Baby på bar

af Line Fjord | | 15. april 2023

IMG_8640

”Jeg tager på bar!”, siger min lille datter.

Ordene udløser et jordskælv inden i mig, det rammer mine knogler og presser mine pupiller ud, så jeg stivner.

Mens jeg spørger mig selv, om jeg mon har hørt rigtigt, stiger varmen op i mine kinder, og skuldrene hæver sig. Ordene kører i ring i mig, og jeg trækker vejret dybt for at blive stående på gulvet.

 Hele mit rationale slås med min moderfølelse. Mit barn bliver et ungt menneske, mit barn bliver voksent.

Og samtidig er mit barn, mit barn. Et barn. Hun ligger stadig i min armhule – ja, hun ligger i min livmoder – og så vil hun pludselig på bar.

Mens naturkatastrofen raser i mit indre, er alt normalt udadtil. Om få år er hun helt voksen, hun følges ud i livet sammen med sine jævnaldrende med forsigtige, kloge og nysgerrige skridt, og faktisk har årevis med efterskole og corona-nedlukninger forskånet mig for alt for tidlige nattebekymringer. Hun er nu fuldstændig klar til at tage af sted. Alligevel krymper jeg mig og lukker øjnene.

”Mor, jeg tager på bar”, siger hun igen.

Der er intet truende i hendes ord, kun ligefremhed og liv. 
Jeg mærker mine læber stramme ind og prøver at lyde naturlig, mens jeg svarer hende:

”Okay, ja…hvor skal du hen?”

Hun véd det ikke helt, men nok til Vesterbro.

Jeg mærker, at jeg må slippe. Slippe hende ud over cykelstien, ud i byens høje energi. Som jeg gjorde det med den ældste, der kun er et par år ældre. Måske er det værre med den yngste.

Den lørdag aften cykler hun ud af min favn. Og jeg begynder at vandre rundt i mit hus. Rastløs, nervøs, fortabt. De mørke vinduer.

Jeg mister udsyn og går i seng i sommerskumringen.

Men jeg er lysvågen, mens hun vokser fra mig.

Jeg står op og ser mig selv i spejlet. Det er dugget til, og jeg ser ikke mig selv klart.

Hvor kommer rystelsen fra og nu tågen i spejlet? Er det min egen angst for at miste værdi, for at have udspillet min rolle som mor? Frygter jeg at miste hende eller min identitet?

Ja. Og ja.

Når Baby tager på bar, mærker jeg tabet af barnet. Tabet af symbiosen. Samtidig mærker jeg, at noget er lykkedes. Hun og storesøsteren bliver flyveklare, halefjerene er lange nok til at holde retning, vingerne kraftige nok til at de tør forlade reden og mig. De vokser sig til stærke og selvstændige unge kvinder, fulde af liv og lyst.

 Jeg tørrer duggen af spejlet, kniber øjnene sammen og ser på mig selv. I spændet mellem glæden over barnets duelighed og sorgen over tabet af det nære, også i afhængigheden, møder jeg mig selv i en vejrtrækning. Jeg lader indåndingen fylde mig op og holder vejret et øjeblik, mens der bliver plads i mig til at mærke de potentialer, adskillelsen vil give. Jeg læner mig ind i tillid frem mod forandringer, der vil komme og ånder ud med bevidstheden om rummelighed, så en ny relation med tiden kan vokse frem mellem os.

Baren på Vesterbro vil blive til togture ned gennem Europa og til andre rejser uden returbillet, både ud i verden og ind i nye strukturer, nye sammenhænge, hvor jeg ikke vil blive spurgt hverken om lov eller til råds.

Jeg kommer nok igen til at dugge spejlet af i sommerskumringen. Både til næste år. Og året efter igen. Mit klarsyn, min kærlighed og min smidighed er en forudsætning for en fælles færd. Særligt når min Baby bare sådan tager på bar.

 


er journalist og cand.ling.merc i fransk. Hun arbejder med kommunikation og sprog, og har gennem en årrække haft fast meditationspraksis med fokus på skæringspunktet mellem meditation og kreativ praksis. Hun er optaget af relationer og kreativitet i tekst, begge med forankring i hjertet.

Hun modtager undervisning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg og deltager i retreats.

Efterlad en kommentar