BLOGCAST: Indlægget er indtalt af Morten Winkler. Lyt til bloggen her (13:01):

 

’De barrikaderer døren, så moren ikke kan komme ind.
Det er noget tid siden nu, at hun har været på det lukkede hospital.
Lige nu har hun kniven i hånden, foran sig, ansigtet forvrænget i angst, de udstående øjne, der glider ind og ud af trance. Hun står helt tæt op ad døren og hvisker til børnene. Hun vil jo bare sætte dem fri.’

Foran mig sidder Camilla Stenhaug. Jeg har inviteret hende til at tale om sin selvbiografiske, roman, ‘At blive et menneske‘. Hovedpersonen, Liv, er baseret på Camillas egen opvækst.
Fortællingen begynder ved at tage læseren direkte ind i ovenstående situation, hvor Ragnar, som senere bliver far til Liv, gemmer sig på toilettet for sin psykisk syge mor sammen med sine søskende. Og således, gennem udvalgte situationer en periode på 55 år, fra 1963 til 2018, portrætteres gennem bogen tre generationers vej gennem livet. Vi bliver vidne til udfordringer med psykisk sygdom og overgreb – og til familiemedlemmernes forskellige livsstrategier som mad- og alkoholmisbrug, præstation, og bloksystemer, men også terapi, genkendelse, empati, omsorg og tilgivelse.

Camilla er gift og har to teenagesønner. Til daglig er hun udviklingskonsulent og leder af et frivilligcenter hvor hun udvikler projekter der blandt andet sigter mod at hjælpe udsatte mennesker ind i sociale fællesskaber og hen mod opdagelsen af egen handlekraft. Og motivationen for at udgive en bog med baggrund i sit eget liv er netop et håb om at den kan være et bidrag for andre.
”Jeg startede med at skrive som en psykologisk proces. Men efterhånden blev det til noget der mindede om en bog. Og jeg begyndte at omskrive den med øje for at det måske kunne have en litterær værdi for andre; at sproget, skriften måske kan åbne op til nogle andre lag i forhold til krop og ånd.
På et tidspunkt, da jeg var i gang med at omskrive bogen, opdagede jeg, med hele min krop, at alle, både mig selv og alle i mit liv, har gjort det absolut bedste de kunne. Det at have alting nede på skrift, tillod mig at se og mærke dette, fordi jeg kunne betragte det udefra. Og det bogen forsøger at vise er hele konteksten af hvordan karaktererne er formet.”

’Liv drømmer. Hun er en soldat med et skjold og et sværd, parat til at drage i krig. Hun bobler af vrede og angrebslyst, hendes øjne er lysende sorte og uden bund. En vulkan indeni, der kun holdes tilbage af en tynd og skrøbelig skal. Hun er parat til at straffe, sønderrive og lade blod flyde, parat til at lemlæste nøgne kroppe, så de blottes indtil splintrende knogler. Parat til at tage hævn for al den uret, som nogen har påført hende. Men hun tør ikke rette vreden nogen steder hen, så hun lader den bare være, uforløst, konstant brændende, mens den i ubemærket stilhed nedbryder hendes indre.’

Igennem bogen vises kompleksiteten i personlighederne, og i situationerne. ”Vi har svært ved som samfund at forstå at ting kan godt være flere ting på en gang”, siger Camilla. ”Vi ser det også med MeToo, vi forstår alt i modsætningspar. Det fritager én selv for ansvar. Det gør det nemmere at placere skyld og pege udad. I hvert tilfælde hvis man er offer. Men jo mere man fastholder hinanden i de her positioner, jo sværere er det at bryde ud og se det som noget meget mere komplekst. Én sagde på et tidspunkt sætningen: ’Der er kun en bøddel hvis der er et villigt offer’. Og jeg tør knap sige det i de her tider. Da jeg hørte sætningen første gang blev jeg rasende. For jeg kunne godt lide at være offer, for det er også beskyttet at være der. Men hvis man virkelig tænker at bødlen er ikke kun bøddel, men også offer, i sådan en uendelig årsagskæde; det er en enorm befrielse. Men det kræver modenheden og modet til at se at tingene ikke kun er én ting. Og Liv ender i den position ved held og ved vilje.”

’Han trækker sig ud, griner og hiver sine bukser op igen. Giver Liv hånden med den størknede spytklat og trækker hende ud af bilen igen. Pakker tæppet sammen, rejser sæderne op og gør klar til at køre hende til bussen.
Liv kan ikke sidde ned på bilsædet. Det gør så ondt mellem benene, at hun må knytte hænderne, placere dem under hver balde og forsøge at løfte sin kropsvægt væk fra underlivet.’

Noget af det Camilla brændende ønsker at formidle videre gennem sin bog, er at det er muligt at bryde med en bestemt livsfortælling. ”Det som Liv får skabt som en fortælling om sig selv er at hun kun har værdi når hun er noget for andre. Hun tænker at hun ingen værdi har med mindre hun præsterer for andre. Det er noget hun er blevet fortalt, fordi både hendes forældre og bedsteforældre også har arvet de fortællinger: at man aldrig i sig selv, blot ved at være og ved at trække vejret, har en værdi.”
Og så trækker Camilla erfaringen hjem til sig selv inden hun tydeligt berørt fortsætter: ”Jeg skulle nok blive 40 år, før jeg fandt ud af at det var inde i mig hele tiden; kraften og muligheden for at forandre min fortælling.”

Mens bogen formidler denne mulighed, viser den samtidig at man nok oftest behøver støtte fra omverdenen for at turde at gå derind i sig selv hvor kraften til at skabe forandring ligger. Og for at turde at blive synlig. I Livs familie ligger så meget i mørket fordi det er skamfuldt. Strategien bliver at forsøge at gemme det væk: ”Man kan føle sig skyldig når man har gjort noget forkert. Skam kommer af en følelse af at være forkert. Og i Livs familie er det skamfyldt at være psykisk syg og psykisk sygdom løber i familien. Men jo mere man holder noget nede, og jo mere man flygter fra noget, sådan som jeg forstår det, jo mere vil det præge dit liv. Og det viser de tre generationer i bogen: Jo mere de forsøger at skjule det, og kalde det noget andet, jo større vokser skammen sig.”

’Liv genoptager sit bloksystem fra gymnasietiden.
Første blok er morgenløb inden morgenmaden.
Måske 16 kilometer. Senere på året når hun op på 20 eller 30 kilometer.
Så må hun stå op kl. 04 for at nå det.
Næste blok morgenmad og afsted til uni.
Tredje blok er forelæsninger og tid på læsesalen.
Fjerde blok er hjem til aftensmad og i seng.’

En af Livs strategier til at flygte fra skammen, og skabe en oplevelse af værdifuldhed, bliver præstation. ”Jeg ser i vores samfund at præstation bliver en flugtvej. Vi er mere et gøre-samfund end et være-samfund. Så måske er det ikke så mærkeligt at Liv gør en hel masse; løber, studerer, dygtiggør sig. Og det er også noget hun har lært fra familien. Når noget er svært så overpræsterer de. Jeg tror der er mange i vores samfund der vælger overpræstation -og bliver syge af det”.

’Sådan lever hun et år.
Indtil hendes krop insisterer på at få noget tilbage. Liv kan ikke styre sin magt længere.
Hun er undervægtig og så voldsomt i underskud af næring, at hvis hun først begynder at spise, kan hun ikke stoppe igen. Hun skifter derfor i perioder anoreksien ud med bulimi.
Med bulimi ser Liv ikke længere tynd ud, men normalvægtig. Hendes indre kaos er dog endnu større under denne form for selvhad.’

”Liv kommer til en terapeut i sine 30’ere som tør være med skammen. Hun ser skam som noget der har brug for at blive lyst på.” Camilla holder en pause inden hun fortsætter: ”Skam, siger forskeren Brené Brown, kan ikke overleve når den belyses med sårbarhed. Så jo mere du bringer sårbarhed frem, og er autentisk med din skam, jo mindre kan skammen overleve. Skam isolerer. Jeg kan ikke forestille mig en mere ensomhedsskabende følelse end skam. Fordi skammen laver en fortælling om at der ikke er nogen der kan tåle at se mig. Eller hvis de ser mig så dør jeg – eller jeg bliver slået ihjel. Det eneste våben mod skammen er at turde at blive set, og at der er nogle der tør at se én. Og her har Liv været heldig fordi hun har mødt mennesker som har turdet se hende – og med hvem hun har turdet vise sig. Det er ikke alle der er så heldige.”
Det ved Camilla fra sit arbejde med mennesker som ikke endnu har haft en oplevelse af at blive set og mødt. Camilla oplever tilmed at vores dualistiske verdensbillede, og bestemte fremstillinger af succesfulde liv udadtil, kan anspore en forestilling om at mennesker med et arbejde og en familie er robuste og lever et ubesværet liv. Det gør det endnu sværere at stå uden for de positioner og tro på at man kan nå derhen, siger hun.

’Efter en højdestigning når Liv som den første et plateau. Et overdådigt landskab åbner sig for hende, frosne højsøer med metervis af sne ovenpå, granerne i små klynger omkring. Et stykke forude opdager hun to elge, der er ved at krydse langrendsporet. Så imponerende majestætiske, med de duvende skridt, så roligt træder de gennem dyner af sne. På én gang både blidt og roligt; faretruende og respektindgydende.
De manifesterer en balance, så symbiotisk en del af landskabet. Livs sanser tuner ind på deres nærvær. De er præcist dér, hvor de skal være.’

”Jeg håber at Liv kan give håb til dem som kan genkende at være i noget svært. Men også håb om forsoning. Det kan godt være det føles som den eneste udvej at beholde de positioner man kender, men den man holder fanget er sig selv. Hvis man altid er offer så kan man ikke få fat i sine kompetencer og autonomi. Og hvis man altid er bødlen, så er der ikke ret mange fællesskaber man kan se sig selv i. Jeg håber at jeg har vist nok omsorg for karaktererne så man kan se at enhver person rummer mange positioner på én gang.”

’Liv tænker på, hvor mange år hun har spildt på at give sin mor skylden for sin spiseforstyrrelse. Det må have været nøjagtigt lige så smertefuldt for Kirsten at blive pint af en spiseforstyrret stemme dagligt, som det senere blev for Liv. Når Liv tænker på det, bliver hun sorgfuld på sin mors vegne og får lyst til at kramme hende.’

Men hvordan kan man rent praktisk ændre på måden man ser på? Og hvordan kan man ændre de strategier man har levet efter, og som måske også har været fuldstændigt nødvendige for ens overlevelse?
Jeg spørger Camilla, som svarer at det er svært: ”Liv har så indbyggede strategier, og kroppen går simpelthen i forvejen før Liv opdager det i alle mulige situationer. I det her samfund går alting meget hurtigt, og jeg oplever at man skal være meget bevidst og have konkrete praksisser for at understøtte at man bliver med kroppen og væren. Nu slutter romanen jo med at Liv har besluttet sig for at hun ikke vil flygte mere. Og derfra er der håb. Men det er ikke givet at hun ikke flygter igen. I mit eget liv har jeg strategier, forandringen kommer ikke af sig selv, og den fortsatte forandring heller ikke. Jeg må have rammer der understøtter det. Jeg har sat tid af i min arbejdskalender til meditation. Jeg skal have plads til refleksion og fordybelse. Og det stritter rigtig meget mod Outlook kalender-bookingsystemet. Jeg bliver nødt til hver eneste dag at genbeslutte at jeg vil skabe plads til det, skabe det rum, så jeg ikke ender i overpræstation. Og ja, psykisk sygdom.”
Det rum – man kunne måske kalde det et pause-rum – er altså nødvendigt, oplever Camilla, for at opdage hvad der egentlig foregår i sit indre. Og for at se det som ligger i skygge. Og nødvendigt for at opdage når vi igen og igen falder i gamle mønstre. At opdage muligheden for, med venlighed, at genbeslutte en anden måde at være til på.

Både i samtalen med Camilla, og igennem bogen, bliver det tydeligt hvor vigtigt det er for mennesker at have en eller flere omkring sig der tør være der med én, når det er mørkt og svært.
Læseoplevelsen styrker hos mig intentionen om fortsat at kultivere mit eget hjertes mod til at møde mennesker dér hvor de er, også når de står i virkeligt vanskelige livsomstændigheder. At se dem i øjnene. At forblive vågen overfor de lidelser der findes i verden. Uden at falde ind i forestillingen om at vi skal kunne løse verdens problemer. Men i første omgang at kultivere det mod der skal til for ikke at vende os bort fra mennesker i lidelse. For når vi vender os bort fra andres lidelse, så står de alene. Og vi vender os samtidigt bort fra noget i os selv. For mon ikke offeret og bødlen, misbrugeren, overgriberen og den overgrebne – lidelsen – er en del af os alle?

’Liv står som forstenet og ser sin far vakle højere og højere op, en mastodont, på vej op mod skyhøje tinder, som han samtidig synes at styrte ned fra i en voldsom fart. Han har mistet sin omkreds og det er svært at se, hvor han egentlig starter og hvor Liv slutter. Noget dybt inde i hende rækker ud efter ham og forstår.’

 

‘At blive et menneske’ er udgivet af Forlaget Mellemgaard.

 

Portrætfoto: Brian Rasmussen

---

 

Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Jeanette er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.