DANS SOLAR PLEXUS
af Kirsten Rotbøll Lassen | SANS | 8. juni 2023
Danser vildt.
Til grænser.
Ryster.
Udtryk.
Skift og rytme.
Vildt og kantet.
Kroppen udtrykker mig.
Vi har i Kontemplation netop afsluttet et forløb for en lille gruppe ledet af Hanneli hvor vi har fordybet os i én af Bob Moores chakra-farveøvelser.
Forløbet bevægede sig gennem chakraerne ét ad gangen. Jeg har til hver farve sammensat en spilleliste der inviterer til at man danser sig ind i det pågældende chakras område og kvaliteter og ad den vej får støtte til en kropsligt funderet bevidstgørelse af chakraerne. Forklaring på hvad et chakra er, finder du under spillelisten.
Som en invitation til at danse hvert af disse energicentre til live, deler jeg her på bloggen elementer fra undervisningen og spillelisterne til hvert chakra.
God læse- og danselyst!
I dag fokuserer vi på SOLAR PLEXUS, på sanskrit ’manipura’ som ordret betyder ’juvelbyen’, men også oversættes som ’den strålende juvel’.
Dette center er beliggende (cirka) under ribbenene tre til fire fingerbredder fra brusken under brystbenet.
Anatomisk er det en kompleks samling af nerver som forbinder lever, mave og nyrer, kommunikerer mellem disse organer indbyrdes, og sender signaler fra dem til hjernen.
Solar plexus har at gøre med emotioner og vores evne til at mærke og udtrykke disse. Med kraft og mod til forandring. Med at stå ved sig selv og kunne sætte sig selv igennem i verden.
Chakraerne er vibrative, de svinger, og solar plexus har, med emotionernes ofte lynhurtige ildfuldhed en hurtigere vibration end både haras flydende smidighed og rodcenterets fasthed.
Farven GUL er knyttet til solar plexus.
Elementet ilds kvaliteter oplever vi ofte som forbundet med dette chakra. På grund af emotionernes varme – og på grund af det nærhed til mavesækken, til tarmene og til fordøjelsesprocesserne der jo er en forbrænding.
Spillelisten til DANS SOLAR PLEXUS:
(Herunder er spillelisten. Den er sammensat via Spotify, en musiktjeneste som mange af jer allerede bruger. Er I logget ind kan I høre det hele, har I ikke en profil der inde, kan man høre et uddrag af numrene. Har man en anden musikleverandør, er man velkommen til at notere sig titlerne og finde dem der hvor man ellers henter sin musik fra.)
CHAKRA – en definition
Ordet ’chakra’ betyder ’hvirvel’, chakraerne tilhører den menneskelige energikrop som ligger i en (lidt) anden dimension end den fysiske krop.
Chakraerne har ikke en så entydig anatomisk placering som vores fysiske kropsdele, de er mere plastiske, mere umiddelbart påvirkelige af bevidstheden og deres placering i forhold til vores fysiske krop er mere flydende.
Det er derfor at foretrække at vi forsøger at undgå at danne os et for anatomisk billede af chakraerne – og et for dogmatiske sprog for deres funktioner.
Chakraerne er både kilder til energimanifestationer, og de er steder hvor energi hentes ind.
De har en vibrativ kvalitet, ja de er fra et vist synspunkt, simpelthen vibrationer. Jo højere chakraet ligger i kroppen, des hurtigere er vibrationen.
Klik her for at danse til de øvrige spillelister >>
Layout: Mikkel Strandbygaard og Kirsten Rotbøll Lassen
Cand.pæd i didaktik, billedkunstner, underviser og projektleder.
Kirsten er udøvende billedkunstner og har dans og vandring som bevægelsespraksis. Hun arbejder med projekter og undervisning der inddrager kroppen og en kreativ kunstnerisk praksis. Fokus er på udtryk, og på hvordan det er muligt at italesætte, kropsliggøre og i billedskabende processer at arbejde med vores indre verden. Hun er del af Kontemplations faste team.