Alt for mange beslutninger i Danmark – og i verden – træffes ud fra meget – og alt for korte tidshorisonter. Ofte handler det om nogle få år. Derfor er situationen lige nu, når det handler om fx klima, biodiversitet, ulighed, forurening, fødevarer, affaldsmængder, sundhed, ligestilling mm., så alvorlig, at mange af de vigtige beslutninger, der i dag træffes i regeringer, parlamenter, organisationer, store virksomheder mm. rundt om i verden, skal træffes på andre måder i fremtiden, end det sker nu. Tænk på det danske Folketing, en kommunalbestyrelse eller bestyrelsen i en stor dansk virksomhed. De korte tidshorisonter er forståelige. Forståelige, fordi vi har skabt rammer, regler, institutioner og traditioner, der enten forudsætter eller i hvert fald stærkt ansporer beslutningstagerne til at træffe kortsigtede beslutninger, fx vælger-, konkurrence-, beskæftigelses- eller økonomihensyn. Ofte er der ikke andre veje, end de kortsigtede.

Dette gælder helt åbenbart det demokratisk valgte Folketing, der med korte tidsintervaller ved demokratiske valg skal have sit mandat bekræftet af vælgerne. Det meste af, hvad der drøftes og besluttes i Folketinget, er kortsigtet og orienteret mod aktuelle og let gennemskuelige eller i hvert fald på overfladen let forklarlige problemstillinger. Sådan ser det ud til at være. Vælgerne belønner ikke det langsigtede, belønner ikke stor, global og langsigtet tænkning. Det kortsigtede koster så meget for planeten og de næste generationer, at vi bliver nødt til at ændre de måder, vi træffer beslutninger på.

Det er mere og mere tydeligt, at der enten træffes for mange utilstrækkelige, overfladiske eller direkte skadelige beslutninger, eller at der omvendt er for mange beslutninger, der slet ikke træffes, for mange problemstillinger, der ikke adresseres eller som adresseres på måder, der er helt utilstrækkelige og ikke fører til konkrete beslutninger og handlinger. Vi ved godt, at mange trufne og iværksatte beslutninger er utilstrækkelige. Vi ser det, men vi gør ikke noget ved det. Vi fortsætter.

Derfor befinder verden sig i en situation, og verden bevæger sig frem mod tilstande, der ud fra næsten alle tænkelige perspektiver og vurderinger er stærkt uønskede, eller som fører direkte frem mod katastrofer for planeten. Det handler ikke om situationer og tilstande, der med store sandsynligheder vil indtræffe om tusind år. Vi taler om fænomener, der vil indtræffe om årtier. Ja, på nogle områder befinder vi os allerede i nærheden af eller i de pågældende tilstande, men vi er blinde; vi indser og accepterer det ikke. Vi benægter det, selv om målinger og rapporter viser det modsatte.

Man kan forklare, at Folketinget, regeringen og kommunalbestyrelserne handler, som det sker. Prioriteringerne kan forklares, men må samtidig kritiseres. For det er åbenbart nødvendigt, at der besluttes og handles anderledes i fremtiden. Vi har ikke noget valg. Hvis vi omvendt forestiller os, at Folketinget tidligt og sent drøfter fremtidige og meget fjerne, luftige og abstrakte problemstillinger, alt imens konkrete dagligdags problemer hober sig op, ja, så ville vi også med rette kunne kritisere Folketinget for ikke at tage konkret ansvar. Så vi skal finde en anden balance? En ny balance? Det er spørgsmålet. En balance, en anden form for balance, flere, der er med til at bestemme, andre beslutningsforløb, andre afvejninger og prioriteringer? Det er umuligt, vil vi sige!

Men som kunstneren Cecilie Wagner Falkenstrøm siger et sted: ”Det umuliges mulighed er, at vi tør stræbe efter det umulige, fordi denne stræben i sig selv vil afføde nye muligheder for viden, udvikling og praksis.” Dette udsagn og denne tilgang er interessant, og jeg citerer sætningen her, fordi den er central for forståelsen af den problemstilling, jeg minder om her, nemlig spørgsmålet om, hvorledes vi skal træffe vigtige beslutninger i fremtiden, så der tages mere hensyn til stemmerne fra fremtidige generationer, stemmer, hvortil der formelt set ikke tages hensyn i øjeblikket. I den virkelige verden er der ganske vist mange organisationer, foreninger, enkeltpersoner mm., der taler fremtidens sag, hvilket er vigtigt og prisværdigt, men det sker ikke på så eksplicitte og formaliserede måder, som det er både muligt og nødvendigt. Som eksempler på sådanne organisationer kan i flæng nævnes: Den grønne ungdomsbevægelse, Klimarådet, Danmarks Naturfredningsforening, Det økonomiske Råd mm.

Det umuliges mulighed er, at vi kan konstruere andre og nye måder at strukturere os på, når det handler om magtudøvelse og beslutningstagning, end dem vi kender. Det umulige er også, at vi mentalt kan forestille os helt andre måder at træffe selve beslutningerne på, end dem vi er vænnet til at betragte som de mest naturlige, ja måske ligefrem som de eneste mulige. Det umuliges mulighed er, at vi alene ved bevidst at bevæge os ud på ukendt terræn eller at vi ved at lade os flyde med næsten ubevidst og uplanlagt finder helt nye betragtningsmåder, helt nye vinkler, helt nye måder at indrette os på, når det handler om beslutninger, prioriteringer, interessevaretagelse etc.

For nogle år siden var jeg med til at skrive bogen ”Empati. Det, der holder verden sammen”. Bogen er oversat til en snes sprog og handler om nulevende mennesker. Nu udvider jeg betragtningerne til også at gælde empati for de mennesker, der endnu ikke er født, men som vil blive stærkt påvirket af de beslutninger, som vi træffer eller ikke træffer lige nu. Det er de endnu ikke fødte generationer. I Danmarks anden handlingsplan for FN’s verdensmål, som den daværende regering afleverede til FN i 2021, skrev finansminister Nicolai Wammen: ”Vi skal kæmpe for, at vi efterlader et bedre samfund til vores børn, end det vi overtog”. Det er en interessant sætning, som inviterer til at stille nogle spørgsmål. For det første spørgsmålet: Hvordan gør vi det? Og for det andet: Hvad er et sådant bedre samfund?

Det er bl.a. disse to spørgsmål, som denne artikel handler om. Ikke blot vores børn, men også de endnu ikke fødte børnebørn, oldebørn mm. Hvad efterlader vi til dem? Hvad videregiver vi?  Og hvordan sikrer vi, at vi indretter os sådan, at vi gør, hvad vi kan for at forstå, hvad fremtidens generationer mener med fænomenet eller udtrykket, et bedre samfund? Hvilket samfund skal vi videregive til dem? Er et bedre samfund mere af det samme, eller er et bedre samfund et helt andet slags samfund, end det vi kender? Hvordan finder vi ud af det? Det er det umuliges mulighed. Det er en forståelse og en accept af, at vi lader mennesker, der endnu ikke er født, få en stemme i den dagsaktuelle debat og beslutningsproces – i verden, i det enkelte land, i kommunen og virksomheden. Hvordan sker det? Hvordan gør man det? Det er jo umuligt. Vi ved det ikke. Der er ingen formel. Der er ingen rigtig løsning. Der er erfaringer; der er forsøg. Der er vurderinger og holdninger, og dem skal vi studere og lytte til, men uden at blive fanget ind i en fælde, hvor vi bliver blinde for andre umulige veje og løsningsmuligheder, end dem vi kender.

Hvis vi i et tilbageblik kunne overbevise os selv og hinanden om, at vi hele tiden har truffet gode og langsigtede beslutninger, og at vi derfor var på en bæredygtig vej, kunne vi undlade disse overvejelser, der jo ved en umiddelbar betragtning forekommer luftige, naive og umulige. Men sandheden er, at vi blot ved overfladiske tilbageblik får øje på striber af uhensigtsmæssige, forkerte eller direkte skadelige beslutninger, som vi aldrig skulle have truffet, og som vi for manges vedkommende kunne se var skadelige og forkerte, allerede da vi traf dem for år tilbage. Vi vidste, at det var skadelige, stærkt uhensigtsmæssige og kritisable beslutninger. Det er det, der er essensen. Det er det, vi skal indse og mærke. Indse og mærke, at vi traf forkerte, ikke i betydningen, ærgerlige beslutninger, som vi kan standse op og gøre om, men forkerte i betydningen: for mennesker, dyr og biodiversitet så skadelige beslutninger, at der ofte ikke er nogen vej tilbage, eller, hvis der er veje tilbage, så er disse veje så dyre og tidkrævende, at de ofte i praksis er umulige. Eller sagt med andre ord: Der er fejlbeslutninger i fortiden, som vi som ansvarlige beslutningstagere skal have rettet op på, og der er eksempler på beslutninger og beslutningstyper i fortiden, som vi under ingen omstændigheder må gentage i fremtiden. I begge tilfælde kræver det, at vi træffer ikke bare nye beslutninger, men træffer nye beslutninger på nye måder.

Det kan siges kort: Vi skal træffe nye beslutninger, og da erfaringen viser os, at vi ikke formår at træffe disse eller sådanne nye beslutninger inden for de eksisterende strukturer og rammer, så må vi finde nye strukturer for beslutningstagning og nye måder at træffe beslutninger på inden for disse nye strukturer og rammer. Det er let at formulere sig på disse abstrakte måder, men hvad indebærer det mere konkret og i praksis? Vi ved det ikke, men vi bliver nødt til at forsøge at bevæge os længere ud i ukendt og måske oveni købet umuligt terræn, hvorom vi umiddelbart vil sige: Det fører ingen steder hen; det er umuligt; det er naivt; lad os komme tilbage. Tilbage til det kendte, hvor vi i parentes bemærket ved, at vi vil træffe nye skadelige beslutninger og undlade at træffe de nødvendige beslutninger. Business as usual kender vi: Det er utilstrækkelige, skadelige eller fravær af nødvendige beslutninger. Business as unusual kender vi ikke; men vi ved, at vi skal finde andre måder at lede og træffe beslutninger på, hvorom vi om nogle få vil sige: Dette er new normal.

FN’s 17 verdensmål er i virkeligheden en fortælling, eller måske ligefrem fortællingen om denne ”bedre verden”. Fortællingen om en bedre verden.  Det er ikke et paradis, der tegnes; det er et billede af en bedre, men ufuldkommen verden, som det ikke er umuligt at forestille sig, at man nærmede sig i praksis. Vi synger: Der er et yndigt land, og nu har dagbladet Politiken i en række artikler mm. stillet spørgsmålet: Hvad er et yndigt land? Sangen, Der er et yndigt land, er skrevet i en tid med en voksende national og folkelig bevidsthed i kølvandet på krigsnederlagene i begyndelsen af 1800-tallet. I sangen priser Adam Oehlenschläger (1779 -1850) dansk natur, historie og fædreland, og derved skiller sangen sig ud fra andre samtidige fædrelandssange: Den priser landets egne kvaliteter uden at nedgøre andre. Verdensmålene blev vedtaget og udfoldes i en anden, måske ny-globaliseret og ny-isolationistisk verden med nye alliancer, nye konfrontationer og nye modsætninger, men også med andre former for samarbejde, samhandel og udveksling, end man overhovedet kunne forestille sig på Oehlenschlägers tid. Jeg glæder mig til at læse en ny kunstners nye digt om et yndigt land, et digt, der måske fortæller om, hvordan et yndigt land kan se ud i år 2100, og beretter om, hvordan man mærker, at alle, der fødes på vejen, har en stemme, der høres undervejs.

Vi kan udmærket tale om det gamle udtryk, et yndigt land og bringe det sammen med finansministerens forsigtige udtryk, en bedre verden, og ud fra det, med baggrund i verdensmålene, tale mere konkret om, hvad et bedre, et yndigt eller et bæredygtige land – og verden – er og ser ud. Og det er det, vi skal. Vi undgår ikke ordet bæredygtighed; vi undgår ikke Brundtland-kommissionens sustainability fra 1987 og kommissionens upræcise, men alligevel meget rammende formulering: ”meeting the needs of the present without compromising the ability of future generations to meet their own needs”. Det er naturligvis, som det er blevet sagt mange gange siden 1987, en upræcis formulering, men det er en formulering, der inddrager fremtidens generationer, hvilket er det væsentlige og det nye. Verdensmålene fra 2015 er det hidtil mest præcise forsøg på at konkretisere Brundtland-kommissionens næsten 40 år gamle principerklæring fra 1987.

Verdensmålene er både konkrete anvisninger og et moralsk kompas, som vi kan orientere os ud fra med ret høj præcision – hvis vi vil. Hvis vi vil! Hvis vi ikke vil, ligger argumenterne for og forklaringerne på, at vi ikke kan, at målene er indbyrdes selvmodsigende, upræcise, umulige at fortolke osv. på stribe, og så bliver målene nærmest gjort til en karikatur eller til en vittighed, som de onde så kan more sig over. Og så er vi tilbage til ledelse og politik as usual. Det er dér, vi på nogle måder fortsat befinder os; det er den tilgang, det er den position, som nogle politikere og ledere vælger at følge og placere sig i, og så er vi i virkeligheden på vej tilbage til fortidige værdier og tilstande. Det er hovmod, uforstand og en ringeagt for de fremtidige generationer, som netop Brundtland-kommissionen fremhæver som et centralt hensyn i alle de beslutninger, der skal træffes nu og i fremtiden. Et centralt hensyn, selvfølgelig sammen med hensynet til de nulevende mennesker og den nuværende natur. Det er igen den oven for omtalte nye balance, som vi ikke kender, men som vi skal stræbe imod: Fremtidige generationers stemme i alle aktuelle beslutninger. Vi skal bringe fremtidens generationer og verdensmålene sammen – ikke separere og adskille dem.

I en del andre lande har man haft sådanne diskussioner, og er kommet videre. Det gælder fx Wales. Her vedtog man tilbage i 2015 The Well-being of Future Generations Act, der resulterede i udpegningen af en slags forsvarsadvokat for fremtidens generationer. I Wales taler man om en kommissær for fremtidige generationer. I Ungarn taler man om en ombudsman. Man har i Wales også etableret et folkevalgt ungdomsparlament. Andre lande, der enten har eller er på vej til at etablere tilsvarende institutioner, omfatter bl.a. Finland, Canada, Gibraltar, Singapore, New Zealand og Ungarn. Det skal også fremhæves, at der er et stort FN-initiativ undervejs, nemlig UN Declaration for Future Generations, der skal behandles på FN’s Summit of the Future i september måned i år. Man taler i den forbindelse om en Pact for the Future. Det er måske den vigtigste begivenhed i verden i 2024. Denne deklaration for fremtidige generationer kan få afgørende betydning for den måde, verdens lande, byer og virksomheder træffer beslutninger på i fremtiden. Vigtigheden af det kan ikke overvurderes.

I Danmark har vi behov for en fremtidsdebat om, hvordan vi kan komme til at træffe beslutninger på måder, der sikrer eller bidrager til, at langsigtede betragtninger og hensyn får en langt større betydning og vægt, end tilfældet er i dag. Som antydet i denne artikel er der en række aspekter vedrørende fremtidig beslutningstagning, der skal tages i betragtning, men hovedspørgsmålet er, hvorledes de endnu ikke fødte børn, de fremtidige generationer, kan få en stemme, når der træffes beslutninger i fremtiden, fx i Folketinget.

Foto: Charlotte Toft