 150 år gammelt. Min oldemor havde sådan noget.

-Der er et rygte, siger jeg. -Om at der er bibliotekarer som er gået vild i kælderarkiverne. Og aldrig har fundet tilbage.

Jakob løfter kraniet. I lyset kan jeg pludselig se han ligner en blanding af Klods-Hans og Hamlet med Yoricks kranium.

Det er ikke rigtig at kærlighed gør blind. Kærlighed gør seende. Det er først når vi elsker hinanden at vi virkelig kan se hinanden. Se de store muligheder der som skikkelser står bag ethvert menneske. Det har Jesus vidst.

Vi fortsætter. Keld kalder dæmpet på os, en vindeltrappe fører opad, vi kommer til en slags balustrade med høje reoler på begge sider.

Vi véd at vi er nået frem.

-Sluk lygten, siger jeg.

Lyset går ud. Mørket er dybt, stofligt, som en vægt. Med den flade blykasse hvori jeg har lagt papyrussen, går jeg ud i mørket. Til jeg støder på bogrygge.

Jeg lader kassen passere over bøgerne. Vender den og lader den forsvinde i mellemrummet bag dem.

Jeg træder tilbage. Jeg vil aldrig kunne genfinde dette sted.

Vi véd det alle tre. Verden er ikke parat til dette skrift. Til den dybde af medfølelse og klarhed som teksten viser var, hvad Jesus egentlig kom med.

Men nogle vil genfinde den. Keld vil kunne pege den ud. Måske for dig der læser dette.

-’Når I anser det som er to, for ét, og I anser det indvendige for lige med det udvendige, og det øvre for lige med det nedre, og det mandlige og det kvindelige for ét, da vil I gå ind i Riget som er i alles hjerter.’

Det er Keld.

Jakob tænder lyset. Keld sidder på balustraden.

Vi sætter os på hug foran ham.

-Det er fra Q, siger jeg. -Der er et lignende sted i Thomasevangeliet. Men dette er ordret Q. Han kan aldrig have hørt den tekst. Hvor kender han den fra? Hvor kender du den fra, Keld?

Jeg tager igen fuglens hoved mellem mine hænder. I lyset er hans øjne som sorte perler.

Det bliver Jakob der siger det.

-Hvis nu Jesus virkelig kom tilbage. Hvis det er muligt at Det Højere kommer til stede i en krop. Hvorfor så ikke i en fugl?

Keld lægger hovedet på skrå.

-Eller, siger jeg, -hvis Jesus genkomst er noget der kan komme til stede i mange samtidigt. På mange måder. Snart i en overbegavet krage, snart i– kærligheden mellem to mennesker.

Jeg stryger Keld over fjerene.

-Forstår du os, spørger jeg. -Forstår du hvad vi siger?

Keld lægger hovedet på skrå.

Så letter han.

-Det er måske alligevel bare en biblioteksfugl, siger Jakob.

Keld vender sig pludselig i luften. Et øjeblik står han stille i lyset, med svirrende vinger. Som en kolibri.

-Glædelig jul, siger han.

Vi står forstenede.

-Glædelig jul, professor Hjelmslev.

Et øjeblik står vi – i uvisheden. Så følger vi Keld tilbage mod overfladen og lyset. Jakob tager min hånd.

På en måde føles det ikke som om vi er alene. Med os har vi jer som har læst dette.

-Måske, siger han, -ligger svaret nogle gange i at man ikke får svar.

-Ja, siger jeg. -Den onde hyleme!

 

 

Vi har været i kontakt med forfatteren. Hun lever og har det godt. Hun ønsker alle læsere en rigtig glædelig jul.