At bringe mening ud i livet

af Vibeke Vindeløv | | 4. juli 2020

Vibeke Vindeloev

Efter denne gennemgang af dele af mit fagområde er tiden kommet til at se nærmere på de personlige udfordringer og forudsætninger, jeg har mødt på min vej.

Tidligt i livet undrede jeg mig – på min egen barnlige måde – over, hvor forskellige vilkår vi som mennesker er født under. For eksempel kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg skulle have alt for meget mad, og lille, sultne Sambo ingen mad havde. Fornemmelsen af det globale perspektiv og siden forståelsen af hvor utroligt privilegeret jeg altid har været, har dannet grobund for det, der blev min drivkraft, både som fagperson og menneske: At prøve at forstå og skabe en dybere mening med livets vilkår og forsøge at bidrage bare lidt til gavn for andre.

Plakaten med teksten ’Rådvild, ensom, bange’ hang i de københavnske busser og gjorde sit til, at jeg som ganske ung lavede frivilligt arbejde i Kirkens Korshær og Nicolaj Tjenesten. Men en uddannelse måtte jeg have, og efter en del flakken rundt faldt valget på jura (min far var jurist!). Afstanden mellem dogmatikken og min forståelse af verden blev dog for stor, og min terapeutiske og spirituelle træning begyndte. Jeg blev ansat som advokat, men fandt ingen mulighed for fordybelse. Tilbuddet om ansættelse på det juridiske fakultet var derfor en chance, der gjorde det muligt for mig at fordybe mig og samtidig forsørge mine to børn. Men fakultetsmiljøet var ikke let: Fokus var på karriere, konkurrence, rettigheder og kortsigtet gevinst og – med få undtagelser – meget lidt eller slet ikke på relationer, ansvar og, dybere værdier.  Jeg husker det som om jeg i den tid konstant klagede over, hvor svært det var at være på et juridisk fakultet, og jeg overvejede kraftigt at forlade det og arbejde som psykoterapeut.

For cirka 35 år siden blev også Philip Neess, min første lærer i meditation, udsat for mit brok: “De forstår ikke, hvad jeg taler om,” var min selvmedlidende kommentar. Hvortil Philip tørt bemærkede: “Så må du lære at tale et sprog, de forstår”, hvilket jeg har øvet mig på lige siden. Jeg har ’overlevet’ ved at skabe mine egne faglige nicher, og i dag skylder jeg fakultetet stor tak for at give plads til muligheden for også i et fagligt forum at kunne arbejde med et bevidst forhold til værdier og relationer.

Uden det netværk af spirituelt søgende mennesker, jeg har været heldig at have, var det dog ikke lykkedes for mig at blive på fakultetet.

En anden udfordring er af en ganske anden karakter. Konflikter fremkalder sjældent det smukkeste i mennesket. Udover oplevelsen af sorg, krænkelse, vrede og angst møder vi mæglere hos parterne undertiden også had, ufølsomhed, selvhævdelse og direkte ondskab. Som såkaldt tredje part har det været en overkommelig udfordring for mig at være rummelig, empatisk over for en part, der udtrykker sorg og vrede. Men langt vanskeligere bliver det at fastholde empatien og troen på kernen af renhed og kærlighed i hver enkelt, når viljen (og evnen?) til at forstå konsekvenserne af egne handlinger synes fraværende.

Jeg har fundet hjælp hos Hannah Arendt i hendes begreb ’ondskabens banalitet’. Jeg har gået i terapi, hvor jeg har måttet erkende mine egne skyggesider i håbet om at forstå helheden i mig selv og andre.

Det har hjulpet, men ikke været tilstrækkeligt. Men det at forsøge være åben over for et højere mål, har for mig kunnet fungere som en grundpille i arbejdet med at overvinde udfordringerne.

Martin Buber siger det så smukt: Frihed og skæbne er højtideligt trolovede og indbyrdes forbundne i betydning.

Når den form for engagement, som han her taler om, opstår, så føler man det, som om man måske opfylder sin skæbne.

Man føler sig da også undertiden friere, end man nogensinde tidligere i sit liv har gjort.

Den frihed, Buber taler om, er den vågnende erkendelse af, at jeg nu er mere fri i forhold til at gøre, hvad jeg føler er rigtigt uden så megen skelen til konventioner o.l. Opfordringen til at række ud over sig selv og gøre noget, som er virkelig meningsfuldt.

Dette er for mig indbegrebet af samhørighed. Det handler om, at vi mærker den helhed, der udfolder sig inden i hver af os, her og nu, og handler derefter.

Jeg er fuldt opmærksom på, at denne erkendelse indebærer en risiko for patos, som imidlertid konstant punkteres ved min utilstrækkelighed i den praktiske udfoldelse. Afgørende bliver derfor også at blive ‘på myrens fodsti’.

At være spændt ud mellem disse to poler – kraften og magtfuldheden i at ønske at være blot lidt til gavn og ydmygheden ved at mærke at dette bedst sker, når vi oplever os som et instrument – er det, som, i alt fald i mit tilfælde, kræver hårdt arbejde og årvågenhed.

Den eneste type ‘arbejde’, jeg kender, der kan håndtere det spænd, er meditativ, åndelig praksis. Kun derved er det muligt for mig at transformere den fordømmelse og angst, der ellers måtte gribe mig, når jeg sidder over for et menneske, hvis handlinger synes umenneskelige – og at fastholde kærlighedsfølelsen.

Spiritualitet er for mig det enkle at sanse en mening, der rækker ud over en selv, og at gøre sit til at bringe den mening ud i livet her på jorden.

Så enkelt – og dog så svært.

 


At bringe den mening ud i livet er redigeret og tilrettelagt for Kontemplations blog. Teksten udkom første gang som del af Vibeke Vindeløvs bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen.


Vibeke Vindeløv er jurist, psykoterapeut og professor i konfliktmægling ved Det juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Hun er forfatter til adskillige artikler og bøger om jura, mægling og forsoning. Hun har omfattende erfaring med undervisning i og praktisk arbejde med konfliktløsning og mægling i en mangfoldighed af konflikttyper. Hun interesserer sig for sammenhængen mellem værdi og handling og den store og den lille konflikt. Geografiske fokuspunkter for hendes internationale arbejde har vært Sydøsteuropa (Balkan) og Sydafrika.