Vi har kørt i tog og nu sidder vi en bus. Min søn og jeg.

Der er en meget særlig stemning. Den har karakter af noget massivt og er næsten til at tage og føle på.  Forventning. Champagnebobler i maven. Glæde. Lidt uro.

Buschaufføren siger et gadenavn højt i højtaleren. Vi er langt ude på landet, og nu skal vi af. Vi finder den lille vej og når frem til huset

Da vi ringer på døren, er stemningen så fortættet at det næsten er lidt svært at rumme. Vi smiler begge to.

En kvinde åbner døren og siger velkommen og lukker os ind.

I en lille hyggelig stue sidder vi nu på gulvet. Foran os vælter seks små hundehvalpe rundt. Det er dansk-svenske gårdhunde. De tumler mellem hinanden. De leger. Én er faldet i søvn midt i det hele. Én ligger på ryggen og strækker sig. Blotter en lille lyserød mave. De er ikke helt sikre på benene.

Det er sublim underholdning.

Vi er helt opslugt af synet begge to. Hvalpene slås. Leger. Gaber. Strækker sig.

Vores projekt føles uoverskueligt. Jeg tænker på at virkelig mange mennesker må have været i denne situation. At skulle vælge et dyr. Hvordan gør man det? Vi sidder. Længe. Og bare kigger, sanser og oplever scenariet foran os.

Jeg begynder at mærke indad. Tænke over hvad det mon egentlig er, der vil afgøre hvilken hvalp, Ivan får med hjem. Har en dyb fornemmelse af, at det ikke vil være tilfældigt, hvilken det vil blive. At der vil foregå en form for kommunikation. Mellem hjerter? Menneske- og dyrehjerter? Vi ser på de små hunde. Det er dybt berørende. Det totale nærvær, som de repræsenterer. Mærker mit eget nærvær. Mærker min krop. Trækker vejret. Er der bare. Mit hjerte er blødt. Jeg har en følelse af at være tæt på noget helt grundlæggende. En ærlighed? Fordi der, i det nærvær jeg mærker, ikke er nogen mellemregninger. Ingen forstillelse. Ingen præstation. Noget føles let i mig.

Midt i al legen er der en af hvalpene der ligesom stopper op. Den sætter sig ned. Det er som om, den opdager, at vi er der. Først kigger den på mig. Den ser mig lige ind i øjnene. Dens blik er helt sort. Der er et meget stort rum dér. Som svinger sammen med et meget stort rum i mig. Den ser på mig. Helt vågent i et øjeblik.

Så ser den på min søn. I et stykke tid sidder den bare dér og ser på ham.

Så sætter den sig i bevægelse. Meget beslutsomt. Den har retning hen mod Ivan. Alt står stille. Det er ikke nemt for den. Underlaget er et løst tæppe, og på en eller anden måde får den viklet sig ind i det.

Hvalpen bliver væk i tæppet. Den sidder fast. Den maser på. Men kan ikke komme fri. Det rykker i Ivan. Inden han når at hjælpe den lille hund, lykkedes det for den at frigøre sig fra tæppet. Men den kommer ud med hovedet vendt i en anden retning, og nu kan den ikke se Ivan. Den virker helt hjælpeløs og opgivende. Ivan bevæger sig. Hvalpen mærker det måske. I hvert fald vender den sig om, og med endnu større beslutsomhed tilbagelægger den afstanden og lander med lidt hjælp i skødet på Ivan. Da den er kommet frem, ruller den sig sammen og lægger sig godt tilrette.

Som om den vil blive der for altid.

Der er helt stille.

Min fornemmelse er, at noget åbner. Jeg er vidne til, at to væsner siger fuldstændig uforbeholdent ja til hinanden.

Hvad der helt præcist skete den dag er lidt af et mysterium. Et helt igennem fantastisk mysterium.

En dyb beslutning blev taget, og Chili er en del af vores liv.

Foto: Kirsten Rotbøll Lassen | Layout: Charlotte Toft