BØRNENE PÅ DEN INTERNATIONALE RUMSTATION

af Gabriele Torma | | 18. juni 2023

Fotografi af børnene på rumstationen med kloden i baggrunden.

Det skete for omkring fem år siden. Vi var I haven, vores yngste barns første forår. Vi tog familiebilleder med venners børn, deres yngste barn blev født samme uge som vores.
Der blev skabt et meget flot forårsbillede med alle de små. Jeg anede ikke, hvilken rejse dette billede havde foran sig.
Det føles stadig uvirkeligt at holde billedet i hænderne. Men når jeg ser på det, bliver jeg fyldt med dyb taknemmelighed og forundring over den glæde, som venner og fremmede kan bringe ind i vores liv.

Jeg holder billedet i mine hænder lige nu, jeg rører ved det og tager dybe vejrtrækninger ind og ud. Jeg kan direkte mærke min sårbarhed.

Vores venner blev tilbudt af en astronautven at han ville tage et billede af deres børn til den internationale rumstation, ISS, hvor han skulle være udstationeret i et par måneder. Jeg kan stadig ikke med sikkerhed sige, om jeg selv havde haft generøsiteten til at tænke på andre, som vores venner gjorde. De delte dette særlige tilbud med os, tilbød os at vi også kunne få billedet af vores børn med og valgte sammen med os fotografiet.

Vores billede var på vej i meget lang tid, alene i karantæne i flere måneder før og efter rumflyvningen.
Hvad jeg ikke forstod var, at astronauten ville tage vores billede og fotografere det inde fra rumstationen ISS, med vores jord, planeten Jorden, bagved.
Jeg er målløs over den ydmyghed, jeg føler, når jeg ser vores jordklode omgive vores børn. Målløs fordi nogen gør sig den ulejlighed at investere et så værdifuldt øjeblik i deres liv for os og vores børn. At hele systemet og alle involverede bag rumflyvningen planlægger tid til sådan noget og tager sig tid til at bringe en sådan kostbar manifestation ind i vores liv.

Jeg føler håb, så meget håb for os alle. Med al alvoren og faren ved en sådan mission, er der folk alligevel der stopper op og afsætter plads og tid til en sådan gestus. Deler deres særlige muligheder med os.

Jeg holder denne tanke i bevidstheden, mit hjerte er rørt. Jeg ånder dybt, for at slappe kroppen af.

Det indtryk som udsigten til vores jord fra ISS gør på beskueren, har et særligt navn: The overview effect, oversigtseffekten.

Fordi synet af vores jord fra rummet ikke efterlader et menneske uberørt. De meget få der har haft mulighed for at se jorden fra rummet med egne øjne, forsøger selv at finde ord for det: Følelser af ærefrygt, en dyb forståelse af sammenhængen mellem alt liv på kloden og en fornyet følelse af ansvar for vores miljø er eksempler.
Der er en bog med titlen Overblikseffekten, hvor astronauter forsøger at beskrive det uforståelige og ubeskrivelige – også en film, der forsøger at sætte ord på dette. Ord som ’at se på en fantastisk, ubeskrivelig smuk planet,’’en levende, åndende organisme’, kombineret med følelsen af ’sårbarhed’ af vores planet som ’noget levende, der giver os alle plads og tid til at trække vejret, grine, græde og dø.’
Og så afsætter synet hos alle en følelse af ansvar. Ansvar for at beskytte denne levende organisme.

Jeg ånder, trækker luften dyb ind i kroppen, ånder ind og ud – det sammen luft vi alle blives af, her i det rum jeg sidder i lige nu, indåndes den samme atmosfære af andre ude på gaden, i byen, i landet, af min familie der bor i andre lande, af venner som lige nu er i USA. Af alle dyr og planter på hele jordkloden. Den mest enkle forbundenhed med alle væsner er vejrtrækningen.
Jeg mærker det et øjeblik længere, og så slipper jeg det hele med et dybt suk.

Jeg hænger billedet tilbage på sin plads i vores stue. Jeg véd, at nogle gange vil jeg røre ved det igen, et kort øjeblik, når jeg går forbi det – og mærke taknemmeligheden –

 

Foto: Det omtalte billede af børnene på rumstationen


er erhvervsingeniør (Dipl.-Wirtsch.-Ing.) fra Tyskland med en ph.d. fra Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet med speciale i bæredygtig forbrugsadfærd.
I sin forskning ønsker hun at forstå, hvordan og hvorfor mennesker tænker, føler og opfører sig, som de gør. For eksempel i forhold til plantebaseret mad eller vedvarende energikilder. Hun er for nylig begyndt at skrive på Kontemplations blog om sine erfaringer med at udvikle en praksis og de udfordringer, der derved opstår.

Gabriele har i en årrække deltaget i undervisningsforløb og retreats med Kontemplations undervisere og team. Hun modtager supervision af Jeanette Lykkegård.

Efterlad en kommentar