Den meditative og eksistentielle fordybelse er også en sproglig rejse.
Måske har vi på sigt retning mod tilstande af sprogløs åbenhed. Men de fleste af os, måske os alle, har i den bevægelse brug for at udvikle et personligt sprog for de indre landskaber vi kommer igennem.
Skrivemeditationer kan være en betydningsfuld hjælp til at udvikle dette sprog.
Når vi taler sammen, overføres en stor del af den kommunikerede information via tonefald, kropssprog, ansigtsmimik og andre forhold af betydning for samtalesituationen. Det er kun en mindre del – mange sprogforskere anslår, for at forsøge at sætte et tal på, 20 procent – der overføres semantisk, altså rent sprogligt.
Anderledes forholder det sig når man skriver. I den situation er der ingen samtalepartner til stede og intet visuelt og lydligt udtryk. Der er kun den rene sproglighed. Skriftsproget er derfor den reneste – i betydningen kun sproglige – måde at kommunikere på.
Dette er noget af grunden til at det er så anstrengende at skrive – og derfor så udbytterigt.
Når vi skal skrive, samler vi os. Vi kontakter en indre sproglig koncentration og fordybelse nu hvor vi dybt i os selv skal hente en sproglig kreativitet som får en blivende form. Som ikke, som det sagte, blæser i vinden, men kan læses og genlæses.
Mange af os vælger, når vi skal sige noget rigtig vigtigt, til en ven, en myndighed eller en kærlighedspartner, at skrive et brev. Eller en mail. Men under én eller anden form at skrive.
De følgende forslag til en skrivemeditation skal tages med lethed. Vi er alle opdraget med en ofte rigid skriftsproglig norm. Er blevet straffet for forkert kommatering og formelle sproglige fejl.
Alt det skal man i det følgende forsøge at glemme. Skrivemeditationer er leg, er dans med ord, er en proces fra dig til dig.
Man behøver ikke vise det man skriver til nogen. Det er i første omgang kun skrevet for ens egen skyld.

Skrivemeditation – et lille forløb

Tænk tilbage på det døgn der er gået. Se hele døgnet for dig som en lille film. Eller et maleri.
Find en situation der har berørt dig. Som har vakt dine hjertefølelser. Det kan være noget helt almindeligt. Et barns smil. En vens eller venindes kærtegn. Den måde din kat strøg sig op af dig på. Nogle takter af Neils Youngs Angel fra radioen. En rødhals på en kvist i haven. En sødmefuld erindring. En pludselig opdukken sorgfuldhed. En solopgang. Hvad som helst. Vi har alle, indenfor det sidste døgn, på ét eller andet tidspunkt, kunnet mærke om så bare den svageste rørelse i hjertet.
Skriv nu om den situation. Som du selv vil. Men skriv i hele sætninger, hele sætninger sætter forståelsesprocesser i gang som ikke ankommer med stikord. Og frit som du vil. Men begynd med at beskrive situationen. Og lad dig derefter frit føre af din intuition. Skriv rundt om begivenheden eller dyk ned i den eller hæv dig op over den, helt som du vil.
Skriv i hånden. Skrift er også tegning, vi tegner bogstaverne når vi skriver i hånden. Derved kan vi lettere mærke hvor fysisk en handling skriften er. Hvor kropsligt blyantens kontakt med papiret er. Hvor vigtigt det kan være for os at have det papir der er rigtigt for os. Det skriveredskab.
Hvis der af og til skulle opstå hvad der hedder kreative flow, øjeblikke eller korte stræk hvor skrivningen synes at flyde af sig selv, så prøv at blive i dem. At hvile i dem.
Men stands også af og til op og lad blyanten gå i stå og mærk din krop. Gør du det, er det muligt du vil opleve hvordan du får mere af din egen kropslighed bag skriften. Mærk også vejrtrækningen. Og skriv derefter igen.
Et lille råd: Når man beskriver en situation, som i dette tilfælde er en hjerteberørthed, men som også kunne være noget andet, en konflikt, en gådefuld indre eller ydre oplevelse, er det ofte en hjælp at spørge sig selv: Hvordan var min kropslige tilstand i det øjeblik det skete? Hvordan var min vejrtrækning? Og hvad med mit bevidstheds- eller tankerum? Var det tåget? Skarpt årvågent? Distraheret? Eller søgte det væk?
At spørge på den måde fører så godt som altid ind mod situationens eller fænomenets essens.
Rammes du af nogle af de mange former for modstand vi under ét kalder den indre dommer så acceptér i første omgang at modstanden er der. Mærk den og se den. Føl efter hvor den sidder i kroppen og følelsessystemet. Alle dele af os selv der således trænger sig på, ønsker at blive set. Også den indre dommer. Intet er vundet ved at skubbe den bort.
Tænk derefter på at denne indre strenghed ikke er din alene. Den er også kollektiv. Vi har alle en indre dommer.
Spørg derefter dommeren, der, når han eller hun er blevet set og har fået plads så godt som altid er til at få i tale, spørg om du må få lov at skrive færdig. Om han eller hun et øjeblik vil træde til side og lade dig lege med papir og blyant.
Ofte vil du da få lov – inderst inde vil selv strenge dommere gerne lege og være kreative.

At skrive et kvarters tid er ofte passende. Det er længe nok til virkelig at få noget ned på papiret. Og ikke så længe at man udmattes.
Lad derefter et øjeblik blyanten hvile og find tilbage til kroppen. Mærk åndedrættet. Forsøg at slippe hvad du lige har gjort. Lad din indre tavle hviskes ren af en mild forglemmelsens regn hvis det er ok at sige det lidt poetisk.
Skriv derefter på en ny blank side: ’Haiku om hjertet’.
Indtil nu har vi arbejdet delvist analytisk. Når man skriver prosa om en bestemt situation, vil man som regel gå over i en mental, forståelsesmæssig, kognitiv del af sig selv.
Som er meget værdiful. Uundværlig.
Men som kun er ét aspekt af den måde vi kan fordybe os skriftligt.
Nu vil vi undersøge et andet aspekt.
Så vi går tilbage til hjerteberørtheden fra før og skriver nu et haiku om den.
Vi går ikke ind i de formelle regler for haiku. For vi leger jo, og når man leger, blæser man alle ydre regler en hatfuld. Haiku er for os, nu og her, bare en intens måde poetisk at sammenfatte noget på tre linjer.
Lorca sammenfatter Spaniens sjæl i disse linjer om Grenada:

Rød hest
Hvid måne
Og olivener i min saddeltaske.

En zenmesters dødshaiku lyder cirka sådan:

Barfodet kom jeg til verden
Tomhændet forlader jeg den
Vinden blæser gennem højslettens græs

Hvis jeg ellers husker rigtig. Og gør jeg ikke det er det lige meget for vi er jo i færd med en leg.
Et haiku kunne være:

Dette forsøg
På at skildre en skrivemeditation er famlende
Jeg famler og snubler med et stort smil

Eller:

Kære læser
Vil du lege haiku med mig?
Det er alt hvad jeg spørger dig om.

Skriv nu, flydende, uprætentiøst, om hvad der berørte dit hjerte. Find et par andre situationer. Skriv et par haiku om dem.
Det må være så banalt som helst. Så fuldstændig almindeligt. Det vigtige er at de linjer der kommer til dig, for dig sammenfatter noget om en situation. Haiku handler om at sammenfatte. Fordi vi mennesker er sådan indrettet at vi, når vi har sammenfattet noget, bedre kan slippe det. Haiku handler om at få sagt hvad man har på hjerte for at kunne give slip. De romerske senatorer sagde, når de havde talt i senatet, Dixi et salvavi animam meam. Jeg har talt og befriet min sjæl.
Skriv en seks otte hurtige, uprætentiøse, banale haiku. For at se om du kan befri din sjæl en lille smule.
Og hver gang du har skrevet ét, lader du blyanten hvile nogle sekunder eller et halvt minut og giver slip. Lader dig falde ind den åbenhed der findes når man har sagt noget. Når sproget et øjeblik tier.
Derefter skriver du et nyt haiku: ’Dette haiku/er, må jeg nok indrømme/næsten indholdstomt.
Hvorefter jeg sænker blyanten. Og synker i friheden der opstår når man har udført et stykke arbejde. Om det så bare er et minimalt haiku-arbejde.
Til sidst: Se tilbage over denne skrivemeditation. Kast et blik på dit papir. Spørg dig selv om du har erfaret noget nyt? Om du har skrevet noget du ikke vidste i forvejen. Om processen har bragt en ny erkendelse, måske bare minimal?
Har den det, er det måske tilfredsstillende. Har den ikke er det måske også på sin egen måde tilfredsstillende. At have forsøgt.

Der er nu måske gået en 25-30 minutter.
Har du udført denne skrivemeditation i en gruppe, kan det være en idé at tale med en anden om oplevelsen. Hvad var vanskeligt og hvad var konstruktivt? Hvordan føles det at fortælle om oplevelsen? Hvad sker der med din og din samtalepartners kontakt under dialogen?
Har du udført den alene så prøv meditativt at slippe processen. Forsøg at glemme alt om hvad du lige har foretaget sig. Lige så vigtigt det er at træne kreative flows – som vi jo faktisk har gjort nu – lige så vigtigt er det at slippe dem. Jo mere afslappet – detatched – man kan slippe kreativitet, jo mere villigt melder den sig næste gang.
Forsøg nu, helt til sidst, også at slippe sproget. Mine instruktioner og din egen skrift. Som jo bare, som Hamlet siger hos Shakespeare, er words, words, words.
Hold et øjebliks ferie. Et par minutters projektløs pause.

Tak for at du ville lege med.

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og en del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.