BORDBØNNEN
af Anne Rosenvold | SMAG | 29. marts 2024
Den smalle gang mellem undervisningssalen og køkkenet er måske fem meter lang. Med en dør for hver ende. Som regel lukkede, så lyde fra køkkenet ikke bryder fordybelsen, vi forsøger at nå frem til på kurset. Men duften fra Mikkels Jambalaya når på magisk vis mine næsebor og lokker. Maven giver sig til at rumle, og mit fokus er nu kun på, hvor lang tid der mon er tilbage, før vi skal sætte os til bords.
Da syngeskålens klang endelig udfrier mig mod min maves længsel, haster vi alle ud. Hjælper med den sidste borddækning og sætter os. Fristende dufte fra maden, der står på bordet allerede. Vi venter på, at Mikkel, vores køkkenchef, præsenterer måltidet for os. Dette sted i dagsrytmen på et retreat eller kursus er altid et højdepunkt for mig. Alt det Mikkel fortæller, og som jeg har set ham stå fordybet hen over hele eftermiddagen. De lidt røde kinder, der bærer vidnesbyrd om de sidste minutters hektiske indsats.
Der er stadig lyde af skramlende stole fra de sidst ankomne til bordene. Jeg opdager i mig, at overgangen fra sal til køkken gennem pudegangen i helt bogstavelig forstand har været alt for kort. Jeg rammes i et øjeblik af længsel efter salens ro og fordybelse. Væk fra intensiteten og talestrømmen her i køkkenet.
Min erindring finder en stump fra en spejderlejr, hvor vi stille sang før måltidet. Forbundet rundt om bordet med hinanden i hænderne sang vi en sang med tak til dem, der havde lavet måltidet, dem der havde groet maden og til det privilegium, at vi kunne sidde dér og spise. Dengang var det et ritual, som jeg nok først nu forstår betydningen af.
Jeg deler min lille erindringsbid med de andre ved bordet. Flere har bud på, hvilke betydningsfulde ritualer, der har været i deres familier: Et lille øjebliks pause, en måde at samles på efter en lang dag. Èn fortæller, at det for hende var vigtigt, at hendes børn ikke var underlagt samme regler omkring taksigelse, som hun var vokset op med. Det at få mad, var en naturlig menneskeret, som børnene ikke skulle udvise taknemmelighed overfor, forklarede hun. Og de lærte alligevel med tiden at sige tak – sagde hun med et smil.
Mens jeg lytter, har jeg lagt bestikket fra mig og glemt at spise. Det er sådan den gode samtale indvirker på mig. Et kort øjeblik mister jeg tålmodigheden med mig selv. Tænk, at jeg ikke kan to ting på én gang!!
Vi udforsker sammen, hvilken form et nutidigt ritual kunne have. Hvilken funktion kunne sådan en overgang have? Længslen her ved bordet adskiller sig ikke fra den, vi kan opleve, når vi sætter os på puden sammen i salen: Også her mærker jeg kroppen og tyngden. Mærker åndedrættet. Lader hjertet få plads. Lader alt falde til ro.
Som udgangspunkt, kan vi gøre det samme her, før vi lader sanserne fordybe sig i madens duft, smag og udseende. Vi kan forbinde os med os selv, og dem vi deler måltidet og oplevelsen med.
Måske er det ikke sværere end det. Hvis vi husker at tage os tid til at lande i det øjeblik – hvorfra vi kan opleve.
Foto: Charlotte Toft
er sociolog og psykoterapeut. Optaget af mødet mellem mennesker, naturen, bevægelse og kreativitet.
Hun har haft nærværs- og bevægelsespraksis gennem mange år og modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg. Deltager årlig i retreats.