BETYDNINGEN AF BEGYNDELSER OG AFSLUTNINGER

af Hanneli Ågotsdatter | | 30. december 2021

Kære venner af Kontemplation

Janus var begyndelsernes gud, afslutningernes gud og gud for de overgangsprocesser der ligger imellem dem.
Derfor havde han to ansigter, ét der vendte bagud mod fødslen og ét der vendte mod fremtiden.
Han var en fundamental guddom som blev ofret til på alle årstider. Men særligt ved årets begyndelse. Derfor er januar opkaldt efter ham.

Romerriget og med det dets parnas af guder er forsvundet. Men den grundlæggende betydning af nærvær i begyndelser og afslutninger og omhu med overgange er uforandret.
Det er så vigtigt hvordan året begynder.
Det markerer vi i Kontemplation med en event vi kalder Januarpraksis.
Hver dag i januar måned lægger vi en ny guidet meditation, kropsskanning eller et yogastræk ud på vores praksisbibliotek.

Eventens tema er åndedrættet. En lille, ofte upåagtet, men livsvigtig begivenhed som døgnet igennem gennemspiller sin rytmiske musikalitet: Hver indånding er en ny begyndelse, hver udånding en ny afslutning.

Vi byder altså det nye år velkommen med Januarpraksis. Og vi siger farvel til 2021 med en nytårsevent: ÅRSSKIFTET – en kontemplativ tilgang. Tre dage, den 30. og 31. december og 1. januar, inviterer vi hver dag fra 12 – 14.30 til nogle timers fælles praksis og undervisning. Hvor vi som Janus ser både bagud og fremad.

Nu vi taler om at se bagud, vil vi gerne, hjerteligt og varmt, takke jer vi har fulgtes med, på vores kurser og retreats, på Kontemplations onlineforløb og på de sociale medier. Jeres kommentarer og idéer har haft og har stor betydning for den måde vi går 2022 i møde på.

På Kontemplations teams vegne,

Hanneli Ågotsdatter

 

Illustration: Daniel Sebastian Høeg