Jeg har samme oplevelse af den situation, verden befinder sig i, som Jes Bertelsen giver udtryk for i bogen, Et essay om indre frihed. Her siger han, at motivet til at skrive bogen er, at jeg ”lever med en samtidig oplevelse af, at vi som menneskehed har kurs mod mere omfattende, globale sammenbrud, end vi før har oplevet, og at vi, for første gang, har enestående muligheder for at afværge disse katastrofer”.

Vi har diagnosen og midlerne, men vi mangler viljen til at handle i fællesskab. ”Vi mangler den globale samhørighedsfølelse, den empati, der er betingelsen for konkret handling i forhold til menneskehedens globale krise”. Hvordan skaber man samhørighedsfølelse i en verden, hvor meget splitter og adskiller?

Det gør man bl.a. ved den måde, hvorpå man tager imod, behandler og underviser små børn og unge mennesker på. Til det hører en ambition om at skabe opvækstmuligheder, der indebærer, at børn ikke skal vokse op i økonomisk, sundhedsmæssig, åndelig og emotionel fattigdom. Det er smerteligt og skamfuldt at tænke på, hvor mange børn, der i en verden fyldt med indsigter, rigelige og mange former for ressourcer, fødes direkte ind i krig, vold, fattigdom, frygt, misbrug, sult mm. Apropos børn: Der siges i dag at være ét tusinde forskellige giftstoffer i en dansk navlestreng. Det i sig selv er selvfølgelig alvorligt, men det er det særligt, når man tænker på de fremtidige muligheder for regeneration. ”Kosmetikallergi er en epidemi”, hed en overskrift i et blad. Den kemiske industri er én af verdens hovedindustrier. Ifølge en rapport fra Det Økologiske Råd findes der i dag ca. ét hundrede tusinde forskellige kemikalier i EU. Mere end halvdelen af disse eksisterede ikke for 50 år siden. Ifølge dagbladet Information (2.6.2015) koster de negative virkninger af hormonforstyrrende stoffer EU-landene omkring 1.050 mia. kr. om året. Lobbyister kæmper årelange kampe for at undgå, at der bliver grebet ind over for disse stoffer. Hovedsynspunktet – i en såkaldt fri markedsøkonomi – er, at alt er tilladt, indtil det er videnskabeligt bevist, at det er skadeligt for mennesker. Hvad der kan forekomme intuitivt selvfølgeligt, kan være svært at bevise videnskabeligt. Og bl.a. derfor er det meste indtil videre tilladt!

Kunne man over for det forestille sig en virksomheds- og ledelsesetik, der gik ud på, at man som virksomhed ikke sender produkter på markedet, før man er sikker på, at de ikke er skadelige for dyr og mennesker?
Ja, det kan man. Og sådan bør det selvfølgelig være.

I 1993 skrev Paul Hawken i bogen The Ecology of Commerce: ”Der er ingen venlig måde, hvorpå man kan sige, at erhvervslivet ødelægger verden”. Paul Hawkens og andres indflydelse på, hvordan det selvsamme erhvervsliv har udviklet sig i de mellemliggende år, er så betydelig, at hans udsagn i dag må modificeres. På 25 år er meget ændret, også til det bedre, hvilket bl.a. Joseph Bragdons bog Profit for Life bærer vidnesbyrd om. ”Menneskeskabte problemer kan reduceres”, sagde Dalai Lama i et foredrag ved hans seneste besøg i København (2015), og føjede til: ”Det er ikke nok at bede; vi må arbejde konkret og langsigtet”. Vi er mig som forbruger og lærer, og det er millioner af erhvervsvirksomheder verden over. Og der er mange, der, som Dalai Lama, arbejder konkret og praktisk. Også private virksomheder verden over.

Mange virksomheder skal helt sikkert i fremtiden tæmmes og tøjles i deres udfoldelsesmuligheder, men det er også muligt, at de største og mest markante forbedringer i praksis skal komme netop fra erhvervslivet. I et foredrag i 2014 svarede Otto Scharmer på spørgsmålet: Hvor lang tid varer det at lave egentlige ændringer: ”Det varer evigt. Derfor er læresætningen: Giv aldrig op! Vær loyal over for dine intentioner! Virkeligheden tester dig hele tiden! De næste 15 år vil blive utrolige. Kæmperesultater vil blive opnået”. Og så føjede han til: ”Og det afhænger ikke af ret mange mennesker”. Otto Scharmer har sikkert tænkt på den amerikanske antropolog Margaret Mead, som han flere steder citerer for sætningen: ”Vær aldrig i tvivl om, at en lille gruppe engagerede samfundsborgere kan forandre verden – for det er sådan, verden altid er blevet forandret”.

I det tidligere nævnte foredrag talte Dalai Lama* om en moralsk krise i verden, som vi bl.a. må arbejde med gennem undervisning. ”Alle mennesker har ret til at opnå et lykkeligt liv”, sagde han og fortsatte: ”Vore skoler er meget orienteret mod materielle værdier. Vi kan uddanne unge mennesker i de menneskelige værdier kærlighed og medfølelse – og bør gøre det. Uddannelsessystemerne bør inkludere begreber som empati og medfølelse og en sekulær etik, der ikke er baseret på religiøse begreber, men som respekterer alle religioner og alle ikke-troende. En sådan undervisning bør inkludere viden om menneskets følelser, hjerne, sociale egenskaber mm. En sekulær etik er ikke et religiøst, men et generelt fænomen og en grundpræmis for vort samvær på kloden”.

*Dalai Lama henviste i den forbindelse til forskning og praksis vedrørende en sådan undervisning på University of British Columbia i USA; og her kan henvises til noget tilsvarende i et praksis- og forskningssamspil mellem Læreruddannelsen Århus på VIA University, en gruppe folkeskoler i Århus Kommune og forskere på DPU, Aarhus Universitet, jfr. bl.a. Helle Jensens artikel Nærvær og empati i skolen.

Illustration: Daniel Sebastian Høeg, 11 år

“Børn og uddannelse – global samhørighedsfølelse” er anden del af Steen Hildebrandts artikel Ledelse som et etisk og åndeligt anliggende – et vendepunkt der udkom første gang i 2017 som et bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen.

Steen Hildebrandt
født 1944, ph.d. og professor ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Tidligere vismand i Det Nationale Kompetenceråd og ledelsesredaktør på dagbladet Børsen. Han er forfatter til bøger, artikler og kronikker om ledelse og samfundsforhold og han er medlem af flere bestyrelser. Han er medstifter af Foreningen Børns Livskundskab.