Konkyliesang
af | GAIA | 6. juni 2025
Lett og lyttende – en beholder for dempede ekko.
Myk gjenklang av tidløse dønninger –
fra det som skal komme, det som er.
Svunne tiders resonans.
Spunnet av flortynne lag formet av omgivelsene,
og min egen dreining innover mot mitt sentrum –
ut mot verden, inn mot kjernen.
En lyttende, løpende spiral – uavbrutt innover, utover.
Sansende vinden. Mellomrommene imellom.
Stillheten på bunden av havet.
Det tomme, stillestående, livfulle.
Gjennomstrømmet.
Under havspeilet – nuets himmel.
Vugget av det altomfattendes sang –
uten stemme, instrument, dirigent eller tone.
Likevel et nærværende sus,
ubestemmelig fra ingen-steder og alle-steder fra.
Jeg ser i speilet – vakker! Er det meg?
En knupp, en naturens 3d-printede avtrykk.
Et hjem, en hule. Et hjerte. Et stille rom.
En ballsal med buende perlemorvegger.
Et varsomt slipp –
et vakkert skall.
Jeg er en konkylie –
jeg Er ikke konkylien.
Ei heller den hudløse, sansende, sensitive
som modig har forlatt sin ham, sitt hjem,
sitt skall, sitt slott, hule.
Er jeg hjertet?
Det som med medfølelse synger livet.
Innover i buktende korridorer i pastell.
Utover – i alt som er.
Jeg er hjertet, havet, sangen og bølgene.
Jeg er sandbunnen og strømmene.
Havet er ikke meg.
Bølgene er ikke meg.
Ei heller sandbunnen, strømmene, sangen
eller hjertet jeg kaller mitt.
Jeg er det tomme rommet som lytter –
men heller ikke tomrommet er jeg.
Fotocollage: Kristin Koll basert på foto av William Warby/Unsplashed.
Forbundethed – usynlige tråde
I mange kulturer og fortællinger findes billedet af den røde tråd – en skæbnetråd, der væver mennesker og begivenheder sammen. Ofte ser vi først trådene, når vi stopper op. Når vi lytter.
I en tid, hvor meget splitter os – politisk, socialt, miljømæssigt – har vi måske mere end nogensinde brug for at finde det, der binder os sammen. Den usynlige tråd, som ifølge et gammelt kinesisk ordsprog “kan strækkes, men ikke knækkes.”
På en skriveworkshop i Kontemplations blogteam inviterede vi skribenterne til at udforske netop dét.
Vi begyndte tæt på. Med et enkelt objekt – en sten, en fjer, en muslingeskal – noget vi kunne holde i hænderne. Med åbne sanser lyttede vi til genstandens historie, til minder, til naturen. Herfra skrev vi frit, undersøgende og lyttende.
Her kan du læse, hvordan vores skribenter har ladet de usynlige tråde tone frem gennem ord – som spor, som vidnesbyrd, som små glimt af den større sammenhæng, vi alle er vævet ind i.
Grundlægger og leder af Aldente hvor hun samskaber engagerende kommunikation, kreative koncepter og/eller cirkulædre løsninger for de som vil ivaretage ressourcerne for nutiden og for de som kommer efter os.
Kristin er initiativtager af Viddepraksis.no.
Hun har mastertraining i Social Presencing Theatre, er dybt dedikeret til natur og engageret i sammenhængen mellem ydre og indre natur.
