DE DØDES DAG

af Redaktionen | | 2. november 2021

B45F39C8-DE75-4955-BA7B-97AEFC46A0A9

Mange af verdens kulturer har særlige dage dedikeret til at mindes og, ofte via ritualiserede handlinger, at være sammen med de døde.

I Mexico har de for eksempel en årlig praksis hvor de mindes de døde. Det gør de i dag på ’De Dødes Dag’. Datoen, 2. november, falder sammen med den katolske helligdag, Allesjælesdag. Allesjælesdag i den Katolske kirke er dagen efter Allehelgensdag, en helligdag som vi også kender til i dansk kultur, og som den protestantiske kirke stadig markerer på sin egen vis. I Danmark falder Allehelgensdag på den 1. søndag i november.

I det mexicanske område har man fejret de døde helt tilbage til aztekernes tid. Måske længere. I dag fejres ‘De Dødes Dag’ ved kollektivt at blive helt nærværende med døden, og simpelthen invitere de døde på besøg i hjemmene og i gaderne. Der laves et alter i hjemmet med billeder af, og livretterne til, familiens afdøde. Gravstederne pyntes med blomster, særligt ’dødeblomst’ (Cempoalxochitl), hvis duft viser de døde vejen hjem til familien. Og skeletter danser i gaderne.
Mens de døde får deres livretter at spise, spiser de levende sukkerkranier. Måske for at minde dem selv om at også de en dag skal dø?

Er du interesseret i at lære mere om ‘De Dødes Dag’, holder Moesgård Museum denne uge, 2.-7. November, fest for de døde. 

Foto fra udstilling på Moesgård Museum og Eduardo Dorantes/Unsplash

 

 

Efterlad en kommentar