BLOGCAST: Dette indlæg er indlæst af Morten Winkler. Du kan lytte til bloggen her (03:15):

I denne tid, hvor mange af os lever i en form for tvungen isolation, har jeg gjort mig nogle tanker om, hvilken betydning denne situation har for mig.
Det ligner på en måde noget, jeg har gennemlevet før.
Da jeg blev mor, valgte jeg at være hjemme med vores børn indtil, de kunne begynde i skole. Det gjorde jeg af mange årsager.
Mange grunde. Som for mig er mindre vigtige i denne sammenhæng.
Det, som har betydning her, er, at valget om at blive hjemmegående fik en uigennemskuelig og uventet følge: isolationen.
Jeg var ikke mere nogens kollega.
Mit valg blev endda i visse sammenhænge opfattet som en direkte provokation af samtidens normer.
Jeg blev den, der gik imod strømmen. Uden egentlig at have gjort mig klart, at det var det, jeg gjorde. Og det blev klart, at alt har sin pris.

På en måde blev jeg betydningsløs som voksen samfundsborger. Betydningsløs på arbejdsmarkedet.
Mens jeg på en anden måde fik jeg lov til at opleve at have betydning for vores børn på en måde, jeg ikke vil være foruden.

Det blev nødvendigt for mig at oprette en dagsrytme. En døgnrytme. En livsrytme. En rytme, der hjalp mig til at holde og opretholde det fælles rum. Det fælles liv. Jeg fandt ud af, at rytme i sig selv kan være med til at bære igennem. Holde ved.
Da jeg var alene-voksen de fleste dagtimer, blev det helt naturligt at inddrage vores børn i hverdagens store og små gøremål.
Små buttede hænder der med stor koncentration former boller.
Små varme hænder der sætter klemmer på vasketøjet, mens der intenst bliver kigget på mine lidt større varme hænder.
Jeg opdagede – eller måske genopdagede jeg – at børnene bare gerne ville være med i det, de voksne laver.
De efterligner.
De lærer.
De har betydning.
Betydning for fællesskabet de er en del af.
Betydning for at der bliver varmt i huset, fordi de har været med til at stable brænde og bære brænde ind.
Betydning for at vi sammen kan spise de boller, vi sammen har skabt.
Betydningen af at have betydning.

Det er efterhånden mange år siden, jeg har været hjemme med små børn.
Men nu vil tiden, at vi alle er hjemme – igen. Noget udefrakommende har sat os i en tvungen isolation fra omverden.
Jeg griber mig selv i at mærke, at det, der får dagene til at gå – og gå godt – det er rytmerne.
Og så er det at få lov til at mærke, at vi alle har betydning for fællesskabet. For stemningen. For hverdagens opgaver. Og gaver.
Jeg trækker vejret og mærker en kropslig forankret taknemmelighed.
Her i alt det turbulente, hvor bekymringer kan vokse, og tanker som ’går det nu alt sammen?’ kan løbe afsted med mig. Og så mærker jeg, at jeg trækker vejret.
Lige nu.
Indånding.
Udånding.
Igen og igen.

Illustration: Daniel Sebastian Høeg

Blogindlægget er indlæst af Morten Winkler.

Britta Karlshøj er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF. Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider. Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats. Læs mere om Britta HER.