Så langt hukommelsen tillader mig at rejse tilbage i tid, har jeg elsket at være på opdagelsesrejse. Det ukendte har altid virket tiltrækkende på mig. Som det der kunne lære mig noget nyt.

Som treårig foregik opdagelserne i baghaven med hunden Sasha. Da jeg var otte, var vejen ud til en elsket pony over bækken, igennem skoven og forbi mummitroldenes hus, fyldt med eventyrlige og farefulde oplevelser. I folkeskolen udviklede videbegærligheden og eventyrlysten sig til en udlængsel og jeg skrev fristile om ekspeditioner til afrikanske jungler og indiske stepper, hvor jeg forventede at blive venner med de vilde dyr. Efter gymnasiet og i mit videre liv har rejselysten og nysgerrigheden taget mig længere og længere væk fra mit hjemland, igennem jungler, bjerge, storbyer, landsbyer, over arktisk tundra og tilbage igen. På min vej har jeg mødt en del af de dyr jeg i sin tid drømte om, samt utallige mennesker med et ligeså mangfoldigt udsyn på og indblik i verden. Både mennesker og dyr har fungeret som et spejl for mit eget blik og derved er min opfattelse af verden blevet udfordret. Og det er præcis hvad opdagelsesrejser gør, de udfordrer den rejsendes livsopfattelse og syn på verden, på menneskeheden, på andre og på selvet og nogle gange hele universet.

Min sidste opdagelsesrejse gik indad. Drevet af samme nysgerrighed som på mine rejser ud i verden, drog jeg i påsken til Øster Løkke ved den smukke danske vestkyst, for at udforske den verden som mit indre landskab udgør, for at lade mig udfordre og for at lære.

En ufarlig rejse skulle man tro, men ikke desto mindre den rejse jeg hidtil har foretaget, som har krævet mest mod. For hvad ville jeg møde derinde? Udenpå er jeg tæmmet, men indvendig gemmer der sig også noget andet, noget mere vildt. Og én ting er at møde det utæmmede udenfor mig selv, men var jeg klar til at blive venner med de vilde dyr der vist nok residerer i mit dybeste indre?

Selve turen til Vesterhavet var naturligvis en vigtig del af rejsen i sig selv, for at skabe roen til den fordybelse rejsen i det indre krævede. De andre kursusdeltagere blev på mange måder mine medrejsende og på tider, hvor jeg ikke kunne se klart, fordi jeg stod i vejen for mig selv, fungerede de som det spejl, der skærpede mit blik.

Når vi rejser ud i verden er der flere forskellige rejseformer vi kan vælge. Det kan eksempelvis være med tog, i bil, til hest, med fly, til fods eller over vand. Hver enkelt rejseform vil give vidt forskellige erfaringer, ligesom de til en vis grad bestemmer destinationen. Det samme gælder på rejsen indad. Man kan vælge forskellige transportmidler; Det kan være siddende meditation, hvor du for eksempel kan rejse med åndedrættet og følge det ind til bunden af dine lunger. Du kan også vælge, f.eks. i liggende stilling, at følge en guidende stemme med nervebanerne og den kropslige hukommelse ud i alle din krops forskellige dele. Eller du kan vælge en gående meditation hvor du igennem kontakten til dine fødder måske når ind i din krops omfangsrige videns-rum. Det kan også være at et kreativt ydre udtryk i form af sang, leg, yoga, dans eller maleri er dit bedste transportmiddel indad.

Med Hanneli og Martin som guides fik vi i påsken lov til at afprøve alle ovennævnte rejseveje og hver og én gav mig vidt forskellige erfaringer og begyndende indsigter.

De fleste af os har et foretrukket transportmiddel. Vi må blot minde os selv om at det ikke altid er den, for os, mest behagelige rejseform, der fører til den største opdagelse. Og vi må huske på, at en rigtig opdagelsesrejse ikke bare er en dans på roser. Der er altid udfordringer og modstand. Nogle rejsedestinationer er svære at nå. Der er grænsekontrollører og landevogtere og det kan være det kræver visum, for at få adgang til et bestemt land. Måske skal du klæde dig på en bestemt måde, for at vise respekt for en bestemt religion eller kultur, før du kan få lov at besøge en bestemt landsby eller et tempel. Det kan også være, at det kræver lang tids fysisk træning at nå toppen af det bjerg din sjæl så inderligt længes efter. På samme måde, vil du i din indre verden møde udfordringer og modstand og ligesom når du vil rejse ud, må du tålmodigt og respektfuldt undersøge hvad der skal til, for at du kan få adgang til de fjerne afkroge og dyrebare tempelrum i dit indre. Nogle steder vil det kræve hårdt arbejde at nå, men indtil videre siger erfaringen mig, at udbyttet er anstrengelserne værd.

Selvom min indre rejse kun lige er begyndt, har den begavet mig med en – for mig – vigtig indsigt, nemlig at jeg, når jeg fordyber min viden om min indre verden, uundgåeligt også fordyber min forståelse for og forbindelse med den ydre verden. Jeg oplever at de to rejseformer er – når de foretages med åben nysgerrighed og nærvær – ligefrem proportionale. Altså, når jeg rejser ud får jeg ikke blot en større forståelse for min omverden, men også for mig selv. Og når jeg rejser indad, får jeg i lige så høj grad også en større forståelse for mine ydre omgivelser. Det gør mig begejstret. Og det gør mig endnu mere nysgerrig.

Nysgerrigheden er en af mine stærkeste drivkræfter og nu hvor den for alvor er vækket har den forbundet sig med en indlængsel. Denne indlængsel minder på mange måder om min velkendte udlængsel. Måske er disse to længsler i virkeligheden to sider af samme sag: nemlig ønsket om i dybden at forstå den forunderlige, paradoksale og spændende verden som vi er en del af.

Når jeg rejser nyder jeg at skrive rejseberetninger for at dele mine oplevelser, erfaringer og refleksioner. Mine kommende blogindlæg kan betragtes som præcis dét, nemlig rejseberetninger fra et påskeretreat på Øster Løkke. Og dyrene? Dem kommer vi ikke udenom.

Foto: Jeanette Lykkegård