Blotter i byen
af | PRAXIS | 27. juli 2024
Et halvt sekund.
Jeg ser ham i et halvt sekund. Eller måske et helt. Højst.
Alligevel er det nok.
Nok til hvad?
Nok til at sætte mit tempo op
Nok til at frygte
Nok til at flygte
Nok til at billedet mejsler sig ind
Bare nok
Lys eftermiddag. Vandring gennem små gader på Nørrebro og ind gennem hækken til byens magiske kirkegård. En lys vandring mellem gravsten, knoppende buske og kæmpetræer i retning af metroen på runddelen.
Oasen blandt de døde er mit nu. Jeg trækker vejret med opmærksomhed og neutralitet, og mit hjerte er særligt åbent netop her. Jeg kender Assistens og ånden, og jeg nyder at bevæge mig nye veje gennem kirkegården, sommer og efterår.
I dag vælger jeg en ny smal sti. Jeg registrerer de trækkende cykler, mejsernes kvidren og ser det lyserøde kirsebærtræ lidt længere fremme. Jeg er her, med åndedrættet i ro, fokus i praksis.
Pludselig ser jeg fra min øjenkrog en heftig bevægelse et par meter fra mig, inde til højre. Jeg ser det kun i et halvt sekund: under det nærmeste store grantræ står en mand med hurtige håndbevægelser om sit blottede køn, front mod stien og vildskab i blik.
Ignorer! Flygt! – råber det i mig.
Min bevidsthed bruger et halvt sekund på at registrere det, så ser jeg ned i jorden. Mit åndedræt holder sig selv tilbage i et øjeblik, og jeg ved, at jeg må væk.
Fokus tilbage på mit åndedræt. Jeg går raskt forbi manden med mit blik fæstnet på det blomstrende træ, mens jeg trækker vejret helt ned i jorden. I retning af den lidt bredere sti. Jeg er safe.
Et halvt sekund. Det er nok.
Men det er nok. Nok til at mærke faren, væmmelsen, raseriet, sorgen over min sårbarhed. Nok til at vreden over årtusinders kollektive traume efter den mandlige undertrykkelse af det kvindelige vælder op i mig. Den mandlige aggressive og (magt)begærlige kraft overfor det kvindelige.
Nok til at jeg mister praksismomentet og kontakten indad. Et halvt sekund er nok.
Et par stier derfra sætter jeg tempoet ned og finder tilbage til tyngden i kroppen og fornemmer jorden under fødderne.
Billedet af manden bliver på min indre væg og emotionerne kører. Jeg ser på det. Neutralt. Registrerer. Bevidstgør. Først lysten til modangrebet. Så fordømmelsen af hans seksualitet i det offentlige rum, det uciviliserede, det truende, som nu er trængt ind i mit rum.
Så forsøger jeg at slippe det.
Jeg går videre mellem gravene. Nogle mosbegroede, andre med tydelig skrift. Min medfølelse med dem, som har mistet. Den, der mistede sit barn alt for tidligt. Den, der mistede sin nærmeste. Der er meget hjerte på kirkegården. Mange har grædt her, jeg kan næsten græde ved nogle af stenene, selvom jeg ikke kender navnene.
Men hvor langt rækker min empati her på kirkegården? Den omfavner den kollektive følelse, der ligger i sorgen. Men kan den mon også rumme det måske ensomme sårbare mandlige, som for lidt siden udstillede sig under et træ med nøgent køn?
Måske rummer han en historie fuld af rimfrost og mørke vinduer.
Kan min medfølelse strække sig til at rumme krænkeren, bødlen, tyrannen?
Kan din?
er journalist og cand.ling.merc i fransk. Hun arbejder med kommunikation og sprog, og har gennem en årrække haft fast meditationspraksis med fokus på skæringspunktet mellem meditation og kreativ praksis. Hun er optaget af relationer og kreativitet i tekst, begge med forankring i hjertet.
Hun modtager undervisning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg og deltager i retreats.
Kære Marie
Tak for læsning af min tekst og spejlingen ind i dine egne oplevelser.
Din kommentar er med til at vise vigtigheden i, at historierne bliver fortalt, så vi hver især kan mærke, at vores oplevelser er kollektive.
Vi må blive ved med at kunne bevæge os frit rundt i natur og i by.
Kærlig hilsen Line
Jeg bærer sådanne billeder med mig. Et fra jeg var 16 og et fra jeg var 18, og desuden et fra jeg var 31 eller 32.
Det skete jo ingenting, har jeg tænkt alle årene. Intet bortset fra, at jeg de to første gange styrtede hjem, den ene gang med en lille pige, som jeg kørte tur med i en klapvogn med en parasol på på en smal skovsti tæt ved befærdet vej. Jeg vendte om og løb med parasollen blafrende. Jeg følte mig i stor fare. Anden gang var jeg cyklet langt gennem skoven i shorts og badedragt til Moesgaard Strand, hvor jeg smed min cykel og bredte et tæppe ud på den græsklædte skråning mellem enebærbuskene. Der var ingen mennesker at se i området. Jeg tog min bog op, lagde mig på ryggen og læste op på mit studentereksamenspensum. Pludselig gled der en skygge over bogen. Jeg så op, og lige foran mig en meter ca. fra mine fødder stod der en skrævende mand med sit erigerede lem. Jeg rejste mig i panik, pakkede tæppe og bog på cyklen og cyklede de 7 km der var gennem skoven hjem. Denne gang var jeg bange for, at manden var kommet i bil og ville følge efter mig.
Der gik mange år før tredje gang. Denne gang var jeg ikke alene men kom cyklende en vinterdag med min søn på cykelstolen ad den skovsti, som førte til børnehaven ad bagvejen. Her både gik og cyklede flere mødre med børn, forbi manden bag træet med vanter og erigeret køn.
Der skete jo heller ikke noget. Jeg har ikke glemt det, men resten af mit liv har jeg undgået at gå eller cykle alene i naturen. Både i skov og ved strand. Først her for nylig, fik jeg den tanke, at min angst for det stammede fra de 2-3 oplevelser. Jeg cyklede heller aldrig ad skovvejen mere med min søn men kørte den befærdede vej til hovedindgangen.
Kære Marie
Tak for den oprigtighed med hvilken du deler dine erfaringer.
Det er bevægende at høre om det dybe og langvarige indtryk, oplevelserne har gjort. Det kan vi godt forstå.
Helt spontant kan vi mærke at vi håber at du igen kommer til at kunne bevæge dig alene ud i naturen. At oplevelser af mænds grænseoverskridelser ikke får kuet os kvinder.
Hjerteligst
Kirsten, Kontemplations team