Et bæredygtigt erhvervs- og arbejdsliv forudsætter bevidsthed om og indsigt i begrebet bæredygtighed, herunder kræver det en bæredygtig ledelse. Bæredygtighed er et meget benyttet, men også et diffust og misbrugt begreb. Vi bruger det i flere og flere sammenhænge: Bæredygtig vækst, produktivitet, konkurrence, profit, pædagogik, skole, mode, velfærd mm. ”Sandhedens modsætning er enkelhed”, sagde Niels Bohr. Vi skal acceptere, at bæredygtighed både er kompliceret og enkelt, så enkelt og kompliceret, at vi med Dalai Lama kan sige, at ”samtlige vore handlinger har en universel dimension”. Gro Harlem Brundtland var leder af den verdenskommission, World Commission on Environment and Development, der i 1987 udgav den såkaldte Brundtland-rapport. Med denne rapport, Our Common Future, blev begrebet Sustainability almengjort. Rapporten siger: ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”. Rapporten gør begrebet om bæredygtig udvikling til den grundlæggende ide for menneskelig udvikling på langt sigt. Man er optaget af, hvilken menneskelig udvikling, naturen kan holde til uden at fremtidige generationer af mennesker generelt får dårligere livsbetingelser, end vi har i dag. Ja, man sigter højere og spørger modigt og klogt, hvilken udvikling der vil bidrage til en forbedring af livsbetingelserne for kommende generationer.

Selv om begrebet bæredygtighed er gammelt, er det alligevel også i sin vorden. Vi véd ikke, hvordan et bæredygtigt samfund konkret ser ud, men vi véd én ting: Mange nuværende samfund er helt sikkert ikke bæredygtige.

Bæredygtighed skal i de nærmeste år udfoldes og konkretiseres til en slags bio- eller livsvidenskab om klodens og livets bæredygtige udvikling – om mennesker i fællesskaber, om samhørighed og mening. Heri ligger en invitation til tværfaglighed og videre et krav om en nytænkning af videnskaberne, således at vi kommer ud af de nuværende faglige fængsler. Nogle af de fagligheder eller videnskaber, som vi kender i dag, må betragtes som indledninger og forsøg, der i fremtiden skal integreres i og udvikle sig til helt nye videnskaber, som kommer til at rumme stedse større helheder og forklaringskonstruktioner. Der gemmer sig store potentialer, når vi – filosoffens storhed ufortalt – begynder at se ”Descartes’ fejltagelse”, nemlig den opsplitning, som bl.a. hans tænkning var med til at skabe, og som er en del af forklaringen både på de store fremskridt og de mange problemer og kriser, der er skabt.

Udviklingen inden for moderne neurovidenskab er en vigtig del af denne udvikling, fordi dette videnskabsfelt bl.a. bidrager til belysning af menneskers samhørighed og bevidsthed og dermed bl.a. til forståelse af den mangfoldighed af beslutninger, som individer og grupper træffer eller ikke træffer. Se bl.a. Andreas Roepstorffs artikel ‘At tale med træer’.

At noget er bæredygtigt betyder, at det er i stand til at bære, opretholde eller genskabe sig selv. Sådan som naturens og livets processer igennem evolutionen uendeligt har gjort og gør det. Ud fra det burde bæredygtighed i enhver henseende være en selvfølge – en naturlig og selvindlysende bestræbelse. Men sådan er det ikke. Bæredygtighed handler om alt liv på kloden – om samfund, virksomheder og mennesker, og om hvordan vi på alle niveauer overlever og reproducerer os selv på en balanceret måde. Det er nødvendigt at udforske de nye og vigtige tværfagligheder – for på den måde at åbne horisonten til mere menneskevenlige og helhedsorienterede perspektiver. Vi ved det udmærket: Ting hænger sammen. Hvad virksomheden gør, hvad der sker i børnehaven, hvad jeg som forbruger gør, hvad politikerne beslutter – det virker og påvirker. Alligevel opfører vi os mange steder på måder, som indebærer, at både individer og store systemer kommer ud af balance.

Det er ikke natursystemerne, der er noget i vejen med. Det er vores tanker, holdninger, følelser, vurderinger, beslutninger – og handlinger. Vi er i den grad i underskud for helhedstænkning. Vi har ikke begreber og adfærdsformer for helheds- og tværfaglighedstænkning. Tværfaglighed er, som antydet tidligere, ikke helhed, men en tænkning og praksis, der i virkeligheden hænger fast i adskillelsesparadigmet. Det betyder, at de gamle fagligheder fortsat eksisterer i tværfagligheden, men tværfaglighed kan være en trædesten frem mod en ny helhedstænkning. Det er i det lys, jeg i denne artikel flere steder taler om tværfaglighed, for jeg erkender, at tværfaglighed også kan være et nyt og lidt mere bekvemt fængsel. ”Det er ofte mere sikkert at være lænket, end at være fri”, siger Franz Kafka i bogen Processen, og det er jo derfor, vi klamrer os til de gamle mønstre, modeller og begreber.

I de seneste år er der blevet talt om den resiliente organisation. Inspirationen kommer bl.a. fra professor i medicinsk sociologi Aaron Antonovsky, der udviklede en teori om solutogenesis, hvor man fokuserer på de faktorer, der støtter og fremmer menneskeligt velbefindende i stedet for at fokusere på faktorer, der fremmer sygdom. Altså: Hvad er kilderne til et godt helbred? Resiliens betyder: Spændstighed, elasticitet, ukuelighed, overlevelsesevne, robusthed. Hvad er kilderne til den resiliente og spændstige virksomhed, spørger vi nu. På organisationsniveau skal resiliens forstås som virksomhedens evne til at tilpasse sig til konsekvenserne af store og specielt store udefra kommende ændringer. Bæredygtighed og resiliens er et begrebspar af stor betydning.

Livskvalitet og bæredygtig ledelse – uddannelsens betydning

Ledelse frem mod bæredygtighed og resiliens handler om bevidste prioriteringer og valg, og om hvorledes disse valg føres ud i livet. I en situation, hvor to tredjedele af jordens befolkning ikke bare ønsker, men faktisk er på vej igennem en industrialisering, på vej ind i en kapitalistisk baseret markedsøkonomi, som på mange måder minder om den, som de industrialiserede lande lige har været igennem, kan det forekomme hovedløst generelt at tale om bæredygtighed, og i særlig grad i ét af verdens mindste lande. Men måske er der god mening i det? Hvad vi gør i Danmark har i første række betydning for os selv som samfund. Men det har også betydning for andre. Alt er forbundet. Også på det store plan er der rollemodeller. Det handler om at vise vej, om inspiration, helhedsansvar og indvirkning på helheden. Viden forpligter. Det gælder det enkelte menneske, og det gælder samfund. De rige lande i verden har i den sammenhæng eksorbitant store forpligtelser. Hvis det danske samfund skal transformeres til et bæredygtigt og endnu mere sammenhængende og integreret samfund, kræver det en anden arbejdsdeling mellem regering og Folketing på den ene side – og mellem samfundets borgere og virksomheder på den anden side. Der er brug for en ny samfunds-vision. En vision, hvor respekt for liv er overordnet økonomiske betragtninger, og hvor kontrakten mellem mennesker og fællesskabet bygger på en balance mellem det personlige ansvar og medansvaret for helheden – en slags systemisk eksistentialisme. En sådan global og lokal spirituel udvikling er en realitet, og mange spirituelle læreres undervisning og virke verden over er en stille og vigtig del af denne udvikling.

Verden er som vore tanker. Bl.a. derfor er al uddannelse og undervisning vigtig. Vores måde at indrette og leve i verden på er et spejlbillede af vores tanker og holdninger. Gårsdagens tanker om økonomi manifesterer sig i dagens økonomiske institutioner. Gårsdagens tanker om lederskab kommer til udtryk i den måde, vi i dag praktiserer lederskab på. De problemer, vi har i dag, er et resultat af gårsdagens tanker og løsninger. Vi må erkende, at de begreber, vi har og benytter i dag inden for ledelsesfeltet, ikke længere er tilstrækkelige med henblik på at møde og forstå de muligheder og udfordringer, vi står over for – som virksomheder og samfund. Klimaudfordringer, mangel på fødevarer, befolkningsvækst, fattigdom, den finansielle sektor – hvorledes forstår og reagerer vi på disse temaer med det gamle ledelsesvokabular? Sandheden er: Vi kan ikke. Vi har behov for nye begreber, et nyt vokabular, nye referencerammer og teorier, hvis vi skal forstå og håndtere de problemer og udfordringer, som verden har i dag. Fx stiller vi hele tiden spørgsmålet: Hvad er problemet? Måske skulle vi spørge: Hvad er muligheden?
Vores evne til at skifte fra hele tiden at reagere på fortiden, så det i virkeligheden er fortiden, der bestemmer, til i stedet for at læne os ind mod, ja ikke bare læne os ind mod, men om at være aktivt og kreativt medskabende og lærende i forhold til fremtiden, er måske vor tids mest centrale lederskabsevne og ledelsesudfordring. Det kræver et skift i holdning og tilgang. Og det kræver mod, fordi vi skal slippe mønstre, vi er fortrolige med, men som på flere og flere områder ikke hjælper os. Som tværtimod gør det modsatte.

Mange gamle mønstre er i virkeligheden ikke bæredygtige. Men vi er i en situation, hvor bæredygtighed begynder at blive et tema, som mange virksomheder og lande i verden beskæftiger sig med. Bæredygtighed i et systemisk, langsigtet og helhedspræget perspektiv kan blive et videns- og praksisfelt, en filosofi og livspraksis, og på sigt et formidlings- og forretningsområde, hvor Danmark formentlig har og kan videreudvikle helt særlige kompetencer.

Denne forbindelse mellem vores tænkning og skabelsen af den sociale virkelighed er nok ingen steder så synlig, som når det handler om økonomi. Det kapitalistiske system: økonomi, penge, markedsøkonomi, konkurrence, økonomisk vækst mm. er konstruktioner og temaer, der ikke bare er væsentlige i den politiske og værdimæssige debat; de er indtil videre ofte de eneste. Der er ikke noget at sige til, at økonomi og økologi begge er vigtige begreber. Øko kommer af det græske oikos, der betyder: hele huset, husholdning, familien. Økonomi har udviklet sig til en karikatur af det, som det oprindeligt og dybest set handler eller bør handle om, nemlig om at holde hus med. Udvikling af en global og mellemmenneskelig bæredygtighed handler – med Otto Scharmers terminologi – om at transformere den nuværende ego-system økonomi til en økosystem økonomi, og det betyder at føre økonomi tilbage til ordets oprindelige betydning, nemlig at holde hus med hele huset, at være optaget af alles velbefindende og livskvalitet – og det vil i teori og praksis sige at være optaget af kloden som helhed.

Der er tilstrækkelig viden om, hvordan universet fungerer til at vi kan vide, hvilke handlinger, der understøtter bæredygtighed og hvilke der leder mod kaos og destruktion. Vi er ved at genopdage og beskrive, hvordan alle former for liv er afhængige af hinanden og af miljøet. Hvordan hver enkelt handling fører en række konsekvenser med sig. Den største forandring i den udviklings- og læreproces, som jeg her taler om, handler på det menneskelige plan om at skifte fra at være ydrestyret og ydrefokuseret til at fundere opmærksomheden inde i det enkelte menneske. Det handler om indefra at lære de grundstørrelser at kende, som vi mennesker består af. ”Vi er nødt til at indse, at ydre og indre forandringer hænger sammen”, siger Jes Bertelsen i Et essay om indre frihed og fortsætter: ”Vi kan ikke etablere en bedre ydre verden uden at forandre den indre. Man kan ikke forandre et menneskes – eller en nations – liv, alene ved at ændre de ydre livsbetingelser”.

Vore højeste fremtidige potentialer handler om liv, ansvar, fællesskab, mening og bæredygtighed både personligt, mellemmenneskeligt og globalt. Indre fordybelse er nødvendig og vigtig på alle niveauer, for forandringer kommer også indefra. De implicitte og automatiske vaneprocesser i mennesker og i samfundet er så stærke og omsiggribende, at det kræver bevidst vedholdende arbejde og træning, hvis de eksplicitte bevidste processer skal medvirke til egentlige og afgørende forandringer. Dette er formentlig det vigtigste af alt, både når jeg betragter mig selv og mit eget liv, og når jeg udvider perspektivet og taler om ledelse og lederuddannelse.

Under sit seneste besøg i København udtrykte Dalai Lama: ”Alle mennesker har ret til at opnå et lykkeligt liv. Vore skoler er meget orienteret mod materielle værdier. Vi kan uddanne unge mennesker i de menneskelige værdier kærlighed og medfølelse – og bør gøre det. Uddannelsessystemerne bør inkludere begreber som empati og medfølelse og en sekulær etik, der ikke er baseret på religiøse begreber, men som respekterer alle religioner og alle ikke-troende. En sådan undervisning bør inkludere viden om menneskets følelser, hjerne, sociale egenskaber mm. En sekulær etik er ikke et religiøst, men et generelt fænomen og en grundpræmis for vort samvær på kloden”. På linje med Dalai Lama gør Jes Bertelsen i den nævnte bog opmærksom på, at vi normalt først og fremmest har opmærksomheden rettet mod den ydre, fysiske virkelighed, ”og dermed bort fra de kroppe og hjerter og bevidstheder, som forandringerne dybest set gælder”, og derfor vil han med bogen ”gøre opmærksom på den oversete, men uomgængeligt nødvendige komponent i en samlet løsning på den truende og løfterige situation, vi står i som menneskeart: udviklingen af den menneskelige samhørighedsfølelse”.

 

---

 

Bæredygtighed og resiliens – de kommende generationer” er redigeret og tilrettelagt for Kontemplations blog. Teksten udkom første gang som del af Steen Hildebrandts artikel Ledelse som et etisk og åndeligt anliggende – et vendepunkt, et bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen.

---

 

Steen Hildebrandt
født 1944, ph.d. og professor ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Tidligere vismand i Det Nationale Kompetenceråd og ledelsesredaktør på dagbladet Børsen. Han er forfatter til bøger, artikler og kronikker om ledelse og samfundsforhold og han er medlem af flere bestyrelser.