MÆGLING I INTERNATIONALE KONFLIKTER
af GAIA | 28. juni 2020
|
Mit arbejde med konflikter i udlandet begyndte i samarbejde med medlemmer fra det dengang nystartede Center for Konfliktløsning. Vi holdt kurser i Montenegro under (og efter) krigen på Balkan, og langsomt udvidede jeg mine aktiviteter til andre konfliktområder blandt andet til Sydafrika.
Her blev to former for konflikthåndtering anskueliggjort; den traditionelle og den refleksive (se beskrivelse i ‘Kontfliktforståelse, samhørighed og gensidigt ansvar’). Også i forbindelse med opgør efter krige og borgerkrige, og selv med hensyn til grove menneskerettighedskrænkelser, har jeg set reaktionsformer, der kan siges at være så forskellige, at de har paralleller i de to paradigmer,[xii] som vil blive illustreret nedenfor.
Det typiske i forbindelse med opgør efter krige, borgerkrige og forbrydelser er, at ofrene ønsker retfærdighed eller hævn i form af straffe, og at gerningsmændene ønsker at glemme, at komme videre – eventuelt i form af tildeling af amnesti. Begge reaktionsmåder er formentlig alment menneskelige.
Klassiske opgør efter krige og borgerkrige er henholdsvis tribunaler, for eksempel i Jugoslavien og Rwanda-tribunalerne og sandhedskommissioner i for eksempel El Salvador.
Forskellene mellem disse er, at hvor den ene model, tribunalet, primært fremtræder som en varetagelse af samfundets (og verdenssamfundets) interesser, og som mål har straf og hævn og en mulig præventiv effekt, er sandhedskommissionen, som den kendes fra eksempelvis Salvador, tilsyneladende oprindeligt etableret med ofrenes interesser for øje, nemlig i form af ønsket om anerkendelse af og dokumentation for det begåede. Under processen ændrer hensynet sig imidlertid ofte til primær varetagelse af gerningsmændenes ønske om glemsel udmøntet i en generel amnesti.
Lighederne mellem de to reaktionsformer er ønsket om retfærdighed og respekten for et opgør med fortiden. Derudover er der den vigtige men ofte oversete lighed, at begge reaktionsmåder negligerer hensynet til den anden part og dermed fratager relationen, samhørigheden, betydning. Uanset hvilken af de to reaktionsmåder der anvendes, overser den det faktum, at såvel ofre som gerningsmænd ikke bare har gennemlevet en krig sammen, men også – i al fald på et eller andet tidspunkt – skal leve side om side i en fælles fremtid.
På den baggrund fremstår Sandheds- og Forsoningskommissionen (TRC = Truth and Reconciliation Commission) i Sydafrika som unik, fordi den var et forsøg på at medtænke såvel ofrenes som gerningsmændenes behov. Konstruktionen af TRC blev til efter en åben demokratisk debat, og den var baseret på en overbevisning om, dels at parterne havde haft en fælles fortid og nu skulle opbygge en fælles fremtid, dels at de ville udslette hinanden, hvis ikke det lykkedes at lade denne overbevisning slå rod. Parternes indbyrdes forbundethed blev altså tillagt vægt. Vilkårene var blandt andet, at gerningspersoner kunne få individuel amnesti under den afgørende forudsætning, at hver enkelt havde erkendt og offentligt fortalt om de krænkelser af menneskerettigheder, de havde begået (beskrevet med slagordene ’amnesty, no amnesia’), samt at ofrene (eller deres familier) offentligt kunne fortælle om de lidte overgreb og kunne modtage en erstatning.
TRC arbejdede med tre forskellige opfattelser af sandhed: En faktuel (juridisk) sandhed, som kunne bevises, og en social eller ‘dialogisk’ sandhed, som opstår ved en interaktiv proces, og som kan være kulturelt bestemt og historisk funderet, og derfor ikke nødvendigvis faktuelt rigtig. Endvidere anerkendte TRC en healende og personlig sandhed, som kunne opstå på baggrund af de narrativer, ofrene (eller deres familier) fortalte, og som kunne bidrage til de kollektive sandheder, man anerkendte måtte leve side om side.[xiii] Netop anerkendelsen af den ofte relative sandhed i parters narrativer er en helt central del af konfliktforståelse.
Man kan derfor med en vis ret hævde, at disse forskellige reaktionsmåder efter krige og borgerkrige kan rubriceres inden for de to tidligere beskrevne paradigmer.
Det ligger uden for denne artikels rammer at foretage en yderligere beskrivelse af arbejdet og udviklingen inden for TRC. Dog skal det nævnes, at Sydafrika – TRC’s uomtvistelige mangler til trods, for eksempel manglende effektuering af erstatning til ofre og svigtende iagttagelse af retssikkerhedshensyn – i dag står som lysende eksempel på et opgør efter grove menneskerettighedskrænkelser: Dels er det, efter den offentlige og langvarige proces, ikke længere muligt at benægte, at de mange krænkelser har fundet sted, dels har den offentlige anerkendelse af relationen, samhørigheden mellem ofre og gerningspersoner, skabt en indsigt i grundlaget for forsoning, som – alle udfordringerne til trods – aldrig før har været til stede.
Tilsyneladende kan et nyt retssamfund hverken bygges på hævntørst eller straffrihed. Kvaliteten af opgøret med det tidligere regimes forbrydelser bliver afgørende for den fremtidige retsbevidsthed og hele det kommende samfunds oplevelse af sammenhæng. Skal fortiden hævnes eller fortrænges, eller skal den netop erindres og erkendes? Svarene på disse spørgsmål synes afgørende både for udformningen af samfundets institutioner og for parternes mulige fælles fremtid i et genopbygget land.
Fodnoder:
[xii] Der er efterhånden opstået en del erfaring med anvendelse af dialog også i internationale konflikter. Generativ dialog opfattes i denne sammenhæng som eksisterende, når parterne opfatter et fælles skifte i deres forståelse og hhv. deres relation med andre og den sag eller det problem, dialogen har omfattet, se fx C. Otto Scharmer, Theory U, 2007. Se også The Folke Bernadotte Academy, www.folkebernadotteacademy.se, som i deres kurser har forsøgt at videregive netop denne forståelse af dialog til folk, der er involveret i internationale konflikter.
[xiii] Albie Sachs, The Strange Alchemy of Life and Law, Oxford, 2009,
Illustration: Daniel Sebastian Høeg
At mægle i internationale konflikter er redigeret og tilrettelagt for Kontemplations blog. Teksten udkom første gang som del af Vibeke Vindeløvs bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen.
Vibeke Vindeløv
er jurist, psykoterapeut og professor i konfliktmægling ved Det juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Hun er forfatter til adskillige artikler og bøger om jura, mægling og forsoning. Hun har omfattende erfaring med undervisning i og praktisk arbejde med konfliktløsning og mægling i en mangfoldighed af konflikttyper. Hun interesserer sig for sammenhængen mellem værdi og handling og den store og den lille konflikt. Geografiske fokuspunkter for hendes internationale arbejde har vært Sydøsteuropa (Balkan) og Sydafrika.