Jeg har i en arbejdsrelateret kontekst givet mig selv en større og mere krævende opgave, end jeg normalt gør. Grundlæggende handler det om en form for videregivelse af det, der føles som en kæmpemæssig værdifuld skat fyldt med guld og ædelstene, jeg modtog som psykoterapeutstuderende på Vedfelt Instituttet.

Studieprocessen på instituttet blev en passion. En også stedvist lidelsesfuld rejse, der gennem hjertemøder, praktikker, øvelser, meditation og det, der bedst kan beskrives som nåde, blev livsforvandlende. Jeg mærkede intentionen om at give gaven videre længe inden studiet og den indre og ydre rejse var fuldført.
Men efter fem års uddannelse og yderligere fem års intensiv træning og livsrejse begyndte noget i mig at føle mig klar til at give videre. Til at lede grupper af mennesker ind i et terapeutisk arbejde med nattens drømme.

Dette er den krævende opgave jeg står overfor.
Inden jeg går ind til den, er jeg klar over, at den vil kunne aktivere gamle tilpasningsmønstre, som jeg har med mig fra den opvækst, der blev min. Alligevel, og måske netop derfor, bliver det vigtigt for mig at udfordre mig selv og forfølge intentionen om videregivelse af alt det, jeg var blevet givet.

Som tiden nærmer sig udførelsen af opgaven, mærker jeg en kropslig opspænding, som er mig velkendt. Et tilpasningsmønster, der handler om ikke at fylde kommer til syne. Jeg mærker den vanlige uro, let svimmelhed og en form for virkelighedsslør.

Jeg bliver klar over, at jeg er på vej ned ad et biografisk spor, der ofte har hindret mig i at fuldføre projekter, der var vigtige for mig.

I det jeg opdager dette, fører jeg min opmærksomhed til kroppen og til det faktum, at jeg trækker vejret.

Jeg mærker luften,

der strømmer ind igennem næsen

og luften,

der strømmer ud igen.

Åndedrag efter åndedrag.

Langsomt begynder min krops spændthed at løsnes.

Jeg visualiserer – vel med kontakt til en form for grundkreativitet i mit system – min spirituelle lærer, som opleves at stå lige bag ved mig. Jeg mærker støtten i ryggen til fortsat af fokusere på min vejrtrækning. Jeg forestiller mig, at vi sammen følger energistrømmen fra kronecentret til rodcentret og op igen. Igen og igen.

Jeg opdager, at mennesker fra den sangha, jeg er en del af, dukker op i min bevidsthed. Én efter én. En halvcirkel af hjertemennesker ’står’ ligesom bag mig. Jeg læner mig ind i det, der for mig er et praksisrum – et hjerterum.

Derfra fylder jeg mig selv ud og holder rummet for mennesker, der tillidsfuldt har søgt efter et sted at gå hen med deres drømme. Jeg mærker, at dette ikke er noget, jeg gør alene. Jeg erfarer helt på et fysisk plan, at jeg er en del af et netværk – en sangha, som er forbundet med en spirituel lærer.

De mennesker, jeg er til stede for, ser udelukkende mig, men jeg ved, at det forholder sig anderledes. Jeg oplever en dyb følelse af samhørighed.

Og måske, jeg ved det ikke, måske aner gruppen af mennesker det også…