PÅSKEBREV: AT KOMME HJEM
af Peter Høeg og Hanneli Ågotsdatter | PRAXIS | 17. april 2022
Kære venner og bekendte af Kontemplation
Vi prøver normalt at begynde Kontemplations nyhedsbreve med én eller anden form for opløftende konstatering.
Det er denne gang lidt vanskeligere end det plejer. Især på grund af den internationalt anspændte sikkerhedssituation.
På den anden side giver dette endnu mere grund til at pege på den forbindelse der er mellem ydre og indre tryghed og bæredygtighed. Hvor vigtigt det arbejde er vi selv har mulighed for at udføre. Med os selv og vores relationer.
Lægen og dybdepsykologen C. G. Jung som er én af vores helte, blev ved hen gennem sit liv at pege på betydningen, på sigt også den politiske betydning, af at enkeltpersoner og grupper tog ansvaret for deres egne emotioner og udførte også et stykke indre arbejde.
En lignende tankegang er andre kloge folk inde på. I sin vigtige bog Den store omstilling siger Jørgen Steen Nielsen at han har tillid til at enkeltpersoners og gruppers lavmælte, men vedholdende indsats ’under radaren’ i længden vil kunne samle sig til en bærebølge for bevægelsen mod et bæredygtigt samfund.
Vi har alle chancen for, indenfor hver vores område, at tage skridt i hvad der for os er den rigtige retning.
Vi er i Kontemplation rigtig glade for at psykoterapeut Britta Karlshøj sætter et intensivt forløb over fem tirsdage op under overskriften Drømme, terapi og meditation.
Forløbet, som begynder den 17. maj, er beregnet for dem der ønsker at gå dybere ind i deres drømme i en mindre og tryg gruppe (der er et maksimalt deltagerantal på omkring 10) hvor der bliver mulighed for at give også de terapeutisk betydningsfulde aspekter af drømmelivet opmærksomhed og omsorg i individuel kontakt med underviseren.
Et andet forløb som vi også er rigtig glade for at nævne, er Martins Guldbergs præsentation af Bob Moores energiøvelser og -arbejde som begynder 19. maj. Kurset I Bob Moore’s fodspor strækker sig over fem gange.
Hjerteligt velkommen til forårets to online forløb!
Og så er vores Praksisbibliotek her i påsken blevet opdateret med en ny meditation, en video hvor Hanneli og Torben Westergaard med guidning og musik beskriver bevægelsen mod At komme hjem.
Varme påskehilsner – og ønsker om det bedst mulige forår
på vegne af Kontemplations team
Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg