Frostklar januaraften midt i ugen. Pulsen er lidt for høj, og hvis jeg tænker ordentligt efter, har jeg for længe ikke de lyttet til de indre stemmer: ikke flere projekter, ikke sige ja til mere, huske selvomsorg og pause. ”Pause” tænker min hjerne, mens jeg maser havbadet ind i kalenderen, så det ender med, at jeg skal skynde mig afsted. Bare afsted afsted. Men hurra, nu tager jeg en pause.

Crash ! Hundrede meter nede ad vejen stopper alting. Mit bukseben fletter sig ind i kæden og min cykel stopper brat. Som musikken i stopdans.

Stilhed.

Og dér står jeg.

 

Min højre fod svæver i stoffet over kædens fangarme. Min venstre fod lander på asfalten og redder mig fra at styrte. Cyklen har bidt sig fast, står på skrå mellem mine lår og udgør med ét mit andet ben. Gaden er stille og mørk, ikke et øje. Min krop er et stilbillede, ubevægelig, en statue.

Jeg har hverken ur eller telefon med, mine hænder holder styret, og alle mennesker sidder inde i deres huse og spiser aftensmad.

Pausen har sat tænderne i mig. Den er ufravigelig. Noget i mig overgiver sig øjeblikkeligt, helt uden kamp. Jeg mærker tyngden i min krop, mit fokus på åndedrættet, som går fra hurtigt til dæmpet.
Jeg tænker på min bademakker, som om lidt står uforstående og venter ved havet.

I den mørke gade hører jeg barnestemmer og min egen lidt skingre kalden på dem ”Hallo”… dog uden at de hører mig.

Alt står stille. Jeg er i afventen og væren. Tid findes ikke og praksis bølger i stilbilledet af mig selv. Mit bukseben i et svæv.

Pludselig kommer en mand løbende ud af mørket, de hurtige orange løbesko nærmer sig. Da han er helt tæt på, beder jeg om hjælp, og han stopper op. Jeg kender ham ikke, ved dog intuitivt, at han er både en god nabo og en redningsmand.

Fra min fastlåste position inviterer jeg ham til at tage fat i cykel, pedal og bukseben. Samtidig er jeg forundret over denne pludseligt opståede situation, hvor jeg nu er afhængig og tillidsfuld overfor en fremmed mands hænder og formåen. Jeg har inviteret ham ind i min pause. Er jeg et vibrerende en-cellet væsen ?

En hund gør nede af gaden og tandhjulet giver sig lidt, nok til at jeg får den det andet ben til jorden. I hvert fald for en tid.

Manden sidder på hug og arbejder med hænderne og har tydeligvis tænkt sig at fuldføre opgaven. Han rusker i pedalen og foreslår mig forskellige fodakrobatiske øvelser for at komme fri. Lige meget hjælper det. Buksebenet vil ikke slippe.

Jeg er parat til at smide bukserne, ved ikke, om jeg siger det højt, men tænker det i hvert fald og overvejer den situation, der vil opstå. Han beslutter dog at løbe hjem og hente værktøj for at klippe mig fri. Og så er han væk.

Der er igen stille i gaden. Jeg stadig en statue, da en dør smækker i det fjerne. Klokken på være tæt på badeaftalen nu. Ro i mit åndedræt, fodfæste. Går det an at forsøge at bevæge mig videre ud af cyklens greb eller skal jeg vente på ham ? Jeg trækker med mikroskopiske skridt baglæns i cyklen og med ét slipper kæden. Jeg mærker en subtil indre rystelse.

Jeg er fri.

…..

Naboen er hurtigt tilbage med værktøj og resten giver sig selv. Jeg folder det let olieindsmurte bukseben sammen og presser det ned i glimmerstrømpen.

 

”Du redder mit liv en anden gang”, siger han som gengæld for min taknemmelighed.

Og så løber han endnu en gang hjem.