I Kontemplation holder vi vejret.
Ligesom resten af Danmark. Og resten af verden.
På en måde er vi alle standset op.
Ikke rent fysisk. De daglige gøremål går videre, de har deres egen fremdrift: Børnene der nu er hjemme fra skoler og børnehaver, skal passes, vi ringer til vores gamle forældre, til vores nære venner og til de børn der er flyttet hjemmefra. Overvejer og planlægger, så godt vi kan, hvordan vi bedst kommer igennem dette.

Så hverdagen går på mange måder videre. Som den skal. Og som den gør verden over, også for de der lever under forhold der er meget sværere end dem vi i Danmark møder lige nu.

Men noget holder vejret. Fysisk og psykisk.
Det er forståeligt.
Men når vi holder vejret, er det vanskeligt at mærke kroppen. Og hjertet. Og at mærke kroppen og hjertet er der brug for nu. Så derfor prøver vi – med vekslende held – i denne tid at trække vejret ekstra dybt og roligt.

Meditation – og åndedrætsøvelser – hverken kan eller skal erstatte konkrete handlinger af for eksempel hjælpsomhed i den ydre verden. Men meditation – og indre øvelser – kan styrke kontakten til det grundlag i os selv hvorfra vi kan handle så præcist og medfølende som muligt, også i en krisesituation som denne.

Det er derfor den banale lille ting med at mærke sin vejrtrækning er så vigtig. Medfølelse er forankret fysisk. Medfølelse er meget tæt forbundet med direkte at mærke at de andre har det ligesom mig, har en krop ligesom mig, en krop der gerne vil leve, som ikke ønsker at fremmede organismer trænger ind i den og sætter sig på lungerne.
Det er gennem vores kontakt til vores egen krop og hjerte at vi mærker medmenneskenes krop og hjerte. Og forstår at vi, der er vant til at vise empati ved fysisk nærhed, lige nu måske bedst kan drage omsorg for hinanden ved fysisk afstand.

Der ligger en indsigt i Coronapandemien – eller vi kan vælge at se den sådan: Den peger på vigtigheden af sammenhold, af at være der for især de sårbare. Den peger på hvordan vi alle, på nogle fundamentale punkter, er stillet ens. Denne smitte rammer alle samfundsgrupper, den findes i regeringskontorerne, i forsvarskommandoen på plejehjemmene og bestyrelseslokalerne. Den henleder, på en meget alvorlig måde, vores alles opmærksomhed på hvordan den natur vi med vold og magt prøver at kontrollere, på mange punkter ikke kan bringes helt under kontrol.

Så ligesom resten af verden er vi standset op. I en urolig, lyttende pause.
I den pause prøver vi at huske vejrtrækningen. Og derfra at læne os ind i medfølelsen.
Som, i en situation som denne, ligger lige for. Medfølelse er ikke noget fint eller usædvanligt, det er den helt enkle indsigt i at på et dybt niveau, som det der lige nu er åbent internationalt, ønsker vi alle det samme. Og ønsker vi alle det samme for hinanden: At leve og være raske. Og dybest set er det ikke altid muligt. Og dér, i indsigten i at det ikke altid er muligt, kan vi mærke fællesskabet, kan vi mærke vores egen naturlige omsorgsfølelse for de andre og især de skrøbelige.
Den omsorgsfølelse er dybere end krig, stridighed og konkurrence. Den omsorg er tæt ved vores menneskelige kerne. Og den situation vi står i nu, giver os mulighed for at mærke den.

Hanneli Ågotsdatter
er Kontemplations daglige leder og underviser på vores kurser og retreats. Hun er en del af Vækstcenterets faste undervisergruppe og medlem af Foreningen Børns Livskundskab. Hanneli er ansvarlig for den kontemplative del af Center for Systems Awareness‘ internationale certificeringsprogram for mennesker der arbejder med børn. Hun er tilknyttet Mind and Life Europe hvor hun co-leder organisationens retreats for unge forskere.

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.