Dine øjne er fulde af sorg, og du stirrer forvirret ud mod folkemængden da du bærer kisten ned over kirkegulvet.

Du var ikke forberedt på denne smerte, dette ætsende nærvær af tab som holder hele din tilværelse i et stramt greb.

Selv i en alder af 52 år føles det brutalt og utilgiveligt.

I kisten ligger din mor.

 

Selv har jeg fundet mig en plads bagerst i kirken. Som en god veninde ønsker jeg at være her sammen med dig – men jeg er også opmærksom på at denne stund på en særlig måde er personlig og krævende for dig og din nærmeste familie.

Kirken er fuld af mennesker.

Jeg kan se du genkender nogle af dem du lader dit blik flakke henover, jeg ser dig stivne en brøkdel af et sekund før dine øjne bevæger sig videre.

Som om du ikke finder kræfterne til at hilse på – men alligevel leder efter en tryg havn.

Som om du kunne ønske dig at kirken var tom. At du ikke havde behov for tilskuere til din fortvivlelse og sårbarhed.

Som om du kunne ønske dig at sørge på din helt egen måde, helt uden tilskuere.

I kisten ligger din mor.

 

Hun som har været her hele dit liv. Hun du har været udfordret af, skændtes med, leet højt sammen med og fået uendelig meget trøst sammen med.

Hun er her ikke længere. Din krop overkommer at bære kisten, overkommer at bevæge fødderne fremad mod kirkens udgang. Men dine øjne vil ikke. De nægter at adlyde. Chokket, fortvivlelsen, håbløsheden kommer til udtryk dér – i dine øjne.

Dette brutale liv – som indebærer at du skal miste det kæreste du har. At du skal bære hende ud i en trækiste og lægge hende i jorden. Og derfra skal du kunne gå videre.

Det kan virke umuligt.

 

Kisten sænkes ned i graven, og præsten udfører jordpåkastelsen.
Jeg hører en fugl kvidre, og jeg lægger mærke til at dine øjne nu har opdaget fuglen. Den intense smerte levner dig kun kræfter til små, basale opdagelser og handlinger. Som at lægge mærke til fuglen i den store eg

– at den har en sørgelig og helt klar tone – som hører til i denne stemning af savn og sorg.

Tonen bærer en klarhed med sig, en erkendelse af at også dette hører til livet – denne risiko for at miste det du elsker højest – og så alligevel kunne tage nogle skridt ned ad et kirkegulv.

Samtidigt med at du er fuld af fortvivlelse, findes der nu et ganske lille glimt af håb.

Det er ikke umuligt.

At tage endnu et åndedrag, og så ét til. At tage ét skridt, og så ét til. En urgammel fornemmelse af at der ved afslutningen også findes en ny begyndelse.

 

Foto: Matthias Mullner/Unsplash