Er det mit eget mørke, jeg møder, når jeg dykker ned i havet ?

Jeg ligger i overfladen og bliver vugget.
Stillehavet under mig.
Himlen over.
Blikket nedad gennem dykkermasken, mit hurtige åndedræt i snorklen.
Venten og afventen.

Jeg er lys hud i overfladen. Ser ned i mørket, uden at vide hvad jeg søger. Vugger, mens solen brænder på ryggen. Jeg stiller skarpt. De fine partikler gør vandet uklart, så sigten er dårlig. Jeg ligger stille, mens min puls stiger. Min krop er på én gang spændt og sitrende. Jeg ved ikke, hvad der venter mig i mødet med det ukendte. Jeg er gæst her.

Mit blik søger forbi det dansende plankton og ind i mørket, da gabet af et enormt væsen med et vingefang på mindst fire meter kommer til syne, svævende gennem vandmasserne. Som en undervandsdrage har den retning mod mig. I panik skriger jeg i snorklen, mens det lykkes mig at holde hovedet under vand. Jeg mærker impulsen til flugt, og min krop, der stivner. Jeg ved jo godt, at djævlerokken ikke er farlig, og jeg vil se den. Dens gab er åbent, og vingerne slår. Frygtindgydende og fascinerende i sine elegante bevægelser. Den nyder det. I et svæv nærmer den sig, og slår en salto for at vende tilbage hvor den kom fra, bare et lag dybere. Væk er den, i sit element. Jeg ånder lettet, fordi jeg ikke blev slugt i denne omgang.

Endnu en kæmpe dukker frem af mørket. Den bevæger sig fejende hen imod mig. Jeg træder vande og mærker nu modet dunke i mig, min trang til at konfrontere. Blive her og møde væsenet i vandet og måske spejlingen i mit eget mørke og mit instinkt. Noget i mig slipper, og jeg véd ikke længere, om det er virkelighed eller drøm. Djævlerokken kommer helt tæt på og svinger ikke om som den forrige. Den holder øjenkontakten med mig, den vil mig noget. Min dykkermaske dugger, men alligevel er den helt tydelig. Den standser op foran mig, rører let ved min fod med sin højre vinge. Jeg véd, at bevidstheden driver gæk med mig, for det her er umuligt. Så dykker den ned og følger efter den forrige.

Paraden af djævlerokker fortsætter i mørket under mig, og min krop bliver blødere. Der er måske seks af disse undersøiske væsener på den scene, som nu også er min. Jeg ser de lysende kæmper, og jeg ser dybet, de kommer fra. Jeg gisper og ånder, da en vildskab i mig selv pludselig river maske og snorkel af, og jeg dykker. Badetøjet glider af, og jeg har skæl og finner og bliver ét med havet. Der er ingen tanker, kun instinktet og min hale, der styrer mig forbi solens lyskegle. Jeg forsvinder i dybet, hvor væren er et blåt lys, og tid er ophævet. Det ukendte skræmmer mig ikke, det kalder på mig, og jeg dykker længere ned. Hvad er der på den anden side af mørket, når frygten er ophævet?

Da alle rokkerne er forsvundet fra bugten igen, ligger jeg udmattet og lidt mere nøgen tilbage i overfladen og ser op. Himlen over. Dybet under. Dansen med bevidstheden ind imellem. Slippet. Hvis jeg så ind i rokkens øjne, hvad så jeg ? Og hvad så den i mine?

….
Fiji, det Sydlige Stillehav, september 2000: Fra mit sted på det sammenrullede forsejl i stævnen af skibet havde jeg set vingerne af dyret slå op over havoverfladen med musikalsk rytme inde i den lille bugt. Nogen havde råbt, at det ikke var hajer, nogen have råbt manta. Alle havde skyndt sig at springe i. Også mig. Uden at forstå hverken betydning eller ord. Noget i mig drev mig ud mod det ukendte.

Foto: Uccisea1970/pixabay | Layout: Charlotte Toft