BLOGCAST: Dette indlæg er indtalt af forfatteren. Du kan lytte til bloggen her (5:07):

 

---

 

Jeg går hen ad den lille sti langs stengærdet, med de smukke gamle sten. Et fugletræk danner en vifteformet formation højt over mig. Der er en duft af efterår og våde blade. Jeg har netop rejst mig fra en praksisperiode og har lyst til at udnytte det smukke formiddagslys til en gåtur udover markerne.

På gårdspladsen midt i løvets gyldne farver ligger noget hvidt og bryder skalaen af rust og okker. Et stykke køkkenrulle. Vådt og sammenkrøllet. Nogle må have tabt det. Mærkeligt at ingen har samlet det op. Her er altid så fint. Skal jeg? Hvad mon det har været brugt til? Det ser rent nok ud. Men det er jo ikke til at vide. Hvis jeg samler det op, skal jeg tilbage og vaske hænder. Mon ikke en anden tager det? Jeg skal jo ud på tur. Videre, ud i naturen. Ud og nyde luftens mildhed og alle de smukke sanseindtryk, inden jeg skal tilbage og fordybe mig i den bog, jeg lige nu er optaget af.

Jeg er i gang med: ”Tantra og Kærlighed” skrevet af Jes Bertelsen. I det første kapitel beskriver han energiprocessernes love. Som jeg forstår det, udnytter vi kun 1/10 af den bioenergi vi har til rådighed, og meget af den taber vi endda. Blandt andet ved dagligt at efterlade ufærdige situationer. Vi går på en måde lidt ved siden af os selv. Er ofte ikke helt samtidige og nærværende med det der sker. Jes Bertelsen foreslår at vi inden sengetid gennemgår dagen og finder den episode der er mest ufærdig, idet det måske giver en mulighed for at afslutte begivenheden.

Jeg kan godt fornemme, hvordan det ikke afrundede kan påvirke energien. Hvordan det kan trække tråde bagud. Tråde der binder og sluger energi. Min energi og andres energi. Måske endda en global energi hvis man hæver perspektivet op på et universelt plan.

Situation på situation dukker op. Små og store. Nogle mange år tilbage, andre tæt på. De kan være relationelle eller have fundet sted i mit personlige rum.

Bertelsen foreslår at man mindst én gang dagligt øver sig i at være samtidig med en situation. Føle den fuldt, mærke pausen når den naturligt afrunder sig i sig selv – og så forlade den.

Et lignende budskab kommer samme dag blot fra en anden kant. Tilsyneladende uafhængigt af det første. En slags synkront budskab. Jeg indlæser blogindlæg for Kontemplation.dk, og det næste i rækken er: ”Hvad døden kan lære os om livet” af Hanneli Ågotsdatter. Jeg læser altid teksten højt for mig selv inden lydoptagelsen. Sidst i indlægget siges det at Frank Ostaseski fremhæver betydningen af afslutninger. ”Ikke blot den ultimative afslutning, men afslutninger generelt; et måltid der afsluttes, en relation, et kærlighedsforhold, en arbejdsopgave, en samtale, dagen som sådan. Måden hvorpå vi møder afslutninger, har ofte tendens til at forme hvordan derpå følgende begyndelser forløber. Ved at kultivere nærvær i livets mange afslutninger får vi ikke blot en bevidsthed om vores liv fra dag til dag, men også den bedst tænkelige forberedelse på døden.”

Dette er ikke fremmed for mig. Men jeg glemmer det. Det er som om jeg kun bruger den bevidsthed, når livet virkelig udfordrer, og store valg skal træffes. Da bliver det en slags navigationsudstyr. I sådanne situationer forestiller jeg mig at jeg er ved livets afslutning og spørger: Hvad vil betyde noget for mig, hvis jeg skal herfra i morgen? Hvad vil være betydningsfuldt at få sagt og gjort? Få afrundet?”

Men hvorfor ikke gøre det til en daglig praksis? Hvordan vil det være at stille spørgsmålet: Er der noget, jeg efterlader uafsluttet i dag? En slags indre og ydre rengøring, så det ikke hober sig op?

Men hvor skal barren egentlig sættes? Hvornår er noget stort nok til at blive set efter i sømmene? Det er det, jeg går og overvejer på vej hen ad stien her sidst på dagen. Nu er lyset anderledes, det mørkner og duftene fra løvet fornøjer mine sanser. Igen dér på gårdspladsen skimter jeg det hvide. Papiret fra i formiddags. Måske skal jeg slet ikke skelne imellem stort og småt? Måske er det en attitude, der skal kultiveres. Jeg tager et gyldent blad og bruger det til at samle papiret op.

 

Foto: Daiga Ellaby, Unsplash

---

Hanne Linde
er billedkunstner og mindfulnessunderviser. Hun har lang erfaring med at undervise både børn og voksne og er ansat i Gentofte Kommune som undervisningskonsulent i kreativitet, relationskompetencer og nærværstræning. Hanne er en del af Kontemplations team og værtinde på flere af vores retreats og kurser.
Læs mere om Hanne her: hannelinde.dk