Måske er det en lovmæssighed at der i enhver dybere og mere intens proces skal optræde en fortættet forhindring. Der vil kunne opleves som en grænse man skal passere.
Vi har nu haft vores andet modul på uddannelsen, en hel weekend, to dage i træk, og jeg oplever vi nåede en grænse. Og passerede den.
Forhindringen indfandt sig da vi introducerede stilheden.
De to hele dages undervisning skulle handle om fordybelse, og de skulle markere afslutningen, og den foreløbige kulmination, på det vi har kaldt egenpraksis. Altså den periode hvor vi arbejder med vores personlige fordybelse. Fordi man ikke kan fungere i kontakten med andre mennesker fra et sted længere inde i sig selv, end man har adgang til. Fordi kilderne til de kvaliteter dette forløb handler om, nærvær og den gensidige forståelse der kaldes empati, de kilder findes i os selv.
Stilhed er et kendt, gennemprøvet og værdifuldt middel til at komme dybere i sig selv. I stilheden får sindets opmudring en mulighed for at falde til ro så vandet bliver klart.

Foto: Jeanette Lykkegård

Men stilheden er også udfordrende. Som vi alle oplevede.
Efter en indledning af fælles meditation og et yogastræk, den træning af kropsbevidsthed som vi bliver ved med at vende tilbage til, gik vi ind i en periode af stilhed, i alt omkring syv timer.
Det vil sige: Deltagerne var i stilhed. Spiste frokost i stilhed, gik måske en lille tur i stilhed, drak te i stilhed.
Vi undervisere talte. Guidede meditationer, en kropsskanning, igangsatte gående meditationer.
Efter de syv timer brød vi stilheden, langsomt og varsomt, efter at have hvilet i stilheden kan tale opleves brutalt.
Derefter bearbejdede, og fortalte deltagerne om, deres oplevelser med tavsheden.
Flere fortalte hvor udfordrende den er. Hvordan man opdager at man er opdraget til uafbrudt at være i kontakt. At være parat til at smile. Til at kommunikere verbalt og med gestus.
Når denne mulighed forsvinder, kan der opstå et horror vacui, et skræmmende tomrum der fortæller at vi har vænnet os til at søge tryghed i konstant kontakt. En vigtig opdagelse.
Andre fortæller modsat om den helende følelse der kan være forbundet med stilhed. Om velbehaget og følelsen af fred der ligger i at være fri fra at skulle være i kontakt.
Hvad enten stilheden opleves positivt eller negativ, er den lærerig. Og vi mindede os selv om, at disse få timers selvvalgt tavshed vi som voksne tillod os selv at eksperimentere med, er for intet at regne mod den koncentrerede tavshed og motoriske stilstand vi i skolen forlanger af børnene. Fra de fra børnehaven møder det uundgåelig skolechok og dets krav om en ro og tavshed de færreste børn i den alder før er blevet afkrævet.

Foto: Jeanette Lykkegård

Vi undervisere sagde den dag god nat til deltagerne (undervisningen varede til klokken 21) med en vis uro. Vi oplevede at vi alle stod ved en grænse.
Ville vi sammen kunne se ind i denne påmindelse om at man ikke kan sødme sig til indre fordybelse? Forstå at det også kræver hjertemod at møde sig selv i stilheden?
Da vi mødtes næste morgen, blev det tydeligt at vi havde passeret tærsklen.
Det er svært at sige nøjagtig hvordan vi vidste det, hvordan man kan vide det. Det var noget med den glæde der var i rummet da vi spiste morgenmad, noget med lyset i øjnene.
Da vi rejste os og gik ind i salen var der en stemning som jeg tror var fælles, en stemning af at have gjort en dyrekøbt, men også betydningsfuld erfaring.

Foto: Jeanette Lykkegård

Den dag, om søndagen, arbejdede vi med børn og instinkter. Jeg havde inviteret min søn på otte år, Daniel, med, og vi demonstrerede en leg, vi altid har leget. Det er en vild leg, en braseleg, men dens fundament er at Daniel har en såkaldt ’lammerpistol, et virtuelt våben med hvilken han altid kan fastfryse den voksne.
Den sikkerhed gør at han og jeg kan slås lige så vildt det skal være, fordi han har altid last cut, han kan altid standse legen det sekund den bliver for voldsom for ham.
Derfra gik vi videre til stagefight, prøvede at give teaterlussinger, iagttog nøje hvad dette bevægelsesmønster satte i gang i kroppen, og talte om vigtigheden af at man som voksen har kontakt til, og træner bevidsthed om, sin instinktive energi. Den energi er en del af et menneskes udstrålingskraft, kan man gøre sig fortrolig med den, er den en kraftfuld forbundsfælle i klasserumsledelse, og, ja, i livet i det hele taget.

Foto: Jeanette Lykkegård

Mod dagens slutning drejede vi opmærksomheden mod det der fra nu af vil være en del af hver session: Deltagernes udvikling af deres individuelle måde af formidle nærvær og empati til børn og unge på.
De fleste har længe været i gang med dette, det er tydeligt, det har vi mærket allerede under skype-møderne. I virkeligheden har vi alle skullet holde os lidt tilbage for ikke at springe ud i dette så fascinerende emne tidligere. Vi har skullet fastholde vigtigheden af at vi som voksne selv skaffer os erfaringer med og vedligeholder og fordyber den personlige nærværstræning vi nu vil begynde at give børnene.
Men nu kommer det. Fra i dag handler det daglige hjemmearbejde og den fortsatte undervisning også om formidling til børn og unge.
Handler om hvordan man, via sit eget eksempel, bringer venlighed, varme og tilstedevær til børn og unge. Uden at lave et nyt fag, indflettet i sit daglige arbejde.
Mod det vil vi fra nu af rette vores opmærksomhed.

Varme hilsner

Peter Høeg

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet. Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab, og medforfatter til bogen‚ Empati – det der holder verden sammen‘. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning.
Han bor i tilknytning til Vækstcentret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Alle foto fra uddannelsen: Jeanette Lykkegård