Anden weekend i årsforløbet i rituel dans med Maria Rose Dybvad er i fuld gang.
Jeg træder igen ind i cirklen, og siger sammen med den nu kendte gruppe af kvinder ja til at danse myten INANNA.

Inanna var gudinde for frugtbarhed, kærlighed og krig i sumerisk mytologi, og hun var dronning over himmel og jord. Hendes søster Ereshkigal var dronning over dødsriget, som Inanna drager til – for at erobre. For at komme til dødsriget må hun gennem syv porte, og ved hver port afgive et såkaldt me, som er symbolet på hendes magt og status i himlen og på jorden.

Hun ankommer helt nøgen til sin søster:

 

”Da Inanna kom til dødsrigets første port, bankede hun hårdt på døren:
 ”Luk op! Luk op! Dørvogter Neti.
Jeg er helt alene, jeg vil ind”

 

Neti, dødsrigets øverste vogter svarede hellige Inanna:

”Hvem er du?”

”Jeg er Inanna, på vej mod øst, hvor solen stiger”

 

Neti sagde:

”Hvis du virkelig er Inanna, på vej mod øst, hvor solen stiger, hvorfor er du så kommet til det land, hvorfra ingen vender tilbage?”

 

Hellige Inanna svarede:

”Fordi min storesøster Ereshkigals mand er død. God gravskik er det at skænke rigeligt med øl. Derfor er jeg kommet.”

 

Dødsrigets dørvogter Neti, sagde:

”Bliv her Inanna,
Jeg skal fortælle min frue,
Hvad du har sagt.”

 

Dødsrigets øverste dørvogter, Neti, gik ind i dronningens palads og sagde:

”Høje dronning, der står en himmeljomfru foran dødsrigets port og råber.
Det er din søster Inanna der er kommet.
Hun har samlet sine syv me i hånden.
Hun har rejst hele vejen med alle sine me.
Hun har viklet en turban om hovedet for vinden – og samlet håret.
Hun har lagt de små Lapis Lazuliperler om halsen og de to store ægformede på brysterne.
Hun har hyllet kroppen i en kongelig kåbe og sminket øjnene med den kohl kaldet ”Kom an mand, kom an!”
Brochen kaldet ”Kom mand, kom” har hun fæstnet på brystet.
Hun har sat en guldring på fingeren, og hun holder målestokken af Lapis Lazuli og målebåndet i hånden.”

 

Ereshkigal slog sig på låret ved lyden af ordene. Hun bed sig i læben og lagde sig ordene på sinde.

Hun sagde til Neti, sin øverste dørvogter:

”Hør, gør som jeg siger:
Skyd slåen for alle syv porte i Kur.
Lad hver enkel port åbne sig én for én.
Lad hende komme kravlende med bøjet hoved og tag hendes tøj, bær det væk.”

 

Inanna kommer igennem én port ad gangen og ved hver port afgiver hun en af sine me; sin turban, et smykke, stenene, en guldring, målestok og målebånd og ved den syvende port sin kongelige kåbe. Herefter ankommer hun til dødsriget.

 

”Hun kom kravlende ind i tronsalen med bøjet hoved. Klædt af til skindet bød hun sin søster Ereshkigal fjerne sig fra tronen, og Inanna satte sig på den i stedet.

Anunnaguderne, dødsrigets syv dommere, afsagde dom over hende.
De så på hende med dødens blik, de talte til hende, vredens ord, de råbte til hende, barske beskyldinger.Inanna var ramt. Hendes krop blev et kadaver med ligets lugt af råd, hængt på en kødkrog som et dødt dyr”.

 

Citaterne her er fra INANNA – Himlens og jordens dronning.
Gendigtet af Suzanne Brøgger.

 

Vi danser i cirklen. Maria guider os ind i myten. Med øvelser, ord, udvekslinger, musik, rytme, danser vi myten. Vi er kroppe der lever sig ind i historien. Hvordan er det i vores liv? Kan vi levendegøre Inanna i os selv? Hvem er vi uden alt det vi identificerer os med? Hvis vi slipper ideen om at være noget i kraft af noget?

Der er ingen entydige svar.

I efterskriftet til Suzanne Brøggers gendigtning af myten om Inanna, foreslår Pia Skogemann en moderne måde at forstå myten, og anskuer dens hovedtema som:

”en fortælling om, hvordan den ellers altid ekspanderende Inanna omsider møder en grænse for sin magt. Den mægtige gudinde får tilført et menneskeligt aspekt af begrænsning, død, svigt, tab, sorg, lidelse, længsel, kærlighed og forsoning.”

 

Vi undersøger.
Vi deler, reflekterer.
Mærker.
Og forestiller os.
Vi udveksler.
Griner, græder.
Vi støtter hinanden.
Vi dør.
Vi lever.
Vi danser i cirklen.

                   .                

Et dansestræk

For mit indre øje ser jeg et billede af en gang. Lige foran mig er der er sort skydedør. Da den går til side. Ser jeg endnu en sort skydedør. Jeg véd at det vil blive ved. Flere skydedøre. Og jeg går længere og længere ind i gangens rum. Jeg ser også at den ender. Et sted stopper dørene. Her vil jeg ikke kunne komme længere.

Kan man danse en arketype?

På alle fire.
Presser toppen af mit hoved ned mod gulvet.
Nedad.
Indad.

Helt herinde har jeg mistet alt. Her véd jeg ikke om jeg kan komme ud igen. Bevidstheden om at være helt alene åbner ind i et uendeligt tomt rum.

Det er en rejse ind i mørket. Ind i døden.

Hvis jeg ikke er nogen, lever jeg så?
Hvis jeg ikke ér noget, er der så nogen der kender mig?
Hvis jeg overgiver mig her, hvad sker der så? Dør jeg?
Eksisterer jeg her?
Når jeg ikke holder fast i at jeg er nogen, når jeg ikke en gang er min krop mere?

Hvis jeg mister min krop –

I en bog jeg sætter stor pris på, står det skrevet at man for at blive et helt menneske må møde mørket. Inde i mørket er lyset. Hvis man bliver i mørket, vil man opdage lyset. Det er ikke en farbar vej kun at søge lyset. Hvis det man søger, er at blive et menneske.

Men man må blive i mørket uden at forvente at lyset kommer. Som at sidde på bunden af en brønd, og ikke vide. Det er paradokset.

Kan man danse det?

Jeg læner mig bagover.
Henover en anden krop på samme rejse.
Vi støtter hinanden.
Slipper her.
Ved ikke om jeg kommer op igen.
Eller om jeg falder ned.
Læner mig ind i en anden krop.
Bliver ført et stykke.

Før jeg slipper.

Og kun er mig.

Danse kødet af knoglerne.
Bevæge det ubevægelige.
Rytmerne og musikken og min døde krop trækker mig ind i et landskab, hvor jeg ikke er nogen.
Der er modstand.
Meget modstand.
Mine ben vil ikke som jeg.
Frys. Stilstand. Træghed. Indre domme.
Skyggen danser med.

Tærskelvogtere skubber til mig.

Så.

I en blanding af lettelse og et fald ind i total uvished.

Er jeg uden ambition.
Uden projekter.
Uden retning.
Uden forestilling.
Uden mig?

Vi fortsætter rejsen i cirklen til marts.

 

Foto: Charlotte Toft